Jans vækkeur ringer hver morgen klokken halv otte. Ikke fordi han skal på arbejde, men fordi han forsøger at give sine dage så meget rytme som muligt.
“Hvis jeg ikke laver noget, bliver jeg skør,” siger han, mens han hælder en kop kaffe op i sin lejlighed. “Jeg vil arbejde. Jeg er ikke typen, der kan sidde hjemme. Men hver gang jeg ansøger, får jeg en afvisning inden for 24 timer.”
Jan er 54 år og har været arbejdsløs i næsten to år. Før det arbejdede han i mange år som logistisk koordinator hos et stort transportfirma. “Jeg havde faste kunder, kendte alle ruterne udenad. Det var bare min verden.” Indtil firmaet begyndte at reorganisere, og han efter tyve års tro tjeneste endte på gaden. “De sagde, at det ikke havde noget med mig personligt at gøre. Men man føler jo alligevel, at man ikke er ønsket mere.”
Siden da har han søgt arbejde. Og ikke bare lidt. “Jeg er på Indeed, LinkedIn, nationale jobportaler, hvad som helst hver dag. Jeg tilpasser mit CV, skriver breve, ringer til virksomheder. Men det er altid den samme sang: ‘Vi har valgt en anden kandidat’. Eller også hører man slet ikke mere noget.”
Det, der især gør ondt for ham, er følelsen af, at hans alder arbejder imod ham. “Du skal bare se på mit fødselsår, og du ved: håbløst. De vil have unge fyre på 30, der koster lidt og kan det hele digitalt. Som om jeg ikke længere har nogen værdi, fordi jeg er over 50.”
Og han er ikke den eneste. Mange over 50 oplever det samme. De vil arbejde, er motiverede, har masser af erfaring, men bliver systematisk overset.
Jan sukker: “Man læser overalt, at der er mangel på personale. Restaurantbranchen, sundhedsvæsenet, logistik – de står og skriger. Men når man så henvender sig, siger de, at man ikke passer ind i teamet. Tja, det er en pæn måde at sige på: ‘Du er for gammel.’”
Det er ikke bare afvisningen, der sårer, men også tonen i den. “Nogle gange får jeg standardmails, hvor der står, at jeg ikke har nok ‘vækstpotentiale’. Eller at de leder efter nogen ‘der kan være med i mange år’. Nå, jeg vil virkelig gerne være med i mange år! Giv mig en chance, så skal jeg nok vise det.”
Hvad der især frustrerer Jan, er, at han slet ikke føler sig gammel. “Jeg er i god form, jeg cykler hver dag, jeg kan nemt arbejde ti timer om dagen. Men arbejdsgivere ser kun den alder, der står på papiret. Så tænker de straks, at man er langsom, ikke kan bruge computere eller hurtigt bliver syg. Pjat. Jeg lærer hurtigt, og jeg har aldrig været syg.”
Situation er også økonomisk hård. “Jeg kan lige klare mig med min ydelse, men jeg skal virkelig passe på pengene. Ingen ferier, ingen udflugter, selv indkøb er en gåde. Men det handler ikke engang kun om penge. Det handler om at høre til. Om at bidrage til noget. Jeg føler mig bare ubrugelig nu.”
Hver uge skal Jan melde sig hos Uddannelses- og Arbejdsmarkedsstyrelsen. “De hjælper mig så godt de kan, men jeg mærker, at også de nogle gange ikke ved, hvad de skal gøre. Jeg har nu næsten taget alle ansøgningskurserne, der findes. Jeg VED, hvordan man skriver et godt brev. Men hvis arbejdsgivere ikke inviterer mig, stopper det jo.”
Alligevel fortsætter han. “Jeg giver ikke op. Hver dag prøver jeg igen. Måske dukker der pludselig en, der tænker: ‘Hey, den Jan, han vil i det mindste arbejde.’ For jeg har så meget at give. Min alder er ikke en svaghed, det er min styrke. Jeg har erfaring, overblik, arbejdsmoral. Men det hele bliver overskygget af et tal.”
I mellemtiden overvejer Jan at omlægge sin karriere. “Måske skal jeg lave noget helt andet. Sundhedssektoren, undervisning, hvad ved jeg. Men selv der hører man, at de hellere vil ansætte folk på 25. De kan ‘være med i mange år’, siger de så. Jeg forstår det et eller andet sted, men det er stadig bittert.”
Hvad han savner mest, er anerkendelse. “Der bliver altid sagt, at alle skal have en fair chance på arbejdsmarkedet. Men i praksis er det ikke sådan. Hvis du er over 50, skal du kæmpe tre gange så hårdt. Og ofte for ingenting.”
At stoppe tænker han slet ikke på. “Jeg fortsætter med at ansøge, hver dag. For jeg tror, at der et sted er en arbejdsgiver, der ikke kun ser på alder, men på mennesket. Der ser mig og tænker: ja, du passer ind hos os. Den chance, det ene opkald, lever jeg for.”
For Jan er arbejde meget mere end en indkomst. Det er hans selvværd, hans stolthed, hans rytme. Og så længe han stadig sætter sin vækkeurs hver dag, så længe han bliver ved med at skrive breve, er han endnu ikke tabt. “Jeg vil bare gerne være med igen. Mere beder jeg ikke om.”
Selvom Jan hver dag gør en indsats for at finde et job, mærker han, at håbet langsomt giver plads for frustration og tvivl – ikke kun over sine chancer, men også over sin værdi som menneske. Hver afvisning føles som en bekræftelse på en uskreven dom: at han ikke længere tæller med, at han er passé. Og det, mens han netop har så meget at tilbyde.
Han er loyal, pligtopfyldende, fleksibel og altid villig til at lære – egenskaber, du ikke kan nedskrive i et CV, men som er uvurderlige på arbejdspladsen. Alligevel synes mange arbejdsgivere at overse det, blændet af en præference for unge, hurtige og billige. For Jan er det ufatteligt, at erfaring i dag ofte betragtes som ballast i stedet for som en værdi. “Det føles, som om jeg hele tiden skal bevise mig selv over for folk, der ikke engang har oplevet hele min karriere,” siger han.
Og på trods af at han forsøger at overbevise sig selv om, at det ikke er hans skyld, gnager tanken: hvad hvis dette er det hele? Hvad hvis ingen giver mig en chance mere, bare fordi jeg er 54?
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
