For mig kom det som et slag fra ingen steder. Vi havde naturligvis vores konflikter, men jeg troede altid, at vi ville løse dem sammen. Det troede hun åbenbart ikke. Inden for et par uger var det besluttet: vi skulle skilles. Jeg havde ikke noget valg.
Nu er vi et år senere. Alt er godt arrangeret. Vi har delt forældreskab, fordelingen er fair, og vi kommunikerer som voksne. Men hvor godt du end arrangerer det, er der nogle ting, du ikke har kontrol over. Vore børn, som først så så uskyldige ud, ser nu på mig med et blik, jeg ikke forstår. De ser mig som den onde.
“Far er gået”
Børn hører ting. De forstår dem dog ikke altid, som de er ment. Hvad de hører, er, at far er flyttet et andet sted hen. Hvad de føler, er, at far altså var den, der gik. Og derfor er far den skyldige.
Jeg har forsøgt at forklare det. At det ikke var mit valg. At jeg helst ville være blevet. Men hvordan forklarer du sådan noget til børn? Det betyder egentlig ikke noget. I deres øjne er jeg grunden til, at deres trygge verden er kollapset.
Da vi lige var blevet skilt, kom de stadig uden protest. I mellemtiden er det blevet anderledes. De vil hellere blive hos mor. Mor bor stadig i huset, hvor alt er velkendt. Der står deres seng, der er deres ting, der er deres liv. Hos mig føler de sig anderledes. Ikke hjemme.
Fra far til fremmed
Det gør ondt. Selvfølgelig gør det ondt. Jeg er stadig deres far, jeg holder stadig ligeså meget af dem, men jeg kan mærke, hvordan afstanden vokser. Nogle gange får jeg korte svar i telefonen. Nogle gange tages telefonen slet ikke. Og når de så alligevel kommer, kigger de i de første par timer ud som om de holder øje, som om jeg er en fremmed.
Jeg prøver at være der for dem, uden at presse. Jeg henter dem, jeg lytter, jeg lader dem vide, at de altid er velkomne. Men jeg kan ikke tvinge dem. Jeg kan ikke styre deres følelser. Jeg kan kun håbe på, at de, når de bliver ældre, engang forstår, at jeg aldrig er gået. At jeg ikke var den, der valgte afstand. At jeg er deres far og altid vil forblive det.
For nu venter jeg. Jeg står stille. For måske, engang, tager de selv skridtet tilbage til mig.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
