Jeg husker tydeligt, at jeg som barn så det markante ar på min mors arm. Højt oppe på hendes skulder sad et rundt mærke, der bestod af små indhak omkring et dybere sted i huden. Det fangede straks min opmærksomhed.

Hvorfor dette fascinerede mig som barn, ved jeg ikke længere. Jeg ved kun, at det fangede min opmærksomhed, og at jeg ikke bevidst har været opmærksom på det i årevis. Måske har jeg engang spurgt hende om det, og min mor har forklaret det, men hvis det var tilfældet, har jeg glemt det.

År senere blev min interesse genoplivet, da jeg hjalp en ældre kvinde ud af toget. På hendes arm så jeg præcist det samme ar som min mors. Jeg havde ikke tid til at spørge, hvor det kom fra, men besluttede at ringe til min mor.

Hun fortalte mig, at hun ofte havde forklaret det, selvom min hukommelse tilsyneladende ikke havde bevaret det. Arret var et resultat af pokkevaccinationen, hun fik som barn. Dette var en obligatorisk vaccination, som efterlod et permanent ar hos mange mennesker.

Blokke var engang en frygtet sygdom. Den var ekstremt smitsom og forårsagede alvorlige hududslæt og høj feber. I det 20. århundrede var dødeligheden blandt smittede høj: det anslås, at 30% af patienterne døde. Andre overlevede, men led ofte af arvæv eller anden permanent skade.

I USA blev bølgerne erklæret uddød i 1952, og i 1972 blev pokkevaccinationen fjernet fra vaccinationsprogrammet. Indtil da fik alle børn standard denne vaccination, som ofte efterlod et synligt ar. Næsten alle fra den generation bærer dette kendetegn på deres hud.

Pokkevaccinen efterlod ar på grund af den måde, den blev givet på. I modsætning til moderne vacciner, der gives med en enkelt injektion, blev denne vaccine givet med en speciel nål. Denne havde to spidser, som lavede flere små stik i huden.

Ved denne teknik blev vaccinen indgivet dybt nok til at være effektiv. Dette forårsagede små hævelser, der udviklede sig til blærer. Over tid bristede disse åbent og dannede sårskorper. Ved heling efterlod det et karakteristisk ar.

Denne måde at vaccinere på var effektiv, men betød, at næsten alle, der blev vaccineret, fik et permanent ar. På en måde var dette en slags ‘vaccinationsbevis’: et synligt tegn på, at en person var beskyttet mod bølgerne. Mange mennesker bærer stadig dette bevis på deres overarm.

Selvom sygdommen nu ikke længere forekommer, forbliver arrene en påmindelse om en tid, hvor bølgerne udgjorde en stor trussel. Mennesker, der fik vaccinen, behøvede ikke længere at frygte denne dødelige sygdom. Arret er et stille vidne til denne sejr.

Nogle gange hører jeg folk tale om det ar, især i ældre generationer. De bærer det uden at tænke meget over det, fordi det er indlysende for dem. Men for mennesker, der er født efter 70’erne, rejser det nogle gange spørgsmål.

Det fascinerende er, at noget så lille som et ar bærer en hel historie med sig. Det fortæller en fortælling om en sygdom, der plagede verden, og hvordan vaccination reddede millioner af liv. Selv nu, mange år senere, minder det os om, hvor vigtigt vaccinationer kan være.

Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!