Merel, 56 år, sidder på sin lyse, moderne indrettede sofa, hendes stramme tøj og stilfulde frisure understreger hendes energiske udstråling. Hun ser eftertænksomt på sin datter, Sophie, der sidder overfor hende med sine hænder træt på sit skød.
“Jeg føler mig simpelthen ikke gammel nok til at blive kaldt ‘bedstemor’,” siger Merel beslutsomt. Ordene synes at komme tilbage igen og igen i deres samtaler, især siden Sophie fik sit barn Emma for tre år siden. “Bedstemor… det lyder så gammelt og støvet, det passer ikke til mig.”
Sophie, selv en travl trediveårig, ruller med øjnene. “Mor, du ER en bedstemor. Det kan du ikke bare ignorere. Emma har brug for en bedstemor.” Hun ser på sin mor med intense øjne, næsten fortvivlet. “Alle kalder deres bedsteforældre sådan. Hvad er der så slemt i det? Hvorfor skal du gøre det anderledes end andre?”
Merel løfter sine øjenbryn og læner sig fremad. “Se, Sophie, jeg elsker Emma. Hun er mit barnebarn, det er slet ikke det, det handler om. Men jeg føler mig ung, aktiv, og jeg er slet ikke klar til det ‘bedstemors’ skilt. Det får mig til at føle mig ældre, end jeg er. Jeg vil ikke placeres i den boks, det forstår du godt?”
Dette emne driver mor og datter til små ordudvekslinger, hvor begge parter føler sig misforstået. For Sophie er det simpelt: hendes mor er bedstemor, så kald hende bedstemor. Men for Merel er situationen alt andet end simpel.
Sophie sukker dybt og ser kort på billedet af sin familie på hylden. “Mor, du gør det bare alt for kompliceret. Det er bare et navn. Emma kan lide at kalde dig bedstemor, hun forstår ikke noget som helst, hvis jeg siger, hun skal kalde dig Merel.”
Merel ryster på hovedet. “Emma er stadig ung, hun ved endnu ikke, hvad det betyder. Og desuden, hvis hun kalder mig Merel fra starten, vil det for hende være den mest normale ting i verden. Når hun bliver ældre, vil hun forstå, at jeg bare er anderledes. Jeg behøver ikke at være som alle de andre bedstemødre.”
Problemet ligger dybere end bare navnet, det er tydeligt. For Merel er det et spørgsmål om identitet. “At være bedstemor lyder som om, mit aktive liv er forbi,” forklarer hun. Læs videre på næste side!
“Som om jeg nu kun skal sidde der med småkager og strik. Men det er simpelthen ikke, hvem jeg er. Jeg går, dyrker sport, rejser, og arbejder stadig. Hvorfor skulle jeg pludselig føle mig anderledes, fordi der er et barnebarn?”
Sophie, nu tydeligt irriteret, kan ikke længere skjule sin frustration. “Du gør dig virkelig til grin, ved du det? Hele familien griner af det her. Selv far siger: ‘Lad hende bare blive kaldt bedstemor, hun kommer over det.’” Hun ser udfordrende på sin mor. “Hvorfor kan du ikke bare opføre dig normalt, som resten?”
Merel smiler svagt, men forbliver beslutsom. “At alle griner, interesserer mig ikke. Og din far må tænke, hvad han vil, men jeg føler mig bare ikke som den ‘bedstemor’. Når folk bliver ældre, begynder de ofte at opføre sig anderledes. De passer ind i billedet af den aldrende kvinde. Jeg gør ikke. Jeg nægter.”
For Sophie er det et spørgsmål om familietradition. “Hvad skal jeg sige til Emma, når hun fortæller i skolen, at hun bare kalder dig Merel? Så vil folk stille spørgsmål. ‘Hvor er din bedstemor så?’ Hvad skal hun så sige, at du er for ung og hip til den titel? Det giver jo ingen mening?” Hendes stemme er irriteret, men der er også et strejf af skuffelse i den.
Merel forbliver rolig. “Lad dem bare stille spørgsmål. Måske er det godt, hvis Emma lærer, at hun ikke altid behøver at tænke i bokse. Hvorfor skal vi alle passe ind i den samme form? Jeg er ikke bange for at være anderledes. Hvis folk synes, det er mærkeligt, so be it.”
Diskussionen mellem de to fortsætter. Sophie har tydeligt svært ved sin mors indstilling og føler sig ikke hørt. “Det handler ikke kun om dig, mor. Du er faktisk ikke den traditionelle bedstemor, men det betyder ikke, at du ikke kan blive anerkendt som bedstemor. Det er vigtigt for Emma, og det er det også for mig.”
Merel nikker langsomt, men forbliver ved sit synspunkt. “Jeg forstår, at det er svært for dig, Sophie. Men jeg håber, at du til sidst vil se, at det her ikke kun handler om dig eller Emma. Det handler om, hvordan jeg ser mig selv. Og det vil jeg ikke bare give op. Indtil videre er jeg bare Merel, og det vil jeg også forblive.”
Emnet skaber stadig gnidninger i familien. Når resten af familien samles, er der altid jokes og rullende øjne, når Emma kalder Merel ved sit fornavn. Nogle synes, det er charmerende, andre føler det især akavede.
Merel selv kan grine ad det, selvom hun bemærker, at Sophies irritation hænger ved. Alligevel har hun ikke tænkt sig at ændre sit synspunkt.
Hvad synes I? Har Merel ret til at holde fast i sin identitet, eller skulle hun omfavne titlen ‘bedstemor’ for sit barnebarn og sin datter? Efterlad en kommentar og del din mening!
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
