Johanna, 82 år gammel, sidder en solrig morgen foran vinduet i sin lille lejlighed og kigger på folk, der går forbi. Selvom solen stråler udenfor, føler hun sig dyster indeni. Fødselsdage, fester og familietræf – de øjeblikke, der engang bragte glæde – er blevet en saga blot for hende. “Jeg bliver aldrig mere inviteret til fødselsdage,” siger hun med et dybt suk, “heller ikke af mine egne børn.”
Det er en smertefuld realitet, som mange ældre som Johanna lever med: usynligheden, der tilsyneladende følger med alderdom. Johanna har fire børn, syv børnebørn og endda et oldebarn, men hun føler sig ofte ensom. Mens fødselsdage for børn og børnebørn engang var glade øjeblikke, som hun så frem til, hører hun nu ofte ikke mere om festerne. “Tidligere var det anderledes,” fortæller Johanna. “Vi fejrede alt sammen. Hver fødselsdag var en anledning til at samles som familie. Men nu bliver jeg bare glemt. Jeg hører det senere gennem andre, når festen allerede er overstået.”
For Johanna og mange ældre som hende er smerten ved at miste disse øjeblikke ikke kun et spørgsmål om at savne selve festen, men især følelsen af at være udelukket. “Gamle mennesker synes, vi er kedelige ved en fødselsdag, så jeg behøver ikke at komme,” fortæller hun med et bittert smil.
Desværre deles Johannas følelse af udelukkelse af mange andre ældre. Ældre bliver nogle gange betragtet som akavede gæster ved fester, især når der er yngre mennesker til stede. “De tror, at vi bremser tempoet, at vi ikke er sociale nok, eller at vi ikke kan følge med,” siger Johanna. “Det føles som om, de hellere vil have, at jeg bliver hjemme, så festen kan fortsætte uden ’besværet’ fra den ældre.”
Hendes citat rammer præcist problematikken: “Gamle mennesker synes, vi er kedelige ved en fødselsdag, så jeg behøver ikke at komme.” For Johanna drejer dette sig ikke kun om social isolation, men også om en dybere smerte: følelsen af, at hun ikke længere bliver værdsat, selv ikke af sin egen familie. “De tænker måske, at jeg alligevel ikke har noget at sige, at jeg ikke kan følge med. Men det gør så ondt. Jeg vil bare stadig være en del af deres liv.”
Manglen på invitationer strækker sig videre end blot fødselsdagene for hendes børn og børnebørn. Selv hendes egen fødselsdag bliver næsten ikke længere fejret. “Tidligere kom de alle sammen forbi,” husker hun. “De små sang for mig, og jeg bagte en kage. Men nu… jeg blev 85, og kun min nabo kom forbi.” Nysgerrig efter resten af denne artikel? Klik på nedenstående knap for at læse resten!