Hver arbejdsdag står han kl. 07:15 ved det samme samkørselssted lige uden for sin hjemby. Ingen stress med parkering i byen, ingen lange køer alene, og især: meget mindre skyldfølelse. Bart (39) er færdig med det.
Han ser den globale opvarmning ikke som noget abstrakt. “Det er her. Det sker nu. Og folk opfører sig som om, at det ikke betyder noget.”
Ifølge Bart er det tid til at tage ansvar. Ikke i morgen, ikke næste år, men i dag. “Jeg forstår virkelig ikke, at folk i 2025 stadigvæk tager bilen alene hver dag, som om intet er galt. Det er bare dovenskab, mere ikke. Og klimaet betaler prisen.”
Bart bor i et rækkehus i et roligt kvarter. Tre børn, et fast job hos et kommunikationsfirma i byen, og en bil på indkørslen. Alligevel kører han næsten ikke længere i den. “Jeg bruger min egen bil maksimalt i weekenden. Til arbejde kører jeg sammen med to andre. Hver dag med de samme folk. Og ved du hvad? Det er faktisk rigtig hyggeligt.”
Den beslutning kom ikke bare. Bart siger, at det blev helt klart, da han begyndte at få spørgsmål fra sin ældste datter om klimaforandringer. “Hun kom hjem med et projekt om smeltende iskapper. Spurgte om det var sandt, at dyr uddør, fordi vi kører i biler. Hvad siger man så? At far også bare gør det hver dag? Det føltes bare ikke godt længere.”
At samkøre var i starten noget, der kun var for andre mennesker. “Jeg tænkte altid, at det ville være besværligt. At være afhængig af andre, ikke fleksibel, den slags ting. Men det viser sig, at det slet ikke er så besværligt. Du skal bare lave aftaler. Og du skal holde dem. Ligesom med alle andre aftaler.”
Han bemærker, at samtalen om klima ofte forbliver abstrakt. Tal om CO₂-udledning, grafer over opvarmning, rapporter fra institutioner. “Folk har ingen idé om, hvad deres egen adfærd betyder. Én bil mindre på vejen gør en kæmpe forskel. Men fordi det ikke er synligt, føles det ikke presserende. Indtil det pludselig er 30 grader i april, og et naturområde brænder.”
Bart bliver nogle gange set som en dramadyrker. At verden ikke ændrer sig, bare fordi han nu kører med kolleger. Men det påvirker ham ikke. “Hvis alle tænker sådan, sker der ikke noget. Men hvis alle bare gør det, ændres pludselig rigtig meget. Det er præcis pointen.”
Han ved, at folk har svært ved at give slip på deres vaner. “Det sidder så dybt i dem. Alle deres egen bil, deres egen boble. Men vi lever ikke på en ø. Alt hvad du gør, har indflydelse. Du efterlader noget til den næste generation. Vil du virkelig have, at de skal rydde op efter det, du har forårsaget?”
Det, der især generer Bart, er passiviteten. “Alle ved, at der skal gøres noget. Men når du så siger: ‘Begynd med at samkøre’, kommer undskyldningerne. ‘Min tidsplan er svær’, eller ‘Jeg bryder mig ikke om det’. Ved du hvad jeg tænker? Vil du hellere have en beboelig planet eller et kvarters ekstra komfort om morgenen?”
Ifølge Bart er det ikke engang en stor opgave. “Du behøver ikke at ændre hele dit liv. Begynd med en eller to dage om ugen. Se hvordan det fungerer. Og ja, du skal måske tage af sted lidt tidligere. Men du sparer også penge på benzin, undgår køer, og følelsen af at gøre en forskel? Det er uvurderligt.”
Han fortæller, hvordan han nu næsten dagligt har positive samtaler med sine samkørselskolleger. “Det er også en slags mikro-samfund. Du deler mere end bare en bil. Du lærer hinanden at kende, taler om dagen, nogle gange luftes dit hjerte. Det er mere socialt end bare at sidde i sin egen kokon.”
Alligevel mærker Bart, at mange mennesker omkring ham stadig er tilbageholdte. “Der er også skam. Som om du skal indrømme, at du tog fejl. Men det er ikke et spil om godt eller skidt. Det handler om forandring. Og jo før du begynder, desto bedre.”
Hans budskab er klart og uden omsvøb: “Hvis du nu stadig sidder alene i din bil hver dag, så er du ikke længere en tilskuer. Du er en del af problemet. Og det er ikke ment hårdt; det er bare virkeligheden.”
Han håber, at hans historie vil få andre til at tænke – og især til at handle. “Vi kan ikke blive ved med at vente på, at myndighederne gør noget, eller på at det bliver endnu varmere. Det er noget, du selv kan gøre. Allerede i dag. Bare en besked til en kollega: ‘Skal vi køre sammen i morgen?’ Så simpelt kan det være.”
For Bart føles samkørsel ikke længere som et offer, men som et logisk skridt. “Jeg er ikke perfekt. Men jeg vil kunne fortælle mine børn senere, at jeg i det mindste har prøvet. Og at jeg ikke bare sad stille, mens jeg vidste, hvad der skete.”
Han kigger ud, hvor hans nabo netop starter sin motor for at køre tre kilometer for at arbejde. “Det er det, jeg mener. Det er dét, vi skal væk fra.”
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
