Jeg er ikke en, der klager. Ikke overhovedet. Jeg prøver altid først at løse tingene selv. En smule gener skal der til, når man bor i et boligområde. En gøende hund, en fest der varer lidt for længe, et barn der skriger på en trampolin… jeg trækker bare på skuldrene. Men nu er min grænse nået. Mine naboer parkerer deres campingvogn foran min dør hver anden uge. Og den står så stille hen i et par uger, nogle gange endda en måned. Midt på vejen. Lige foran mit vindue.
Det begyndte sidste år, da de købte campingvognen. Jeg tænkte: åh, sjovt, de skal på ferie. Det er da fint, ikke? Den stod en dag på fortovet, blev pakket, og bum: så var de væk. Intet problem. Men siden den første gang står det skidt der hele tiden. Og så ikke kun i et par dage, nej… nogle gange i tre, fire uger i træk. Midt på vejen. Lige foran mit vindue.
Mit udsigt er væk
Jeg bor i en stille gade med få parkeringspladser. Der er lige nok plads til alle. Og vi har en dejlig udsigt til den grønne plæne på den anden side. I det mindste havde vi. For hver gang den campingvogn står der, ser jeg på en hvid væg. Og jeg har ikke engang nævnt problemerne med parkering. Folk skal nu parkere deres biler et eller andet sted længere inde i kvarteret. Det giver også irritation blandt de andre naboer.
Det, der irriterer mig mest?
At de opfører sig, som om det hele er helt normalt. Som om det er den mest almindelige ting i verden at parkere sin campingvogn i flere uger foran døren. Jeg har allerede forsøgt at tage det pænt op tre gange. Først lidt uformelt, ved havedøren. “Hey, hvor længe bliver den stående denne gang?” Så får man en latterlig reaktion. “Åh, bare et par dage mere.” Mens jeg godt ved, at det igen bliver uger.
Anden gang var jeg lidt mere direkte. Jeg sagde, at jeg virkelig blev generet af det. At jeg syntes, det var irriterende, at udsigten var væk. At parkeringsproblemet blev større. Men de kiggede på mig, som om jeg var den, der gjorde problemer. “Vi må da bare parkere den. Det er en offentlig vej.” Ja, det forstår jeg også godt. Men det betyder da ikke, at du skal lade den stå der i flere uger?
Som om jeg er den sure nabo
Jeg føler mig nu som en brokkerøv. Sidste gang jeg forsøgte at tage emnet op, fik jeg et suk og et skuldertræk. “Vi henter den snart.” Nu har den været der i over tre uger. Og hver morgen, når jeg trækker gardinerne fra, synker modet til jorden. Jeg vil bare gerne kunne se min gade. Mine naboer har en indkørsel, men der står deres egen bil. Campingvognen er åbenbart vigtigere.
Hvad skal jeg gøre?
Skal jeg ringe til kommunen? Indgive en klage? Men så bliver jeg officielt den irriterende nabo, der “anmelder” sine naboer. Og det vil jeg slet ikke. Jeg holder af ro i gaden. Af naboer, der hilser på hinanden, måske snakker lidt sammen. Ingen bøvl. Men dette gnager i mig. Jeg føler, jeg ikke bliver taget alvorligt. Og det er ikke bare en enkelt dag, det er næsten hver måned, det er sket.
Hvad ville I gøre?
Jeg undrer mig over, om jeg er den eneste med sådanne naboer. Folk, der tror, at ‘må’ også altid betyder ‘gør’. Jeg ønsker dem deres ferie. Virkelig. Men jeg ønsker også en dejlig livsomgivelser. Og det føles nu helt ude af balance. Måske ser jeg det for stort. Måske skal jeg give slip. Men jeg kan simpelthen ikke mere. Så jeg lægger det nu her. I håbet om at nogen siger: “Manon, det er hvad du skal gøre.” Så hermed mit spørgsmål til jer:
Hvad ville I gøre, hvis jeres naboer konstant parkerer deres campingvogn foran døren og hele tiden afviser jer? Hvordan holder I det hyggeligt, uden at I helt forsvinder? Alle tip er velkomne. For jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre mere.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
