I mange husstande udspiller denne historie sig – ofte bag lukkede døre: et voksent barn, der stadig bor hjemme, uden arbejde, uden uddannelse, uden klar retning. Imre (54) står med netop en sådan situation.
Hans søn David er 28 år, bor stadig hjemme og har ikke noget job. Og det er ikke bare en fase, men nu en realitet, der har varet i mange år. “Han er en klog dreng, det er ikke dér det ligger. Men det virker som om, han har mistet al motivation. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”
Ifølge Imre skete det hele gradvist. “Efter gymnasiet startede han på en professionsbachelor, men den har han droppet efter to år. Det kom ikke som en overraskelse. Han havde det ikke godt, blev hurtigt overstimuleret og havde lidt energi.”
Derefter begyndte David at tage nogle småjobs, men der var ikke noget, han kunne holde fast i. “Uanset om det var i restaurantbranchen eller på et lager, var der altid noget, der fik det til at gå galt. For travlt, for kedeligt, ingen kemi med kollegerne… nævn det.”
I starten forsøgte Imre især at støtte ham. “Jeg tænkte: han skal bare have lidt ro. Måske er han i en slags burnout, eller der er noget psykisk underliggende.”
Men nu, år senere, begynder det alligevel at gnave for ham. “Han er 28. Han sover til middag, hænger ud på sit værelse, og gamer halvdelen af natten. Jeg prøver at have samtaler med ham, men så får jeg svaret: ‘Du forstår mig ikke, lad mig bare være.’ Det rammer mig.”
Det, der gør det ekstra svært, er, at Imre selv altid har arbejdet. “Jeg er vokset op med tanken: hænderne op af lommerne. Du gør, hvad du skal, selvom du ikke har lyst. Livet er ikke altid sjovt.” Den mentalitet virker derimod langt væk fra David.
“Når jeg siger den slags til ham, føler han sig angrebet. Så lukker han helt ned eller bliver vred. Som om jeg beskylder ham for at være doven – selvom jeg ikke engang siger det direkte.”
Ifølge eksperter er dette en situation, der i stigende grad opstår. Presset på unge er stort, og samtidig er forventningerne til tider uklare. En generation, der er vokset op med ‘du skal gøre, hvad du elsker’, støder ofte sammen med forældre, der er vant til at kæmpe videre, også uden passion.
Imre genkender det. “David siger nogle gange: ‘Jeg vil virkelig ikke lave noget, der gør mig ulykkelig.’ Men så tænker jeg: ja, og i mellemtiden har du siddet hjemme i tre år og bliver glad af det?”
Det, der frustrerer ham mest, er, at han ikke ved, hvordan han skal hjælpe. “Jeg vil ikke være den kædene far, men heller ikke den, der bare lader alt ske. Skal jeg give ham et spark bagi? Eller skal jeg give ham endnu mere plads?”
Nogle gange overvejer han at lade ham betale husleje eller sætte en deadline: finde arbejde eller bo et andet sted. “Men så tænker jeg: hvad nu hvis han ikke kan klare det? Hvad nu hvis jeg skubber ham endnu længere ned i gryden?”
Alligevel mener Imre, at der også er håb. “Nogle gange har vi samtaler, hvor jeg hører glimt af ambition. Så har han en idé til en webshop eller siger, at han måske vil lave noget med IT. Men det forbliver ofte bare snak.”
Han har forsøgt at hjælpe ham med at skrive ansøgninger, men det endte ofte med irritation. “Så syntes han, alt hvad jeg skrev, var gammeldags eller overbærende. Så nu prøver jeg bare at holde mig udenfor.”
Efter råd fra en ven har Imre kontaktet en ungdomscoach. “Ikke fordi jeg ville tvinge David i terapi, men fordi jeg selv havde brug for nogen at snakke med om dette. Den coach gav mig en indsigt, der er blevet hos mig: ‘Du kan ikke motivere nogen ved at presse. Du skal sørge for, der er plads til deres eget ønske.’” Det lød i første omgang ret vagt for Imre, men han er nu begyndt at forstå det.
“Hvis jeg bare presser, sker der ikke noget. Men hvis jeg virkelig prøver at lytte og accepterer hans tempo – hvor frustrerende det end er – opstår der nogle gange pludselig lidt bevægelse.” Så har David for nylig selv fundet en online kursus om programmering.
Lille, uforpligtende, men det er en begyndelse. “Jeg sagde ingenting, da han startede. Ingen klap på skulderen, ingen sarkastisk kommentar. Jeg tænkte: lad ham selv opleve, hvad det gør ved ham.”
For Imre forbliver det en kamp mellem at give slip og at guide. Mellem håb og skuffelse. “Jeg vil ikke miste ham, men jeg vil heller ikke låse ham fast i denne situation. Og i sidste ende vil jeg gerne have, at han igen kan være stolt af sig selv. At han om morgenen står op fordi, han har lyst.”
Hvad han vil give andre forældre med? “Forsøg ikke at styre for meget. Hvor svært det end er. Og fortsæt samtalen, selvom det virker overfladisk. Nogle gange er det klager over hans gamingafhængighed bare hans måde at sige, at han føler sig fortabt. Som forælder må du så forsøge at lytte igennem.”
Imre ved, at der ikke er nogen garanti for, at alt ordner sig. “Men jeg tror på, at folk kan ændre sig, hvis forholdene er rigtige. Og nogle gange skal du som forælder først ændre noget, før du kan forvente det af dit barn.”
Hans største ønske? “At han om et år siger til mig: ‘Far, jeg har fundet noget, jeg bliver glad for.’ Så gør det mig egentlig ikke noget, hvad det er.”
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
