Rybformering mellem naboer kommer i mange former, men et af de mest almindelige emner er stadig gene.
Lyde, parkering, affald… og stadig oftere også: cigaretrøg. Det oplever også Peter (45), som har boet i det samme rækkehus i mange år og helst ryger sin daglige cigaret udenfor. Men det er ikke til sin naboers glæde.
“Jeg ryger ikke indenfor,” begynder Peter, mens han tydeligt irriteret trækker på skuldrene. “Det synes jeg også selv er klamt. Så jeg går bare udenfor. I min egen have. Men åbenbart er det også et problem i dag.”
Situationen startede småt med en bemærkning om duften af røg, der ville blæse ind. “Hun sagde først noget som: ‘Hold da op Peter, jeg kan lugte din cigaret helt inde i mit soveværelse.’ Og så tænkte jeg: okay, irriterende, men jeg ryger udenfor, jeg gør ikke noget forkert. Siden da er det eskaleret. Nu siger hun bare ligeud, at jeg helt skal stoppe med at ryge, når hun er hjemme.”
Peter har boet i det samme hus i tolv år, i et roligt boligområde med små haver, der kigger ind på hinanden gennem lave hegn. Ingen overdækkede terrasser eller store udhuse, bare enkle baghaver med lidt græs, nogle fliser og et havemøbel. “Jeg forstår også godt, at det ikke altid dufter lige godt,” siger han, “men det er et åbent rum. Ingen gang, ingen balkon, bare min egen have.”
Ifølge ham forsøger han allerede at tage hensyn til naboen. “Hvis jeg ser, at hendes vinduer er åbne, så står jeg bevidst helt bagest i haven, på den anden side af mit hus. Og så kommer hun stadig udenfor for at sige, at hun kan lugte det. Hun siger: ‘Det trækker straks ind, mine gardiner kommer til at lugte.’”
Naboen, en kvinde i starten af tresserne, skulle flere gange have klaget til Peter. Nogle gange venligt, nogle gange mere vredt. En gang havde hun endda truet med kommunen. “Hun sagde: ‘Hvis du ikke stopper, vil jeg melde det.’ Men ja, til hvem? Jeg må vel også gerne gøre, hvad jeg vil i min egen have?”
Ifølge Peter føles det mere og mere som om, han skal forsvare sig for noget, der slet ikke er ulovligt. “Det er ikke fordi, jeg ryger ind i hendes hus eller med vilje står tæt på hende. Men ja, hun vil bare have, at jeg helt holder op. Selvom jeg blot ryger en cigaret om dagen, får jeg kommentarer.”
Det er ikke kun frustrerende; det skaber også spændinger i nabolaget. “Stemningen er virkelig ændret. Førhen snakkede vi om hækken, men nu ser hun næsten ikke på mig. Og når jeg sidder udenfor med en cigaret, ser jeg allerede hendes hoved dukke op i vinduet.”
Hvad der gør situationen vanskelig, er, at der juridisk set er lidt at støtte sig til. At ryge i sin egen have er ikke ulovligt. Der findes ikke nogen lov, der bestemmer, at nogen ikke må tænde en cigaret på sin egen grund. Men naboer kan alligevel indgive en klage til kommunen baseret på ‘urimelig gene’. Det er svært at bevise, men det får nogle til at tage skridt.
Peter bekymrer sig ikke direkte om det, men føler sig uretfærdigt behandlet. “Det er da mærkeligt, at jeg skal gemme mig i mit eget hus, i min egen have? Som om jeg gør noget ulovligt.”
Det, der stikker ham mest, er manglen på forståelse. “Hvis hun bare én gang havde sagt: ‘Kære Peter, kunne du ikke af og til tage hensyn til mig?’ så ville det måske have været en anden historie. Men dette føles som et forbud. Hun siger bogstaveligt: ‘Jeg vil ikke have, at du ryger, når jeg er hjemme.’ Ja, det er næsten altid, ikke?”
Han understreger, at han ikke er en kæderygger. “Jeg ryger to, tre cigaretter om dagen, ofte om aftenen. Så vil jeg bare gerne sidde, have avisen ved siden af, en kop kaffe. Det er mit øjeblik. Men det skal nu åbenbart være inden for fire kvadratmeter bagest i haven og helst hviskestille.”
Selvom Peter prøver at forblive rolig, bemærker han, at hele situationen generer ham mere og mere. “Man føler sig jo alligevel jaget. Når jeg åbner skydedøren med en cigaret i hånden, føler jeg allerede spændingen. Og når jeg så ser, at hendes vinduer står åbne, tænker jeg: åh nej, nu sker det nok igen.”
Har han planer om at tage samtalen op igen? “Jeg ved det ikke. Jeg har flere gange forsøgt at diskutere det roligt. Men hun er virkelig færdig med det, siger hun. Hun vil bare ikke have røg i sin nærhed. Punktum.”
Imens overvejer Peter andre løsninger. “Måske lave et røgområde med en udsugning eller noget. Men ja, det koster også penge. Og egentlig vil jeg bare have, at folk opfører sig normalt over for hinanden. Leve og lade leve, ved du nok?”
Spørgsmålet, der hænger, er så: hvor langt må du som nabo gå i at bestemme, hvad en anden må gøre på sin egen ejendom? Og hvor ligger grænsen mellem gene og overlast? For Peter er svaret klart: “Så længe jeg ikke bringer nogen i fare og bare ryger udenfor, må det kunne lade sig gøre. Men åbenbart er det for meget at forlange i dag.”
Hvad hans oplevelse især viser, er, hvor små et nabostrid kan begynde, og hvor hurtigt det kan udvikle sig. Et par cigaretter om dagen kan pludselig føre til mistillid, spændinger og et forstyrret forhold mellem naboer. Og alt dette… bare i din baghave.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
