Solen på hans hud er blevet erstattet af den grå himmel over hans hjemby.
Alligevel ser Bart (38) tilbage på de få dage i Spanien med et smil. “Ikke fordi det var så luksuriøst – tværtimod. Men jeg havde det virkelig brug for.”
Bart lever af en kontanthjælp i årevis. Ikke af dovenskab, som nogle mennesker hurtigt ser ud til at tro, men fordi hans krop ikke længere samarbejder.
“Kroniske rygproblemer, en stressreaktion der har udviklet sig til en langvarig depression… der er ikke meget, jeg ikke har prøvet. Fra reintegrationprojekter til intensiv terapi. Men min belastningstolerance er stadig lav.”
Og alligevel lykkedes det ham i foråret at tage et par dages ferie. Sol, ro, ingen skranker, ingen formularer, ingen samtaler med myndighederne eller jobcenteret. Bare trække vejret. “Og ved du hvad det mærkelige er? Jeg kunne slet ikke rigtig nyde det. Fordi jeg vidste, hvad folk ville sige, hvis de fandt ud af det.”
Feriepenger og domme
Bart modtager feriepenge, ligesom folk i en ansættelse. “Det er lovbestemt. Folk tror ofte, at alt hvad jeg får er ‘gratis’. Men de penge er en del af ordningen, ikke en bonus jeg får uden videre.”
Alligevel føles det som om, han skal forklare sig. “For så snart du siger, at du har en ydelse og tager på ferie, ser det ud til, at alle pludselig har en mening. Og den er sjældent venlig.”
Han fortæller, hvordan han betalte for sin rejse: “Jeg har sparet mine feriepenge, min fætter bor i Spanien og tilbød mig et soveplads, og jeg fløj med et lavprisselskab. Alt i alt kostede det mig mindre end en uge på en campingplads.”
Men det betyder ifølge ham ingenting for omverdenen. “Der bliver straks dømt. ‘Hvorfor sidder du dejligt på stranden, mens jeg arbejder for mine penge?’ Den slags ting hører du, eller føler.”
Livet på kontanthjælp: ingen pause fra stressen
Hvad mange mennesker ifølge Bart ikke forstår, er at livet på kontanthjælp ikke automatisk betyder, at du tilbringer dine dage dovent. “Det er overlevelse. Konstant planlægning, reparation, udfyldelse af formularer, forklaring, skamfølelse. Hver måned tjekker man: hvad kan jeg stadig betale? Hvad skal jeg spare på? Det er stress, altid stress.”
Ferie var for ham ikke en luksusudgift, men en måde at få vejret på. “Jeg mærker allerede forskellen. Mindre bekymring, mere energi, bedre nattesøvn. Hvor mærkeligt det end lyder: De få dage har gjort mere end måneders terapi. Bare ingen bekymringer. Det er noget, alle sommetider har brug for.”
Hvorfor så meget misforståelse?
Ifølge Bart ligger problemet i billedet, som folk har af modtagere af offentlige ydelser. “Vi er dovne, profiterer af systemet, laver ingenting for samfundet. Det billede bliver næret af nyhedsartikler, politik og sociale medier. Men jeg kender næsten ingen i min omgangskreds, der ikke gør alt for at komme videre.”
Han arbejder selv fra tid til anden som frivillig i en genbrugsbutik, hjælper en nabo med indkøb og er mentor for en dreng med autisme. “Det arbejde vises ikke på en lønseddel, men det betyder noget. Jeg bidrager bestemt.”
Det, der især gør ondt på ham, er, at han konstant skal forklare sig selv for hver kroner, han bruger. “Når nogen i en ansættelse køber en ny telefon, betragtes det som en belønning for hårdt arbejde. Hvis jeg gjorde det, ville jeg blive set på som om jeg begik bedrageri.”
Et enkelt spørgsmål: må jeg bare være lykkelig?
Ferie var for Bart ikke en flugt, men et helbredelsesmoment. Han havde pengene, han havde muligheden, og frem for alt: han havde brug for det. “Og alligevel turde jeg ikke at poste billeder. For jeg vidste: den første kommentar er ikke ‘hvor dejligt for dig’, men: ‘hvor finder du modet?’.”
Han sukker dybt. “Som om jeg kun eksisterer for at være beskeden. Som om jeg ikke længere er et menneske med ønsker. Alt skal forklares, hverudgift, hver beslutning. Men ingen spørger nogensinde: er du okay? Har du gjort noget for dig selv? Føler du dig lidt mere menneskelig?”
Tid til mere menneskelighed
Ifølge Bart er det tid til, at vi ser anderledes på mennesker på kontanthjælp. Ikke som bedrager eller profiterende, men som mennesker. “Med bekymringer, ja. Men også med ønsker, drømme og behov for lidt ro.”
Han ser det også i reaktionerne fra andre med ydelser. “Så mange mennesker der siger: ‘Jeg tør virkelig ikke tage afsted, bange for at nogen anmelder mig.’ Eller: ‘Jeg har kun brugt mine feriepenge på elregningen, for så stiller ingen spørgsmål.’ Det er da sørgeligt? Du lever i overlevelsesmodus, og du føler dig endda skyldig, når du gør noget rart.”
Hans budskab er klart. “Tillad folk deres øjeblikke af lykke, hvor små de end måtte være. Ingen vælger at være syg, at være arbejdsløs, at være afhængig af et system, der konstant mistænker dig. Og hvis der så engang er plads til noget sjovt, noget normalt… døm ikke straks. Spørg hellere: ‘Var det dejligt?’ Det gør en verden til forskel.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
