En nabo-problematik

Jeg er ikke en, der hurtigt søger konflikt, det har jeg aldrig været. Jeg holder af min ro og ønsker at leve i god forbindelse med mine naboer. Men nu står jeg over for et problem, jeg ikke bare kan ignorere. I flere uger har jeg set min naboinde smide sit affald i min skraldespand, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Hver gang jeg opdager hende, vil jeg sige noget, men jeg tør ikke. Jeg er bange for, at det fører til en konflikt, og det vil jeg for alt i verden undgå.

Det begyndte for et par måneder siden. Jeg har boet i samme gade i mere end tredive år, et roligt kvarter i Leeuwarden, hvor alle hilser og småsnakker, når de mødes. Min naboinde, Marleen, flyttede hertil for et par år siden. Hun er venlig, vi vinker altid til hinanden, når vi ser hinanden, og jeg troede, vi kunne finde ud af det sammen. Men en morgen så jeg pludselig, at min skraldespand, som normalt kun skulle være halvmødt, var helt fyldt med ekstra affaldsposer.

Jeg troede først, det var en fejl, at måske en anden nabo var forvirret med skraldespandene. Men så så jeg hende en aften, lige efter solnedgang, listende hen imod min indkørsel med en affaldspose og hurtigt kaste posen i min container. Jeg stod stivnet bag mine gardiner og kunne ikke tro, at hun faktisk gjorde det. Hvorfor skulle hun gøre det? Hvorfor brugte hun ikke sin egen container? Jeg var lige ved at gå ud og sige noget, men noget holdt mig tilbage.

Jeg har altid været bange for konfrontationer. Jeg kan ikke lide skænderier, jeg vil ikke have problemer med naboerne. Hvad nu hvis hun blev vred? Hvad nu hvis det ødelagde stemningen i gaden? Så jeg besluttede at tie stille. Men siden da har jeg set det igen og igen. Hver uge, lige før skraldebilen kommer, sneg hun sig til min skraldespand med en ny pose. Og hver gang jeg ser det, føler jeg den knop i maven, den følelse af uretfærdighed, men også den frygt for at sige noget.

Jeg har forsøgt at retfærdiggøre det for mig selv. “Åh, hvad gør det nu?” tænker jeg. “Hun må have det svært, måske passer det ikke længere i hendes egen container.” Men på det seneste har jeg bemærket, at det generer mig mere og mere. Min skraldespand er ofte så fuld, at jeg knap kan få mine egne affaldsposer ned i den, og det føles bare ikke retfærdigt. Hvorfor skulle jeg betale for at tømme hendes affald? Og hvorfor kan hun ikke bare spørge, om det er i orden, i stedet for at gøre det hemmeligt?

Nogle gange spekulerer jeg på, om hun tror, jeg ikke opdager det, eller om hun bare gætter på, at jeg ikke vil sige noget. Måske ved hun, at jeg ikke kan lide konfrontationer, at jeg hellere vil lade tingene ske end at søge konflikt. Og måske har hun ret, for indtil nu har jeg stadig holdt min mund lukket. Jeg ser hende ofte venligt vinke til mig, når hun kører op ad indkørslen, og jeg vinker tilbage, mens jeg ved, hvad hun gør i min skraldespand.

Jeg har talt med min datter om det, som sagde, at jeg straks skal konfrontere hende. “Mor, du skal stå op for dig selv,” sagde hun. “Du kan da ikke bare lade dig køre over?” Og hun har ret, det ved jeg godt. Men hver gang jeg har forberedt mig på at sige noget, stivner jeg igen. Jeg er bange for at ødelægge det, at jeg præsenterer det forkert, at jeg ender med at få en vred nabo, som jeg ikke længere tør se i øjnene.

Affaldsposerne fortsætter med at komme, og jeg forbliver tavs. Det er som om, jeg sidder fast mellem min retfærdighedsfølelse og min frygt for, hvad der kan ske, hvis jeg siger noget. Måske vil jeg en dag finde modet til at sige noget, men indtil videre forbliver jeg stille. For på trods af alt ønsker jeg at bevare freden, hvor svært det nogle gange end er.

Hvad ville du gøre i Margriets sted? Ville du sige noget, eller ville du forsøge at bevare roen? Del din mening på vores Facebook-side og deltag i samtalen med andre om dette dilemma!

Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!