Min verden står på hovedet

Mit navn er Lola, jeg er 47 år gammel, og min verden står på hovedet. Vores hund, Max, er alvorligt syg. Dyrlægen har for nylig givet en svær diagnose og gav os to muligheder: en intensiv behandling med lille chance for succes eller at lade ham gå. Min mand, Jan, mener, at det er bedre at lade ham gå. Men jeg kan ikke bære den tanke. Max er mere end en hund for mig; han er familie.

Max er min alt

Max kom ind i vores liv for seks år siden, på et tidspunkt hvor vi havde brug for noget at tage os af. Jan og jeg kunne ikke få børn, noget der har gjort ondt i årevis. Da Max som hvalp kom til os, udfyldte han en tomhed, jeg ikke vidste var så stor. Han blev min lille dreng, min alt.

Jeg har passet ham med så meget kærlighed. Fra hvalpetræning i silende regn til lange ture hvor han lykkeligt sprang i mudderet – Max har beriget mit liv på måder, jeg aldrig havde forventet. Han er ikke bare et kæledyr, han er et fuldgyldigt medlem af vores familie.

Nu hvor han er syg, vil jeg gøre alt for at hjælpe ham. Dyrlægen har foreslået at prøve en omfattende operation. Chancen for succes er lille, og recovery vil tage lang tid. Det er også usikkert, hvad hans livskvalitet vil være efterfølgende. Men for mig føles det som om, vi skal tage chancen. Max fortjener at kæmpe for sit liv.

Jan tænker anderledes

Da jeg diskuterede dette med Jan, blev jeg forskrækket over hans reaktion. Han mener, at vi bedre kan lade Max gå. “Det er spild af tid og penge,” sagde han. Jan er bekymret for den smerte, Max vil skulle igennem, og usikkerheden om, hvorvidt behandlingen overhovedet vil hjælpe. Jeg forstår hans bekymring, men for mig føles det som om, han allerede har givet op. “Med et barn ville du da heller ikke gøre det,” spurgte jeg ham. For mig er Max som et barn, og jeg ønsker ikke bare at tage afsked.

Jan mener det godt, det ved jeg. Han tænker på Max og ønsker ikke, at han skal lide. Han foreslog endda at tage en ny hvalp, hvis Max ikke er her mere. Men den idé gør mig rasende. Max er ikke udskiftelig. Det handler ikke bare om at få en ny hund ind i huset. Hvis jeg mister Max, ønsker jeg at tage mig tid til at bearbejde det. Han er min ven, min støtte, min familie. Hvordan kan jeg bare gå videre uden ham?

Hvad nu?

Jan er også bekymret for omkostningerne ved behandlingen. Han mener, at det er uklogt at bruge så mange penge, især fordi det betyder, at vi skal aflyse vores planlagte sommerferie. For mig er det slet ikke et problem. En ferie kan vente, men Max kan ikke. Jeg forstår, at Jan har praktiske overvejelser, men hvordan kan jeg vælge en ferie over livet af min hund?

Vi er stadig uenige, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvordan overbeviser jeg Jan om, at Max fortjener denne chance? Eller skal jeg lytte til ham og acceptere, at det måske er bedre at tage afsked, hvor svært det end måtte være?

Jeg undrer mig over, hvad andre ville gøre i denne situation. Er det egoistisk at ville satse alt for min hund? Eller har Jan ret, når han siger, at vi skal lade Max gå for at spare ham for mere smerte? Det føles som om, jeg skal vælge mellem mit hjerte og mit sind, og det er det sværeste valg, jeg nogensinde har skullet træffe.

Jeg håber, at nogen kan hjælpe mig med at træffe en beslutning. Max er mit alt, og jeg vil gøre det rigtige – for ham og for vores familie. Hvad ville I gøre? Har Jan ret, eller skal jeg fortsætte med at kæmpe for min Max? Efterlad venligst din mening og råd. Måske kan dit perspektiv hjælpe mig med at træffe dette hjerteknusende valg.

Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!