Det er et smertefuldt øjeblik, når du indser, at dine børnebørn ikke længere finder dig attraktiv. I en alder af 83 stod jeg over for virkeligheden, at mit hus ikke længere havde den magnetiske tiltrækningskraft, det engang havde.
Mine børnebørn fortalte mig, at de betragtede mit hus som ‘gammelt og kedeligt’, og deres besøg blev sjældnere. I denne blog deler jeg mine personlige oplevelser og refleksioner over denne udfordring, med citater der understøtter mine følelser og lektioner.
Det begyndte subtilt. Oprindeligt lagde jeg mærke til, at mine børnebørn var lidt mindre begejstrede for at komme på besøg hos mig.
Så bemærkede jeg, at de begyndte at aflyse deres besøg eller gøre dem kortere. Et øjeblik, der især rørte mig, var, da min barnebarn Max under en telefonsamtale sagde: “Bedstemor, vi har så travlt. Måske kan vi chatte over video næste gang?”
Dette var en tydelig indikation på, at mit hus, der engang var en tilflugtssted for dem, ikke længere havde den tiltrækningskraft, det engang havde. Det var som om væggene i mit hus ikke længere kunne indeholde den latter og glæde, de engang havde.
Fraværet af deres tilstedeværelse føltes som et tomrum i mit liv. Mine børnebørn havde altid været en kilde til glæde og livlighed. Da min barnebarn Lisa engang sagde: “Bedstemor, jeg har savnet dig, men det virker som om vi ikke har noget at tale om længere,” følte jeg smerten ved en forandring, jeg ikke kunne ignorere.
Ændringen i min familie påvirkede ikke kun stemningen i mit hus, men også min egen sindstilstand. Det føltes som om der var opstået en usynlig barriere mellem mine børnebørn og mig. Deres fravær fik mig til at indse, hvor vigtigt det er at følge med tiden og forblive relevant i deres liv. Nysgerrig efter resten af denne artikel? Klik på nedenstående knap for at læse resten!