Fodbold? Det interesserer mig virkelig ikke.

Jeg går ikke til en kamp for spillet eller for at heppe på et hold. For mig handler det om noget andet: muligheden for at lave ballade og ødelægge. Den spænding, lyden af knusende glas, og lugten af røg – det er det, der tiltrækker mig. Uanset om det er en fodboldkamp, en protest eller bare en optakt til uroligheder, er jeg der. Ikke nødvendigvis på tribunen, men altid i nærheden. Så længe der er noget at smadre.

Jeg følger derfor ikke hver kamp tæt, men jeg holder øje med situationen på steder som X. Jeg ser, om der sker noget, et optrin, eller en mængde der går amok, og så snart det bliver spændende, går jeg ind i det. Jeg vil have den kaos, den energi til at ødelægge ting. Måske lyder det mærkeligt for de fleste, men for mig er det noget, jeg ser frem til.

Mine forældre gav mig heller aldrig rigtig nogen retning. Der var ingen, der bekymrede sig om, hvad jeg gjorde eller hvordan jeg opførte mig. Jeg fik ikke nogle grænser for, hvad der var godt eller skidt. Måske er det derfor, jeg altid søger den kontrol, den styrke til at ødelægge ting. Det føles som en måde at undslippe tomheden i mig selv.

Og så er der politiet. De tror, de kan stoppe mig, men jeg griner af de straffe. De kan holde mig i et par timer eller give mig en bøde, men hvad gør det mig? Jeg er blevet taget flere gange, men det ændrer ingenting. Hvis straffene forbliver så lave, hvorfor skulle jeg stoppe? Jeg gør det simpelthen ikke. Jeg føler, at jeg altid kan slippe væk uden reelt at miste noget.

For omverdenen virker det måske som om, jeg spilder min tid med disse uroligheder og ødelæggelser, men for mig er dette den eneste måde, jeg kan føle mig i live på. Det handler ikke om, hvem der vinder eller taber; det handler om den spænding og muligheden for at få afløb for den ophobede vrede. Så længe jeg kan smadre noget, finder jeg det, jeg søger.

Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!