Els var glad, da hun hun morgen gik til rideskolen, som hun havde gjort i årevis. At ride var hendes flugt, hendes fristed i ugen.
Hun så frem til øjeblikket, hvor hun kunne saddel på sin yndlingshest, men da hun ankom til rideskolen, føltes atmosfæren anderledes. En af medarbejderne bad hende om at komme lidt til side.
Hvad der fulgte, havde Els aldrig forventet. Med en alvorlig tone forklarede lederen, at hun ikke længere måtte ride. “Vi er ked af det, men vi må bede dig om at stoppe på grund af din vægt,” fik hun at vide. Ordene dundrede i hendes hoved. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere.
Forvirret spurgte hun, hvad der præcist var galt. Lederen fortsatte med at forklare, at det drejede sig om hestenes sundhed. “Vi vil undgå, at de bliver overbelastede,” sagde han med en rolig tone, men de ord føltes som et slag i ansigtet.
Els havde altid været forsigtig med hestene, sørgede for aldrig at lægge for meget pres på dem og behandlede dem med respekt. “Som om jeg ville skade hestene,” tænkte hun straks. Hun stod forbavset og følte tårerne brænde, men hun ville ikke vise det.
Els forsøgte at tage en samtale, spurgte om der ikke var en anden måde at fortsætte med at ride på. Måske en større hest? Eller en anden saddel for bedre at fordele presset? Men lederen rystede på hovedet. “Vi er kede af det, men vi kan ikke lave undtagelser,” fik hun at vide. På det tidspunkt brød noget i Els. Det føltes som om, hele hendes verden kollapsede.
“De fratager mig min største hobby,” fortalte hun senere med stor sorg. Dette var ikke bare en hobby; det var hendes passion, hendes måde at slappe af på, og nu blev det uden videre taget fra hende.
Efter den samtale følte hun sig fortabt. Els blev stående ved stalden til sin elskede hest, men det var ikke det samme. Tanken om, at hun ikke længere ville kunne ride, gjorde hende intenst trist. “De gav mig ikke en chance,” sagde Els senere.
“Jeg forstår, at hestenes sundhed er vigtig, men hvorfor var der ikke nogen konsultation, ingen samtale om mulige løsninger?” Måden det blev præsenteret på, føltes for hende kold og upersonlig.
Da hun forlod rideskolen den dag, føltes det, som om en del af hende blev efterladt. “Det gik hele vejen så hurtigt, som om de allerede havde truffet en beslutning uden rigtigt at tale med mig,” sagde hun frustreret.
Tabet af ridning føltes som et uopretteligt brud, ikke kun med hendes elskede hobby, men også med det fællesskab, hun havde opbygget der. Hendes venner i rideskolen, de mennesker, hun havde redet sammen med i årevis, syntes pludselig at stå langt væk fra hende. “Det føles, som om jeg pludselig ikke længere hører til i gruppen,” sukkede hun.
Els vidste, at hendes vægt spillede en rolle i hendes liv, men at det nu endda ville begrænse hende i det, hun elskede mest, var en hård realitet at acceptere.
Hun havde aldrig forestillet sig, at det ville komme så vidt, at hun skulle udelukkes fra noget, der gav hende så meget glæde og ro, på grund af hendes krop. “Jeg forstår, at de skal tage hensyn til hestene, men det føles så uretfærdigt. Det føles, som om jeg som person ikke tæller mere,” sagde hun frustreret.
Ordene fra rideskolen forfølger hende, og hun ved, at hun har en lang vej foran sig for at bearbejde dette. Hun vil ikke bare opgive, vil kæmpe for det, der er kært for hende, men smerten og følelsen af afvisning gør det svært.
At ride var ikke bare en fysisk aktivitet for hende; det var hendes måde at være sig selv på, føle sig fri og lade alle bekymringer glide væk. Det er nu blevet taget fra hende.
“Det handler ikke kun om selve ridningen, men om alt det, der følger med. Kontaktet til hestene, turene i naturen. Alt sammen,” fortæller Els med en klump i halsen.
Hun ved, at det ikke bliver nemt at finde en løsning. At tabe sig har altid været en udfordring, og nu føles det, som om presset for at ændre sig er blevet endnu større. Men en del af hende nægter at give op.
Els håber, at der i fremtiden måske stadig er en måde at vende tilbage til sin store passion. “Jeg vil bare gerne kunne gøre det, jeg elsker mest. Det er alt, hvad jeg beder om,” siger hun beslutsom.
For nu er savnet stort, og såret, som rideskolen har efterladt, vil ikke hele foreløbig.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
