Sommerferien er bestilt: en dejlig familieferie til Spanien. Men et spørgsmål plager hende konstant: “Kan jeg tage min temperamentsfulde tumling med i flyet?”
Forestillingen om en afslappet rejse forsvinder hurtigt, når hun tænker på sin treårige datter Noor, som i øjeblikket er i en fase, hvor tantrums er hverdag. “På en dårlig dag kan hun virkelig gå helt amok,” fortæller Marion, mens hun sukker dybt. “Derhjemme lykkes det som regel at berolige hende, men i et fly? Mellem alle de mennesker? Jeg får allerede stress ved tanken.”
En tumling med egen vilje
Noor er en livlig tumling med en stærk vilje. “Hun ved præcist, hvad hun vil,” siger Marion og griner. “Men hvis det ikke går, som hun ønsker, ender det ofte med gråd, skrig og endda at ligge på gulvet.” De seneste uger har været ret intense. Marion fortæller, at Noor nogle gange bliver temperamentsfuld, hvis hendes kop ikke har den rigtige farve.
“Vi forsøger at involvere hende så meget som muligt i små valg, så hun føler, at hun har kontrol. Men nogle gange hjælper det bare ikke. Og hvordan bliver det i flyet? Hun har svært ved at tilpasse sig nye situationer, og jeg er bange for, at hele rejsen bliver et drama.”
Forudindtagelser og skam
Marion fortæller, at hun nogle gange allerede føler sig utilpas, når Noor laver en scene i supermarkedet. “Jeg kan mærke blikkene i ryggen,” siger hun. “Som om jeg ikke har kontrol over mit barn. Og tanken om, at det skal ske i et lukket rum, hvor ingen kan komme væk, ja… det gør mig nervøs.”
Hun har søgt online efter tips, men bemærker, at der er meget få virkelig genkendelige historier at finde. “Alle ser ud til at have perfekte børn. Jeg undrer mig over, hvordan andre forældre klarer det.”
Marions største bekymring: andres reaktioner
Hvad der måske plager Marion mest, er medpassagerernes reaktioner. “Jeg vil ikke genere nogen,” siger hun ærligt. “Jeg ved, at folk hurtigt bliver irriterede over grædende børn. Og et sted forstår jeg det også. Men det er ikke sådan, at jeg bevidst lader Noor skrige.”
For nylig talte hun med en veninde, der rejser meget med sine børn. “Hun sagde: ‘Åh, folk må forstå, at man ikke bare kan få sit barn til at tie stille.’ Det beroligede mig lidt. Men ja, hun har bare sådan nogle rolige børn, der falder i søvn overalt.”
Forberedelse til eventyret
Alligevel vil Marion prøve. “Vi kan ikke blive hjemme, bare fordi Noor er i en besværlig fase,” siger hun. Hun har allerede tænkt nogle planer igennem.
“Jeg vil involvere hende så meget som muligt i rejsen, forklare hende, hvad der kommer til at ske. Måske hjælper det, hvis hun tager nogle velkendte ting med. Jeg skal i hvert fald ikke ud uden hendes krammegris.”
En anden mor gav hende tip om at tage nok snacks og legetøj med. “Jeg tror, jeg fylder en hel taske,” siger Marion. “Bøger, puslespil, måske endda en tablet med videoer. Alt for at holde hende beskæftiget.”
Realistiske forventninger
På trods af al forberedelse ved Marion, at hun ikke kan kontrollere alt. “Jeg må acceptere, at det måske går galt. Noor er stadig lille, og det er en ny oplevelse for hende.”
Hun prøver mentalt at forberede sig på, at hun måske får et par onde blikke. “Jeg vil ikke undskylde mig selv gennem hele flyveturen. Jeg gør mit bedste. Det må være nok.”
Marion har aftalt med sin partner at fordele ansvaret under flyvningen. “Hvis jeg ikke kan klare det længere, overtager han. Det er rart at vide.”
At være forælder er nogle gange bare overlevelse
Under samtalen bliver det klart, at Marion ikke er den eneste forælder, der kæmper med dette. “Jeg læser ofte historier om forældre, der rejser med deres børn, som om det hele sker af sig selv. Men virkeligheden er bare en anden, når du har en temperamentsfuld tumling.”
Hendes egen mor mindede hende om, at hun heller ikke var en nem rejsende i sine yngre dage. “Min mor sagde, at jeg engang lå og skreg på perronen, fordi jeg ikke ville stige om bord. Jeg kunne ikke lade være med at grine, da hun sagde det. Måske er dette bare karma.”
Valget: at tage afsted eller ej?
På trods af hendes bekymringer beslutter Marion at tage afsted. “Jeg vil ikke lære Noor, at vi undgår alt, hvad der kan være svært. Desuden, hvem ved, måske bliver det mere end okay. Måske synes hun, at flyveturen er mega spændende og sjov.”
Marion beslutter sig for at ryste sine tvivl af sig. “Vi går efter det. Jeg kan ikke lade min frygt for, hvad der måske kan gå galt, styre mig.”
Efter flyveturen: se tilbage og lære
En uge efter flyveturen ringer Marion til mig. “Det gik egentlig ret godt!” siger hun lettet. “Ja, der var øjeblikke, hvor hun blev sur, især da hun ikke måtte sidde ved vinduet. Men vi afledte hende med sange og hendes yndlingskrammebamse. Og de fleste mennesker omkring os reagerede forstående.”
Marion indrømmer, at hun muligvis satte for meget pres på sig selv før flyveturen. “Jeg var så bange for, hvad andre ville tænke, men faktisk var de fleste mennesker ret venlige. Og Noor? Hun elskede til sidst at lette.”
Et lærerigt eventyr
Marion ser nu tilbage på oplevelsen med tilfredshed. “Jeg er glad for, at vi gjorde det. Noor skal også lære at håndtere nye situationer, og jeg kan ikke altid undgå alt for hende. Jeg bemærkede, at hun blev meget hurtigere rolig, end jeg havde forventet. Måske skulle jeg have haft lidt mere tillid til hende.”
Da jeg spørger hende, hvad hun ville anbefale til andre forældre, siger hun: “Vær ikke for hård ved dig selv. Selvfølgelig vil du gerne, at dit barn opfører sig ordentligt, men en tumling er ikke en robot. Prøv at give slip. Du gør dit bedste, og det er nok.”
Den næste rejse er allerede planlagt: en kort flyvetur til Berlin. “Jeg føler mig nu meget mere selvsikker,” griner Marion. “Det bliver helt sikkert endnu et eventyr, men det er vi nu blevet vant til.”
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
