Sommerferien nærmer sig og overalt omkring dig hører du de samme samtaler: “Hvor skal I hen i år med børnene?”
Eller: “Har I allerede booket noget til hele familien?” Forventningen er klar — ferie er med børn.
Men for Adeline (32) føles det helt anderledes.
“Jeg ved, det lyder underligt,” begynder hun næsten undskyldende, “men jeg ser faktisk især frem til ferier uden mine børn.
Bare et par dage uden at være mor. Ingen bleer, ingen gråd, ingen skænderier om, hvem der må bruge gyngen først.
Kun ro. Er jeg så en dårlig forælder?”
Det er et spørgsmål, som Adeline ofte har stillet sig selv. Sammen med sin partner bor hun i en rækkehus lige uden for Utrecht.
Deres to små børn på fem og tre år er søde, energiske og… udmattende. “Lad mig være ærlig,” siger hun med et skævt smil,
“børn er fantastiske, men de æder energi. Og hvis man ikke passer på, mister man sig selv helt.”
Det øjeblik kom for hende efter fødslen af hendes andet barn. De brudte nætter, den konstante bekymring, den evige to-do liste —
det begyndte at slide hende ned. Hun blev hurtigere vred, havde ikke rigtig lyst til noget, og følte sig som en slags tom skal,
der bevægede sig rundt i huset. “En dag stod jeg på badeværelset, kiggede ind i spejlet og tænkte: hvem er du egentlig?”
Vendepunktet kom uventet. Hendes bedste veninde foreslog at tage et langt weekendophold til Lissabon.
“Min første reaktion var: umuligt. Hvordan kan jeg efterlade min familie? Hvad ville folk ikke tænke?”
Men et eller andet sted føltes ideen så godt, at hun langsomt gav efter. “Min mand sagde straks: ‘Gør det.
Du har brug for det.’”
Og så tog hun af sted. Med rystende knæ gik hun ombord på flyet, hendes hoved fyldt med skyldfølelse.
Men den forsvandt som sne for solen, da hun endelig ankom. “Den første morgen der blev jeg vækket uden vækkeur.
Ingen børn der vækkede mig, ingen smørrebrød, ingen hastværk. Kun stilhed. Og sol. Jeg havde tåre i øjnene af ren lettelse.”
Det, der fulgte, var en weekend fyldt med latter, lange samtaler, vin på caféer og endeløs vandring gennem små gader.
Ingen morstress, intet ansvar. “For første gang i årevis følte jeg mig fri igen. Og det var ikke en flugt —
det var at komme hjem til mig selv.”
Det lyder måske som et luksusproblem. Men Adeline er ikke den eneste, der kæmper med dette.
Flere og flere unge forældre tør tale om, at de nogle gange finder forældreskabet svært. At de har brug for plads.
Tid til at lade op. Men der hviler stadig et tabu over det.
“Man får straks sådanne kommentarer: ‘Men du har jo selv valgt at få børn?’ Ja, selvfølgelig har jeg valgt det.
Men betyder det ikke, at jeg ikke længere må have behov for ro? For tid til mig selv?”
Det, der gør det ekstra svært, er, at samfundet stadig forventer, at mødre fuldstændigt opgiver sig selv.
“Hvis en far tager et weekendophold, siger ingen noget til det. Tværtimod: så bliver han kaldt en ‘moderne mand’,
hvis han en gang imellem bliver hjemme med børnene. Men hvis en mor sniger sig væk, bliver det hurtigt set som egoistisk.”
Adeline ved nu bedre. “Jeg er faktisk en bedre mor, når jeg en gang imellem tager plads til mig selv.
Når jeg er opladet, kan jeg igen grine, kramme og være tålmodig. Mine børn fortjener en mor, der også er glad,
ikke en der kører på sidste drop.”
Hun prøver efterhånden at planlægge en kort tur om året uden sin familie. Nogle gange med en veninde,
nogle gange alene. “Jeg troede altid, at jeg ikke kunne være uden mine børn. Men jeg er begyndt at indse,
at det faktisk er stærkt at sige ‘nej’ en gang imellem. Ikke til mine børn, men til forventningen om,
at jeg altid skal kunne klare det hele.”
Og børnene? De har det som regel fint. “De har en fantastisk tid med deres far. De må gerne se lidt mere tv,
spise pandekager til aftensmad og bygge huler i stuen. Når jeg kommer hjem, springer de om halsen på mig
og fortæller ivrigt. Vi har savnet hinanden — og det er dejligt.”
Alligevel er det stadig ikke et populært emne på legepladsen. “Jeg fortæller sjældent åbent om det.
Bange for blikke, for spørgsmål. Men jeg ville ønske, at vi kunne være mere ærlige om det.
Om hvor svært det nogle gange er. Og om hvor normalt det er at være en menneskelig forælder,
med egne behov.”
Børnepsykologer bekræfter det. At tage tid til sig selv er ikke et tegn på svaghed, men på sund selvpleje.
Børn har brug for forældre, der er følelsesmæssigt tilgængelige — og det kan kun lade sig gøre, hvis man også passer godt på sig selv.
Og det må gerne betyde, at du en gang imellem ligger alene på en liggestol med en cocktail i hånden,
i stedet for på et håndklæde fuld af sand med et barn på skødet. “Hvis du giver alt, er der på et tidspunkt ikke noget tilbage,”
siger Adeline blidt. “Så nej, jeg er ikke en dårlig mor. Jeg er en mor, der har lært, hvor hendes grænser ligger.
Og som tager sig selv alvorligt. Det er måske det smukkeste eksempel, jeg kan give mine børn.”
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
