Sonja, en 45-årig mor til to børn, går med et afslappet smil gennem supermarkedet. Mens hun slentrer gennem gangene, skubber hendes fireårige søn Michel indkøbsvognen ved sin side. Han peger begejstret på alt, hvad der fanger hans opmærksomhed. “Mor, jeg vil have en småkage!” råber han, mens han løfter sine store, bedende øjne mod hende.
Uden at tøve tager Sonja en pakke småkager fra hylden og åbner den. Hun giver Michel en småkage, og han begynder tilfreds at knase.
Hun ved, at nogle mennesker måske ville kigge på hende eller hæve et bryn over hendes handling, men det bekymrer hende ikke. “Hvad er problemet? Vi betaler jo bare,” siger hun med en let stemme.
For Sonja er dette ikke en stor sag. Det er en vane, hun har haft i årevis. “Jeg giver Michel bare en småkage i supermarkedet, inden vi betaler,” forklarer hun. “Det holder ham rolig og glad under indkøbet. Det lille øjeblik af ro kan virkelig gøre en forskel.” Mens hun navigerer gennem gangene og lægger varerne i vognen, knaser Michel stadig på sin småkage. Sonja griner over hans tilfredse ansigt og bemærker, hvor skønt det er at kunne handle uden problemer.
Nogle mennesker ser anderledes på denne situation. Sonja har bemærket de blikke fra andre kunder. Nogle gange hører hun endda hvisken, når hun passerer forbi.
“Mennesker tror, jeg gør noget forkert, som om jeg lærer Michel, at han kan tage alt uden at betale for det,” siger hun. Hun trækker på skuldrene. “Men det er ikke som om vi stjæler. Vi betaler bare ved kassen. Hvad bekymrer folk sig om?”
Sonja forstår ikke rigtig reaktionerne fra andre mennesker. For hende er det rent praktisk. Hun ved, at små børn ikke altid har tålmodighed til at gå roligt gennem et helt supermarked. “Hvis jeg ikke giver Michel den småkage, bliver han urolig. Han begynder at brokke sig eller måske endda at græde. Så får man en masse problemer i butikken, og det vil jeg undgå,” forklarer hun. “Det er bare nemmere for os begge.”
Hun indrømmer, at det ikke kun er en løsning for Michel, men også for hende selv. “Nogle gange er jeg træt efter en lang arbejdsdag og vil bare hurtigt handle uden drama,” siger hun med et smil. “Så hvis en småkage gør ham glad og giver mig en rolig indkøbsoplevelse, så er det en win-win.”
Alligevel optager emnet hende. “Der var for nylig en kvinde, der så vredt på mig,” husker Sonja. “Hun stod bag mig i køen og så, at Michel allerede var halvvejs gennem pakken med småkager, før vi nåede kassen.
Hun sagde noget som: ‘Du skulle betale for det først, inden du spiser det.’” Sonja tog en dyb indånding og forblev rolig. “Jeg sagde bare til hende: ‘Vi betaler for det senere, så hvad er problemet?’ Men hun så på mig, som om jeg gjorde noget virkelig frygteligt.”
Denne slags situationer får Sonja til at tvivle. “Nogle gange spørger jeg mig selv, om jeg håndterer det forkert,” indrømmer hun ærligt. “Men så tænker jeg: hvorfor skulle jeg ændre det? Det er så en lille ting, og det gør os begge glade.” Michel har meget energi, og Sonja mener, at det er normalt, at han ønsker noget, mens de handler. “Jeg prøver bare at give ham lidt afledning, så vi hurtigt kan komme igennem butikken.”
Sonja fortæller også, at Michel ikke kun beder om småkager i supermarkedet. “Han har den vane overalt, selv når vi er hjemme,” griner hun. “Men i butikken ser det ud til, at han bare ikke kan vente. Han ser noget lækkert og vil have det med det samme.”
Hun ved, at andre forældre har lignende dilemmaer. “Jeg ser det overalt omkring mig,” siger Sonja. “Forældre, der holder deres børn stille med en snack eller et lille legetøj under indkøbet. Vi gør alle vores bedste for at få det hele til at glide lidt lettere.”
For Sonja føles det som om, hun ikke overtræder nogen regler, fordi hun altid betaler for alt til sidst. “Vi betaler for alt ved kassen, det er det vigtigste,” understreger hun endnu en gang.
Ideen om, at nogle mennesker måske ser Michels adfærd som uhøflig, generer Sonja ikke rigtig. “Børn har ikke altid tålmodigheden til at vente,” siger hun nøgternt. “Og jeg vil ikke have en konflikt med ham over noget så lille som en småkage. Der er vigtigere ting at bekymre sig om.”
Selvom Sonja følger sin egen opdragelsesmetode, forstår hun, at ikke alle ville gøre det på samme måde. “Jeg forstår, at nogle mennesker ser det anderledes, men for mig fungerer det. Og hvis det fungerer for vores familie, så er det godt nok,” konkluderer hun. “Vi prøver alle at komme gennem dagen på vores egen måde, og for os er det med en småkage i supermarkedet.”
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
