Jeg er en enlig far, og for nylig stod jeg over for en vanskelig situation med min 12-årige søn. Han ønskede at bære en kjole i skole, men jeg forbød ham det, fordi jeg var bange for, at han ville blive mobbet af sine klassekammerater. Selvom jeg altid har opmuntret hans kreativitet, syntes jeg, at dette var et skridt for langt.
Min søn elsker mode og har store drømme om at lave noget i modeindustrien senere. Han taler ofte med mig om kønsspektret og andre nye koncepter, som jeg selv ikke altid forstår. Han fortalte mig, at han gerne ville kombinere det mandlige og kvindelige udtryk i sine outfits og bad mig om at købe forskellige beklædningsgenstande til ham, herunder kjoler og make-up. Selvom jeg gerne vil støtte ham i hans selvudfoldelse, blev jeg bekymret, da han ønskede at bære den kjole i skole.
En morgen så jeg ham tage en af sine yndlingssolkjoler på. I første omgang troede jeg, han bare eksperimenterede med tøj, men da han kom ned med sin rygsæk på og så klar ud til at tage i skole, indså jeg, at han mente det alvorligt.
Jeg spurgte ham, om han virkelig havde tænkt sig at tage den kjole på i skole, og da han bekræftede, sagde jeg, at det ikke var en god idé. Jeg var bange for, at han ville blive mobbet af sine klassekammerater, og det ville jeg gerne beskytte ham imod. Vi fik en diskussion, men til sidst tog han et par bukser og en top på. Alligevel var han stadig vred på mig og græd endda under bilturen til skole.
Det brækkede mit hjerte, for jeg ønsker, at han skal være glad og sikker, men jeg ved også, hvor grusomme børn i den alder kan være. Mit største frygt er, at han vil opleve mobning i skolen på grund af sit tøjvalg.
Da jeg senere spurgte om råd online, fik jeg blandede reaktioner. Nogle mente, at jeg tog fejl, og at jeg burde lade ham træffe sine egne valg, selvom det ville betyde, at han måske ville blive mobbet. De fremhævede, at børn i dag ofte er mere åbne overfor den slags end jeg måske troede. En af dem sagde endda, at hvis han blev mobbet, skulle jeg være der for ham og hjælpe ham med at nedbryde samfundets barrierer.
Andre forstod mine bekymringer og mente, at selvom jeg skulle lade min søn udforske sin egen identitet, skulle jeg også beskytte ham. De understregede, at livet som 12-årig allerede er kompliceret nok, og at han ikke er klar til selv at tackle sådanne modgang.
Selvom jeg ved, at jeg ikke kan beskytte min søn mod virkeligheden for evigt, håber jeg, at jeg har truffet den rigtige beslutning i denne sag. Jeg vil have, at han skal være glad og kunne være sig selv, men samtidig vil jeg beskytte ham mod den hårde verden. Det forbliver en svær balance, og jeg vil altid gøre mit bedste for at støtte ham uanset situationen.
Source
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
