Liset sukkede dybt, mens hun hun opvask. Hendes fjortenårige søn, Dinand, havde lige fortalt med glitrende øjne om en ny vinterjakke. Ikke bare en jakke, men den jakke, som ‘alle’ havde. Prisen? Over 200 euro.
“Men mor, ALLE drengene i min klasse har en sådan jakke! Hvis jeg ikke har den, hører jeg virkelig ikke til,” havde han sagt. Hans stemme lød bønfaldende, næsten fortvivlet. Liset så den oprigtige usikkerhed i hans blik og følte, at hendes hjerte knækkede lidt. Hun forstod ham. Virkelig. Hun vidste, hvor vigtigt det var for ham at høre til. Men 200 euro for en jakke? Det var simpelthen ikke muligt.
“Kære, jeg forstår, at du gerne vil have den jakke, men det er simpelthen ikke muligt,” svarede hun blidt. Dinands skuldre faldt. “Hvorfor kan det ikke lade sig gøre? Andre får det også bare,” mumlede han.
Liset vidste, at denne samtale ville komme, før eller siden. I folkeskole bekymrede det ham ikke så meget, men nu hvor han blev ældre, voksede presset. Han ville ikke være den eneste uden dyr mærketøj. Ikke den dreng, der skillede sig ud, fordi hans jakke ikke var ‘cool’ nok. Puberteten var kommet, og dermed også de tilhørende usikkerheder.
Åben og ærlig om penge
Hun besluttede at tage det anderledes. Ingen simpel ‘nej’, ingen afvisning uden forklaring. Han skulle forstå, hvordan verden fungerede. Hvordan DERES verden fungerede.
“Kom her og sæt dig, så vil jeg vise dig noget.”
Hun tog sin laptop og åbnede sit budgetoversigt. Trin for trin forklarede hun, hvor mange penge der kom ind, og hvor de alle gik hen. Husleje, dagligvarer, skoleudgifter, forsikringer. Det var ikke en klagesang, men en ærlig forklaring. Dinand kiggede med, hans rynke dybntænkende.
“Jeg vidste ikke, at ting var så dyre…” mumlede han.
“Ja, og derfor må vi træffe kloge valg,” svarede Liset. “Jeg vil give dig alt, hvad du har brug for, men nogle ting er simpelthen ikke en prioritet.”
Dinand nikkede langsomt. Hun så, at han tænkte, at han begyndte at forstå. Men at forstå gjorde ikke smerten ved at være anderledes mindre.
Sammen søge efter løsninger
I stedet for helt at lukke døren, lod Liset den stå på klem. “Hvad hvis du selv betaler en del?” foreslog hun. “Måske kan du finde et deltidsjob? Så kan du selv spare op til de ting, du virkelig ønsker dig.”
Dinand så op. “Så hvis jeg tjener mine egne penge, må jeg selv vælge, hvad jeg køber?”
“Ja, præcist,” nikkede Liset. “Så bestemmer du, hvor du bruger dine penge.”
Hans øjne lyste lidt op. “Måske kan jeg lave småopgaver for naboerne? Eller tage et avisjob?”
“Det er gode idéer,” smilede Liset. “Og hvis du vil, kan vi også se på secondhand mærketøj.”
Dinand trak et ansigt. “Det er da ulækkert? Hvad nu hvis det er gammelt og slidt?”
Liset åbnede sin telefon og tastede ‘Vinted’ ind. “Se her,” sagde hun, mens hun scrollede igennem appen. “Denne jakke koster ny 250 euro, men her sælger nogen den for 60 euro. Den ser stadig ud som ny.”
Dinand tog telefonen og så på billederne. “Wow… det havde jeg ikke forventet,” mumlede han. “Så jeg kan alligevel bære mærketøj, men til en lavere pris?”
“Præcis,” sagde Liset. “At være klog med penge betyder ikke, at du ikke kan få det, du ønsker. Det betyder, at du skal tænke over, hvordan du får det.”
Selvsikkerhed uden mærketøj
Men penge var ikke det eneste problem. Liset vidste, at Dinands største frygt ikke var jakken i sig selv, men følelsen af at ikke tælle. At han blev udelukket.
“Kære,” begyndte hun forsigtigt. “Du ved, at du ikke er afhængig af et mærke for at blive accepteret, vel?”
Dinand trak på skuldrene. “Måske ikke, men det føles sådan. Hvis du har det forkerte tøj på, tager folk dig mindre seriøst.”
Liset nikkede. Hun kunne fortælle ham, at det ikke betød noget, at ægte venskaber ikke handlede om mærketøj, men hun vidste, at det ikke var så enkelt i puberteten. Så hun greb det an på en anden måde.
“Hvad hvis du er den, der ikke bekymrer sig om, hvad andre synes? Det vil gøre dig stærkere.”
Dinand så på hende, tøvende. “Men hvad hvis de virkelig behandler mig anderledes?”
“Så er de måske ikke de personer, du skal omgås,” sagde Liset blidt. “Ægte venner bryder sig om dig, ikke om din jakke.”
Det var stille i et øjeblik. Så sagde Dinand: “Så hvis jeg er klog med penge, kan jeg stadig bære, hvad jeg kan lide, uden at vi får problemer?”
Liset smilede. “Præcis. Og det er en lektie, du vil have glæde af resten af dit liv.”
Værdien af penge og selvværd
Dinand besluttede at lave småopgaver. Inden for et par uger havde han sparet nok op til at købe sin vinterjakke – secondhand, men i topstand. Stolt tog han den på og så i spejlet. “Den føles endnu bedre, fordi jeg selv har arbejdet for den,” sagde han med et smil.
Liset følte en bølge af stolthed. Dette var mere end blot en jakke. Dette var en lektion om selvstændighed, ansvarlighed og den egentlige værdi af penge.
Og måske endnu vigtigere: en lektie om selvsikkerhed. Om at indse, at hvem du er, ikke bestemmes af, hvad du bærer, men af, hvordan du står i livet.
Liset vidste, at udfordringerne ved at være forælder aldrig ville stoppe, men dette var en lille sejr. For hende. For Dinand. Og for de værdifulde lektioner, han tager med ind i fremtiden.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
