I dag deler jeg en oplevelse, der ville give hver forælder mareridt: skolefotos af min søn. Man forventer et charmerende minde, men hvad jeg fik, var langt fra det. Læreren skulle have set bedre efter, det er jeg overbevist om.
Det var en dag som enhver anden skolefotodag. Jeg havde omhyggeligt klædt min søn på, hans hår var pænt stylet, og jeg havde sendt ham afsted til skole med et strålende smil. Da jeg vinkede farvel til ham den morgen, forestillede jeg mig allerede, hvor nuttet han ville se ud på billederne.
Mit entusiasme ændrede sig til forbløffelse, da jeg så billederne. Min søn stod med et forvirret blik, hans hår var uordentligt, som om han lige var vågnet. Hans tøj var krøllet, og han havde en ulykkelig grimasse i ansigtet. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Hvordan kunne dette ske?
Jeg ved, det ikke helt er retfærdigt at give læreren skylden. Men jeg undrer mig: kunne hun ikke lige have tjekket, om alt var i orden, før min søn trådte frem foran kameraet? En hurtig kam igennem hans hår eller en kort løftning af hans skjorte ville have gjort en verden til forskel.
Da jeg udtrykte min bekymring til skolen, fik jeg et standard svar: “Næste år bliver det bedre.” Men det er ikke pointen. Det handler ikke om perfektion, men om den omsorg og opmærksomhed på detailerne, som vores børn fortjener, især i øjeblikke, der er ment til at blive værdsat.
Den oplevelse har lært mig, at jeg måske skal være mere involveret i sådanne øjeblikke. Næste år vil jeg være der for at sikre, at alt går glat. Det handler trods alt om de minder, vi skaber og gemmer for vores børn.
Jeg deler denne historie ikke for at give nogen skylden, men for at skabe bevidsthed om de små ting, der kan gøre en stor forskel i vores minder. Og for en klarhed, ‘Linda’ er et fiktivt navn, jeg har valgt for at beskytte mit privatliv.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
