Jeg havde aldrig troet, at det at passe på mine svigerindes børn i et par timer ville udvikle sig til den mest forvirrende uge i mit liv. Alt begyndte med en simpel besked fra Mandy: “Nødberedskap—kan du hente Ellie og Jake fra skole? Indtil jeg er færdig med noget. Tak!!”
Mit hjerte sprang et slag over. Nødberedskap? Jeg forestillede mig straks alt muligt—var der noget med børnene? Var Mandy skadet? Jeg skrev tilbage: “Selvfølgelig! Går alt godt?” Hendes svar var let: “Ja, travlt. Du er en redder!” Letet gik jeg mod skolen.
Ellie på seks og Jake på tre stod allerede klar. De var søde som altid. Ellie stille og høflig, Jake aktiv og energisk. Jeg havde passet dem før, så jeg bekymrede mig ikke. Jeg gav dem noget at spise, satte en Ghibli-film på, og gik tilbage til arbejdet.
Omkring klokken syv var der ikke meget ro at finde. Ellie sad ivrigt og tegnede på gulvet. Jake græd hjerteskærende over en blå farve, han selv havde brækket. Jeg tilbød andre farver, endda det brækkede stykke, men han blev ved med at skrige.
Ellie så ikke op og sagde tørt: “Giv ham bare det stykke.” Men det var ikke så enkelt med småbørns tantrums. I mellemtiden var der stille fra Mandys side. Jeg sendte beskeder: “Børnene bliver trætte” og “Er du på vej?” Intet svar.
Langsomt voksede panikken. Jeg besluttede at ringe til Ryan. I det fjerne kunne jeg høre meddelelser fra en lufthavn. “Hvorfor er du i lufthavnen? Har du set Mandy?” spurgte jeg. Hans reaktion overgik alt: “Ja! Mandy er hos mig. Vi boarding netop til Mexico. Vi er væk i en uge. Tak fordi du passer dem! Du er fantastisk. Love you!” Derefter lagde han på.
Jeg stod med åben mund. En uge? De var bare blevet på ferie og havde efterladt børnene hos mig uden at sige noget. Hvis jeg ikke havde ringet, ville jeg aldrig have vidst det. Intet brev, ingen besked, intet billede fra Cancún.
Ellie så på mig med store øjne. “Hvor er mor?” spurgte hun blidt. Jeg forsøgte at forblive rolig. “Hun er lige ude med onkel Ryan. Du bliver hos mig, indtil hun kommer tilbage.” Jake brast i gråd, og kort tid efter også Ellie.
Vi sad sammen på gulvet, børnene snøftende op ad mig. Jeg vidste ikke, hvem der følte sig mest svigtet. De følgende dage var en komplet kaos. Morgenerne begyndte med konflikter. Jake nægtede at sidde i sin autostol. Ellie ville kun ud i prinsessekjoler.
Derhjemme var der slagsmål om kopper, legetøj, bamser. Der var morgenmad på gulvet, pletter på sofaen, overalt små fede hænder. I mellemtiden lagde Ryan og Mandy glade feriefotos op på Instagram: cocktails ved poolen, massage, luksusmiddage.
På den tredje dag fik jeg nok. Jake kastede mac-and-cheese mod væggen, Ellie skreg, fordi hendes prinsessekjole var i vask. Min trøje var dækket af ost. Jeg tog min telefon og begyndte at filme. Rodet, hysteria, alt.
Jeg klippede videoen sammen med feriebilleder fra Ryan og Mandy. Derefter postede jeg den på min private Instagram: “Når din mand og hans søster rejser til Mexico uden at sige noget, og du pludselig er gratis barnepige. Årets overraskelse.”
Inden for en time strømmede reaktionerne ind. “Hvad har de gjort?” “De efterlod dig bare?” “Lad dem komme tilbage, NU!” Ryan og Mandy ringede straks til mig via FaceTime. De bad mig om at slette videoen. Jeg sagde roligt, at jeg ville gøre det, så snart de bookede en flyvetur tilbage.
Til sidst gav de efter og kom tidligere tilbage. Jeg gav børnene tilbage til Mandy, pakkede mine ting og flyttede midlertidigt ind hos en veninde. Ryan forsøgte at tale sig ud af det: misforståelse, sagde han. Men dette var ikke en fejl. Dette var forræderi.
Videoen blev online. Reaktionerne fortsatte med at strømme ind. For første gang den uge sov jeg en hel nat igennem uden gråd. Min lektion? Lad aldrig nogen tage din tid, indsats eller ro fra dig uden videre.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
