Rådgivning

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal begynde, men jeg mærker, at jeg virkelig har brug for råd. På det seneste har jeg nemlig tænkt meget over noget, og jeg tør simpelthen ikke at tale med mine venner eller familie om det. Måske er det lettere her, fordi jeg ikke lige skal se en bekendt i øjnene.

Jeg har boet i Eindhoven i omkring to år. Det er i sig selv en dejlig by, og jeg har fundet mig selv godt til rette. Men på det seneste føler jeg mig ganske enkelt ikke længere sikker, når jeg går ud i mørket. Og nej, der er ikke sket noget voldsomt eller så videre. Det er især, at jeg nogle gange bliver fløjtet ad på gaden, eller at der bliver råbt “Hey skat!” På det tidspunkt vifter jeg det væk eller griner lidt af det, men det gnager stadig. Det er måske bare ord, men jeg føler mig utilpas ved det.

Nu tør jeg faktisk slet ikke længere at gå alene ud om aftenen. Det lyder måske overdrevet, men det er noget, der får mere og mere kontrol over mit liv. Jeg sørger altid for at være hjemme før mørket falder på, og hvis jeg alligevel skal et sted hen, spørger jeg om en ven eller en veninde kan hente mig. Det føles som om, jeg mister min frihed, og det værste er, at jeg skammer mig over at dele dette med andre. Selv mine bedste venner ved ikke noget om det.

Det gør mig usikker og endda en smule ensom. Jeg aflyser oftere sociale aftaler eller udsætter dem til om dagen, og hvis jeg virkelig gerne vil et sted hen, overvejer jeg det to gange, fordi jeg ikke vil have, at nogen skal bringe mig hjem om aftenen. Det føles som om, jeg sidder fanget i min egen frygt, og jeg er træt af det.

Jeg overvejer at flytte, måske til en roligere plads, men jeg ved ikke, om det er løsningen. Hvor skulle jeg så hen? En mindre by eller en landsby? Og vil frygten så virkelig forsvinde? Jeg ved ikke, om et nyt sted vil genoprette min følelse af sikkerhed, eller om jeg bare vil føle det samme igen.

Er der nogen her, der har oplevet noget lignende? Eller måske har taget et skridt for at føle sig mere sikker? Jeg vil så gerne have et normalt socialt liv uden denne konstante bekymring. Måske er jeg bare for følsom, men denne følelse hæmmer mig virkelig, og jeg vil bare ud af det. Enhver råd eller erfaring ville være en stor hjælp, så efterlad venligst en kommentar under indlægget på Facebook!