Dagen, hvor vores adopterede datter kom ind i vores liv, er indgraveret i mit hukommelse. Fra det første øjeblik, jeg så hende, løb hun ind i mine arme, som om hun altid havde haft sin plads der. Hun var lille, med store brune øjne fyldt med forundring og en flok krøller, der bevægede sig ved hvert skridt. Hun duftede af babyshampoo og frisk græs. Hun krammede mig, som om jeg altid havde været hendes far. Og i hendes verden var jeg det også.
Claire og jeg havde oplevet så meget, før vi kom hertil. År med mislykkede graviditeter og endeløs sorg havde udmattet os. Adoption føltes som vores sidste chance, men også den proces var en udmattende kamp. Papirarbejde, hjemmebesøg, interviews der bare fortsatte… Det syntes aldrig at ende. Men da Sophie sad på mit skød, sagte nynnende mens hun legede med min vielsesring, vidste jeg, at alt dette havde været det værd.
Socialarbejderen kiggede intenst på os. “Er I sikre på jeres valg?” spurgte hun.
“Selvfølgelig,” svarede Claire beslutsomt. Hun greb min hånd og klemte den, fyldt med overbevisning.
“Adoption er ikke kun kærlighed,” advarede kvinden. “Det er for altid. Sophie har haft en svær start. Hun vil teste jeres grænser. Nogle gange ødelægger børn ting, ikke for at såre jer, men fordi de bare er børn. I skal være klar til det.”
“Vi ved det,” sagde Claire med et smil. “Hun er vores perfekte engel.”
Et blødt smil dukkede op på socialarbejderens ansigt. “Tillykke. I er officiel forældre.”
Det føltes som om vores ‘for altid’ endelig var begyndt. Men det ‘for altid’ viste sig at være meget kortere end forventet.
Da jeg første gang trådte ind i huset efter Sophie var kommet til os, føltes luften tung. Som om væggene holdt deres åndedræt. Sophie løb imod mig, slog sine arme om mine ben og hviskede: “Jeg vil ikke væk, papa. Jeg vil blive.” Hendes stemme dirrede.
“Væk hvorhen, skat?” spurgte jeg forundret.
Tårer samlede sig i hendes øjne. “Jeg vil ikke væk igen. Jeg vil være hos dig og mama.”
En kold kuldegysning gik gennem mig. Hvem havde fået hende til at tro dette? Hun var kun fire, alt for ung til sådanne frygt.
“Du er hjemme nu,” sagde jeg beroligende.
På det tidspunkt dukkede Claire op. Hendes arme over kors, hendes øjne tomme. Der var noget i hende, der var brudt. “Simon, vi skal tale.”
Forvirret spurgte jeg, hvorfor Sophie troede, at hun skulle væk.
“Send hende til sit værelse,” betroede Claire mig.
Sophie klamrede sig til mig, men jeg beroligede hende og sendte hende blidt mod sit værelse. Da døren lukkede, sagde Claire ordene, jeg aldrig havde forventet: “Vi må bringe hende tilbage.”
Jeg stirrede på hende, bedøvet. “Hvad siger du?”
Claires stemme var iskold. “Hun ødelægger alt. Mine ting, min ro… selv min brudekjole.”
Hun fortalte, hvordan Sophie havde set hendes kjole, kigget på den med barnlig forundring og trykket sine blåmalede hænder mod den. For Claire var det dråben.
“Hun gjorde det ikke med vilje,” prøvede jeg.
“Det ved du ikke!” skreg hun. “Hun vil have mig væk, så hun kan have dig for sig selv.”
Mit hjerte brast. “Hører du, hvad du siger? Hun er kun fire.”
Claires blik blev hårdt. “Enten hende eller mig.”
Jeg vidste straks, hvad mit svar skulle være. “Jeg ødelægger ikke hendes liv. Hun bliver.”
Claire smækkede døren hårdt bag sig. Hun valgte sig selv.
Uger senere sad Sophie hos min mor og pyntede småkager, sikker og smilende. Men arrene forblev. Om natten græd hun sig i søvn, overbevist om, at hun havde gjort noget forkert. Det knuste mig igen og igen.
Da Claire kom tilbage, pænt klædt og rolig, sagde hun: “Jeg har begået en fejl. Jeg vil tilbage. Jeg vil redde vores familie.”
Men jeg kunne kun tænke på Sophies tårer. “Du forlod ikke kun os. Du forlod HENDE,” sagde jeg.
Mediatoren spurgte, om forsoning var en mulighed. Jeg rystede på hovedet. “Nej. Jeg vælger min datter.”
Claire græd, men jeg følte ikke mere. Mit valg var truffet.
Endda nu bliver Sophie nogle gange forskrækket, når stemmerne hæves. Nogle gange tøver hun med at kalde mig ‘papa’, som om jeg kan forsvinde, hvis hun siger det for ofte. Men lidt efter lidt heler hun. Hun griner igen, hun stråler igen.
Den aften, da jeg lagde hende i seng, klemte hun sin lille hånd omkring min. “Du lader mig aldrig være alene, vel papa?” hviskede hun.
“Aldrig,” lovede jeg.
Hun lukkede sine øjne og faldt fredeligt i søvn. Sophie var sikker. Hjemme. For altid.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
