Anita (45) sukker dybt, mens hun emballage af det billige kyllingebryst ligger på køkkenbordet. “Det er aldrig godt,” siger hun med en let frustration i stemmen. “Man prøver at spare på indkøbene, men hvad spiser man egentlig?”
Hendes mand Bas kigger op fra sin bærbar computer og løfter et øjenbryn. “Hvad mener du? Det er da bare kylling?” Anita ryster på hovedet og peger på en artikel, hun lige har læst. “Nå, det troede jeg også, men tydeligvis er der alt muligt i, som man ikke ville forvente.”
Det begyndte, da Anita hørte om forskellen mellem dyre og billige kyllingebryster i et tv-program. “De talte om vandinjektioner,” siger hun, mens hun vender emballagen om for at læse de små bogstaver. “Vidste du, at nogle kyllingebryster bliver pumpet fulde af vand og salt? Det ser ud som om, du får en god handel, men du betaler faktisk for vand. Blæret, ikke?” Bas trækker på skuldrene. “Åh, vand… hvor slemt kan det være?”
Men Anita fortsatte med at grave. “Det går dybere end det, Bas. Det handler også om plaskyllinger, der lever under så dårlige forhold, at de knap kan bevæge sig. Og de antibiotika! De får det forebyggende, fordi de ellers bliver syge i de trange bur.”
Hun folder ansigtet og viser sin telefon til Bas. “Se her, de siger, at det kan være en risiko for vores eget helbred. Bakterier bliver resistente på grund af al det overdrevne antibiotikabrug. Det vidste jeg virkelig ikke.”
Bas sukker og går hen til køleskabet. “Så hvad vil du nu? At vi kun køber økologisk kylling?” Anita bider sig i læben. “Jeg ved det ikke, Bas. Økologisk er naturligvis bedre, men det koster tre gange så meget. Og med vores indkøbsregning hver måned…”
Hendes stemme stopper lidt op. “Men ja, på den anden side, hvad sparer du, hvis du til sidst spiser noget, der ikke er godt for dig?”
Hun tænker tilbage på sin veninde Marlies, som engang fortalte, at hun helt var stoppet med at spise kød. “Hun plejede altid at sige: ‘Hvis du så, hvordan de dyr lever, ville du ikke få en bid ned.’”
“Men jeg troede altid, hun overdrev. Nu er jeg i tvivl.” Anita kigger kort på Bas, som stille stirrer på køleskabsdøren. “Måske har hun ret,” siger hun blidt.
Bas tager mælken og læser ingredienslisten på kyllingepakken. “Kondensvand, salt, stabilisatorer… Vent lidt, hvad er stabilisatorer?” Anita griner kort, men uden meget humor. “Det er kemiske tilsætningsstoffer, skat. Så kyllingen ser pænere ud og holder længere. Og du troede bare, du spiste en stykke kød.”
“Okay,” siger Bas til sidst. “Men hvad er så løsningen? Går vegetarisk? Eller bare køber det dyrere kylling?” Anita trækker på skuldrene. “Jeg ved det ikke, Bas. Men jeg synes, vi skal tænke over, hvad vi putter i vores krop.”
“Måske kan vi bedre spise mindre kød, men af god kvalitet. Eller tage et kig på en gård i nærheden. Men jeg har ikke lyst til at købe det billige skrammel igen.”
Anitas tanker kredser, mens hun går i gang med at lave mad. “Jeg føler mig faktisk lidt snydt,” mumler hun, mere til sig selv end til Bas. “Vi stoler på, at det, der ligger i supermarkedet, er godt, men i virkeligheden ved man det bare ikke. Og samtidig spørger de, hvorfor folk bliver syge af alt muligt.”
Den aften, under middagen, når de ikke helt til en konklusion. “Det er bare svært,” siger Bas, mens han tager en bid af sin middag. “Jeg forstår dit punkt, men vi har også ikke et ubegribelig budget.” Anita nikker. “Jeg ved det, men måske kan vi finde en mellemvej. Jeg vil bare ikke have følelsen af, at jeg stiller vand og kemikalier på bordet og kalder det et sundt måltid.”
Dagen efter ringer Anita til Marlies. “Du har da de lister med tips til, hvor man kan få kød af bedre kvalitet? Kan du sende dem til mig?” spørger hun. Marlies griner i telefonen. “Selvfølgelig, men jeg troede, du aldrig ville lytte til mig.” Anita smiler, lidt flov. “Tja, folk kan ændre sig, ikke? Og jeg vil bare være sikker på, at det, jeg spiser, virkelig er godt.”
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
