Det lyder måske hårdt, men jeg har fjernet mit barnebarn fra mit testamente. Det var ikke en nem beslutning, men efter år med skuffelser følte jeg, at det ikke kunne være anderledes. Han kommer sjældent på besøg, tager knap kontakt og synes helt optaget af sit eget liv.
Selvfølgelig forstår jeg, at han er ung og optaget af sit arbejde, men det gør mig ondt at mærke, at jeg ikke længere spiller en rolle i hans liv. Da han var lille, var vi meget tætte. Han var mit første barnebarn, altid glad og nysgerrig. Vi gik ofte sammen i parken, fodrede ænderne og spillede kortspil. De øjeblikke har altid været i mine tanker. Men som han blev ældre, kom han sjældnere på besøg.
Først troede jeg, det var en fase, at han var optaget af skole og sine venner. Men nu er han voksen, og han ser ikke ud til at have tid til mig længere. Jeg har gjort mit bedste for at opretholde kontakten. Jeg ringede til ham, sendte beskeder og inviterede ham til at komme forbi. “Ja farfar, jeg kommer snart,” sagde han, men det skete aldrig. Til sidst gav jeg op. Hvorfor fortsætte med at presse, når han selv ikke viser initiativ? Han bor kun femten minutter væk, men selv den korte rejse ser ud til at være for meget for ham.
På et tidspunkt begyndte jeg at spørge mig selv, hvorfor jeg skulle efterlade mine ejendele til ham, når han aldrig besøger mig. Det lyder måske materialistisk, men for mig handler det om gensidighed. En arv føles som noget, du giver til nogen, der virkelig holder af dig, som gør en indsats for at være hos dig.
Efter meget overvejelse kontaktede jeg min notar og bad ham ændre mit testamente. I stedet for mit barnebarn efterlader jeg nu mine ejendele til mennesker, der har været der for mig: mine andre børnebørn, venner og mennesker, der virkelig værdsætter mig. Notaren så kort overrasket ud, men respekterede mit valg. Jeg følte mig lettet, som om jeg endelig kunne lægge en byrde fra mine skuldre.
Selvfølgelig spekulerer jeg på, hvordan mit barnebarn vil reagere, når han finder ud af det. Måske vil han føle sig såret, måske vil han se det som et vækkeur. Men jeg håber især, at han forstår, at det ikke handler om penge, men om opmærksomhed og samhørighed. Jeg vil ikke lade som om, alt er godt, når det ikke er. Måske indser han engang, hvad han har mistet, ikke kun materielt, men i betydningen af familie.
Det var ikke en nem beslutning, men jeg ved, at jeg har gjort det rigtige. Dette er mit liv, og det er mit valg.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
