Fatima er 33, bor i et forstad og opdrager alene to små børn. Hendes dage begynder tidligt, slutter sent og er fyldt med løb, arrangementer og især: bekymringer. Ikke kun for hendes børn, men også for det økonomiske billede.
Hun lever af en social ydelse, og hun har ofte fået kritik for det. Men hun oplever mest uforståelse, når folk spørger hende, hvorfor hun ikke bare “går ud og arbejder”.
“Det, folk ikke forstår,” siger hun, “er, at arbejde ikke automatisk betyder, at man har det bedre. At arbejde for 9.000 kroner om måneden? Så taber jeg penge. Og som enlig mor har jeg simpelthen ikke råd til det.”
Fatima er åben om sin situation. Hun fortæller ikke stolt, at hun er på offentlig forsørgelse, men hun skammer sig heller ikke over det.
“Dette er min virkelighed. Jeg har ikke valgt at opdrage to børn alene. Sådan er det bare gået. Og jeg gør mit bedste for at få det hele til at fungere.”
Arbejde skal betale sig – men det gør det ikke altid
Fatima har arbejdet i fortiden. Først i en butik, senere som administrative medarbejder gennem et vikarbureau. Men da hendes forhold gik i stykker, og hun pludselig stod alene med omsorgen for sine børn, blev det praktisk umuligt at holde fast i et job.
“Børnepasning er dyrt. Den pasning, kommunen tilbyder, er begrænset. Og så er der skole- og studiedage, syge børn…
Hvis jeg går deltid, skal jeg selv arrangere pasning, tage rejsetid med i beregningen, og så har jeg nogle gange netto mindre tilbage end med en social ydelse.”
Hun har regnet det hele grundigt igennem. “Der blev engang tilbudt mig et job gennem en kommunal ordning: 24 timer om ugen til 80 kr. i timen. Det ville give mig cirka 7.500 kr. udbetalt om måneden. Men så ville mine tilskud falde – både boligsikringen og tilskuddet til sundhed ville blive reduceret. Derudover skulle jeg selv betale for børnepasningen.
Læg tallene sammen: I slutningen af måneden ville jeg faktisk stå med 600 kr. mindre end nu. Plus mere stress, plus problemer med at få børnene passet, plus jeg ville ikke kunne være der for dem, når de har brug for mig.”
Bedømmelse fra sidelinjen
De fleste mennesker, der kritiserer, har ifølge Fatima ingen idé om, hvad det indebærer at klare sig som enlig forælder.
“De ser kun: du får penge fra staten, og du giver ikke noget tilbage. Men jeg står op hver dag for at bringe mine børn i skole, jeg hjælper dem med lektier, jeg arrangerer aftaler, jeg er der, når de er syge. Det er arbejde, men det bliver ikke betalt.”
Hun finder det frustrerende, at hun konstant skal forsvare sig. “Jeg føler mig allerede iagttaget, når jeg skubber barnevognen i mine joggingbukser. Som om folk tænker: der har vi endnu en. Men de ser ikke, hvad jeg gør, hvad jeg opgiver, hvad jeg prøver at holde fast i.”
Ikke en doven mor, men en realistisk kvinde
Fatima er ikke et offer. Hun taler roligt, med overbevisning og uden selvmedlidenhed. Hun er bare ærlig. “Jeg er ikke doven. Jeg er ikke en, der tager den lette vej.
Men jeg er realistisk. Hvis arbejdet betyder, at jeg får MINDRE penge og MINDRE tid til mine børn, hvorfor skulle jeg så gøre det? Fordi samfundet mener, man kun tæller, hvis man har en lønseddel?”
Hun fortsætter: “Der bliver altid sagt: arbejde skal betale sig. Men i praksis betaler det sig ikke for alle. Hvis du er enlig, har små børn og kun kan arbejde deltid, så er systemet ikke indrettet til dig. Så er det nogle gange blot økonomisk dumt.”
Hvad så?
Fatima vil gerne bidrage. Hun tænker på frivilligt arbejde i skolen, eller måske nogle timer hjemmefra, når hendes yngste barn er lidt ældre.
“Men det skal være muligt. Og det må ikke bringe mig i flere problemer. Verden ser kun på tal. Netto løn, timer arbejdet. Men ingen ser på, hvad der faktisk foregår derhjemme.”
Hun har ikke tænkt sig at føle sig skyldig over de valg, hun træffer. “Jeg vælger stabilitet. For ro i hjemmet. For mine børn. Måske tænker andre: du profiterer. Men jeg ser det som at prioritere. Og de prioriteringer ligger nu hos mine børn.”
Større forståelse, mindre bedømmelse
Ifølge Fatima er det tid til, at samfundet stopper med standard bedømmelsen af mennesker i socialt byggeri. “Det er nemt at sige: gå bare ud og arbejde.
Men hvis det giver mindre penge og mere kaos hjemme, hvad har du så vundet? Vi skal tørre tale om, hvorfor systemet ikke fungerer for mennesker som mig.”
Hun ser hellere en regering, der investerer i skræddersyede forløb, fleksibel børnepasning og mere retfærdige regnskaber. “Så arbejde virkelig giver noget. Så jeg ikke behøver at vælge mellem arbejde og min familie. For jeg vil gerne arbejde, virkelig. Men så skal det ikke straffe mig.”
Indtil da: ro og virkelighed
For nu holder Fatima sig til sin daglige kamp: at skabe et sikkert, kærligt og stabilt hjem for sine børn. “Det er mit fuldtidsarbejde. Uden betaling, usynligt, men oh så vigtigt.”
Og hvis nogen nogensinde spørger hende, hvorfor hun ikke tager et 24-timers job for 9.000 kroner om måneden? Så siger hun det bare igen, klart og uden skam: “Fordi det ikke hjælper mig. Fordi mine børn har brug for mig. Og fordi jeg har ret til at træffe valg, der er gode for OS.”
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
