Mange mennesker værdsætter et dybt børns ønske og føler en immense glæde, når de bliver forældre. Alligevel er der også mødre, der oplever forældreskabet anderledes.
I denne fortælling fortæller en mor anonymt: “Mine veninder advarer mig ofte om at passe på med, hvad jeg siger, for hvis mine børn hørte mine sande følelser, ville det gøre dem kede af det.”
Pauline, 49 år gammel og mor til fire børn mellem 15 og 21, udtrykte sine blandede følelser omkring moderskab under en samtale med Linda.dk. Selvom hun understreger, at hun elsker sine børn, erkender hun med en vis beklagelse: “Hvis jeg fik valget igen, ville jeg ikke få børn.”
Presset fra hendes omgivelser havde stor indflydelse på hendes valg af moderskab. “Jeg så forældreskabet dengang som noget, der hører med, en uundgåelig fase i voksenlivet. I min vennegruppe fulgte den ene graviditet efter den anden, og selvom jeg aldrig rigtig drømte om børn, følte jeg mig mere eller mindre draget med.” Hendes svigermor opmuntrede ønsket om børn, og Paulines partner ønskede også gerne en familie. I en ung alder, uden at høre historier om de mindre sjove sider ved forældreskabet, tog Pauline skridtet.
I begyndelsen syntes hun, at moderskabet var ganske sjovt, men det ændrede sig, da hendes børn blev ældre, og den daglige omsorg blev mere intens. “Den konstante larm og rod begyndte at generer mig. Jeg har aldrig været den slags mor, der straks hopper op ved hvert lille problem, og jeg talte heller ikke babyprædik med dem,” fortæller hun ærligt.
Efter et ægteskab på 25 år gik Pauline fra sin partner. I mellemtiden bor alle hendes børn, undtagen hendes yngste datter på 15, hos deres far.
“Vi har ikke skænderier, men jeg føler ikke behov for at tale med dem dagligt. Vores bånd føles mere som venskab. Når vi ses en gang imellem, føler jeg mig efter et par timer helt udmattet. Det koster mig simpelthen meget energi.”
Denne følelse af afstand har længe været en fast del af Paulines oplevelse med moderskab. “Når børnene gik på lejr eller tilbragte en uge hos en ven, nød jeg det. Jeg hadede ikke hastværk med at se dem igen. Når de kom hjem, var de ofte hyperaktive, og efter et par minutter følte jeg allerede behovet for at have lidt ro,” indrømmer hun.
Paulines historie kaster et andet lys på moderskabet og presset fra samfundet til at træffe store livsbeslutninger. Hun har opdraget sine børn med omsorg og dedikation, men ser tilbage med en ærlighed, som mange ikke altid forstår. Hun håber, at andre tør tale åbent om deres følelser omkring denne livsfase uden dom.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
