Det er et emne, der i generationer har været taget for givet: babyer får efternavnet fra deres far. Men ifølge advokat Meerle (33) er det på høje tid at genoverveje denne tradition. “Vi lever ikke længere i 1950’erne,” siger hun. “Samfundet er ændret, familierne er ændret – det er på tide, at vores navngivning også ændrer sig.” Hendes udsagn skaber opsigt og debat, men hun står fuldt ud bag sin vision.
En forældet skik?
I Nederlandene får babyer traditionelt efternavnet fra faderen, medmindre forældrene vælger at bruge moderens efternavn. Men det sidste sker sjældent. Mange forældre er ikke engang klar over muligheden eller oplever pres fra familie eller omgivelser til at holde sig til faderlinjen. Ifølge advokat Meerle er det præcis problemet. “Det er en standard, der er dybt forankret i vores kultur, men som ingen faktisk tænker over. Verden er ændret. Der er enlige mødre, sammensatte familier og kvinder, der lige så godt – eller endda mere – er involveret i opdragelsen som fædre. Alligevel antager vi automatisk, at vi skal gå ud fra mandens navn.”
Lige rettigheder og synlighed
For Meerle er det ikke et spørgsmål om tradition, men om lige rettigheder og synlighed. Hun hævder, at tildelingen af moderens efternavn ville være et skridt mod større ligestilling i familien og i samfundet. “Moderen bærer barnet i ni måneder, føder det, og i mange tilfælde er det hende, der tager det største ansvar for omsorgen. Alligevel bliver hendes navn næsten automatisk skubbet til side. Det er en form for symbolsk usynlighed, som man ikke må undervurdere.”
Hun nævner også eksempler fra andre lande. I Spanien, for eksempel, får et barn automatisk både efternavnet fra faderen og det fra moderen. I Island får et barn et patronym eller matronym baseret på fornavnet fra en af forældrene. “Der er masser af alternativer,” siger hun. “Vi behøver ikke at klamre os til én gammeldags norm.”
Reaktioner fra samfundet
Som forventet skaber hendes udtalelser en del splid. På sociale medier reageres der heftigt. Nogle synes hendes forslag er radikalt og unødvendigt. “Hvorfor ændre noget, der i så lang tid har fungeret godt?” er en almindelig reaktion. Andre roser hende for hendes mod og for at gøre noget, der ofte tages for givet, til en samtale.
En mor på Facebook skrev: “Jeg har tre børn, og de har alle deres fars efternavn. Bagklogskabens lys ville jeg gerne have givet dem mit efternavn. Jeg er den, der altid er ude med dem, tager dem til skole, til lægen. Og alligevel genkender folk mig ikke som deres forælder på papiret.”
Også fædre reagerer, nogle med forståelse. “Jeg forstår hendes pointe. I vores familie tager min kone sig af 80 % af det hele. Hvorfor skulle mit navn så være vigtigere?” Andre ser det som et angreb på faderrollen. “Som om fædre ikke betyder noget.”
Lovgivning og fremtid
I øjeblikket er der i Nederlandene en vis valgfrihed, men den er begrænset. Forældre skal beslutte sammen om barnets efternavn ved fødslen. Gør de ikke det, tildeles automatisk faderens navn. Meerle pleder for en omvendt situation: standard moderen navn, medmindre forældre beslutter andet sammen.
Ifølge hende ville dette bedre passe til nutidens virkelighed. “Det giver kvinder en stemme og en plads i deres barns historie. Det ændrer ikke på en fars kærlighed, men det skaber mere balance.”
Om hendes holdning nogensinde bliver lov er et spørgsmål. Men der ser ud til at være en langsom samfundsmæssig skift. Stadig flere forældre er åbne for alternative former for navngivning, især i moderne familieformer.
Personlig drivkraft
Meerles overbevisning kommer ikke bare ud af det blå. Hun voksede selv op hos en enlig mor. “Min far var ikke til stede, men jeg bar hans navn. Hver gang jeg hørte eller skrev mit navn, føltes det som om, jeg var knyttet til nogen, der ikke betød noget for mig. Det føltes uretfærdigt.”
Da hun selv blev mor, gav hun bevidst sit barn sit eget efternavn. “Det føltes som en anerkendelse. En bekræftelse på, at jeg er her, at jeg eksisterer i mit barns liv, og at mit navn er værd at videregive.”
En samtale, der skal føres
Om du er enig med hende eller ej, er én ting klar: samtalen om efternavne er åbnet. Meerles påstand er ikke beregnet til at sætte fædre uden for spil, men for at skabe plads til en mere retfærdig fordeling af symbolik og anerkendelse inden for familien. “Det handler om valgfrihed,” siger hun. “Og om erkendelsen af, at traditioner ikke er hugget i sten. Hvis vi virkelig tror på lighed, så skal det også være synligt – selv i et simpelt efternavn.”
Diskussionen er langtfra slut, men at tale om det er allerede et skridt fremad. Hvem ved, måske ser vi om nogle år meget anderledes på noget, der nu stadig tages for givet.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
