Som mor til tre børn føler jeg mig ofte overvældet. Forstå mig ret, jeg elsker Finn (9), Thomas (6) og Marlijn (5) af hele mit hjerte. Men nogle gange kan jeg bare ikke udstå dem. De kræver så meget opmærksomhed.
Mine dage er travle. Jeg arbejder tre formiddage om ugen, men resten af min tid er jeg hjemme med børnene. Dennis arbejder 40 timer om ugen og gør hvad han kan, men størstedelen af omsorgen lander på mine skuldre. Og børn i denne alder… de vil ALTID noget.
“Jeg hører ‘mama’ 300 gange om dagen. Jeg kan nogle gange ikke længere høre ordet!”
Det føles som om der aldrig er en pause. Selv når jeg prøver at drikke en kop kaffe, er der altid nogen, der trækker i min ærme. Derfor har jeg fundet måder at give mig selv lidt ro på. Nogle gange lukker jeg mig inde på toilettet eller gemmer mig i soveværelset. Det lyder måske sørgeligt, men det virker.
“Jeg har af og til brug for 10 minutter for mig selv, så jeg gemmer mig i huset.”
De ti minutter giver mig lige nok luft til at komme videre. Men jeg spørger mig selv, om dette er normalt. Gør andre mødre også dette? Eller er jeg den eneste, som nogle gange sniger mig væk for at være alene? Det føles nogle gange som om jeg ikke slår til, som om jeg ikke kan klare det. Men på den anden side tænker jeg: alle har vel af og til brug for tid til sig selv?
Jeg tvivler også på, om jeg skal tale med Dennis om dette. Han ser mig allerede som klippen i vores families bølger. Tænk hvis han ikke forstår mig? Tænk hvis han mener, at jeg er utaknemmelig? Jeg er bange for, at han vil sige, at jeg ikke skal overdramatisere det. Men samtidig… er det ikke bedre at være ærlig?
Jeg ved det ikke. For nu fortsætter jeg med at tage mine små øjeblikke, i stilhed, gemt bag en lukket dør. Måske er det nok. Eller måske skal jeg tale med Dennis og håbe, at han forstår det. For nogle gange føles det, som om jeg mister mig selv i det endeløse råb efter “mama”.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
