En samtale til en fødselsdagsfest, en nabobarbecue eller en reception, hvor folk let spørger hinanden: “Hvad laver du for arbejde?”
Ved nogle erhverv nikker folk med hovedet eller viser beundring. Men når Anita svarer, sker der noget andet. “Så snart jeg siger, at jeg er rengøringsdame, får jeg enten en akavet stilhed eller en tåbelig kommentar. ‘Åh, det er hårdt arbejde!’ eller ‘Ja, nogen skal jo gøre det, ikke?’ Og altid med et lille smil.”
Det er ikke første gang, hun får en sådan reaktion. “Folk opfører sig, som om rengøring er en slags sidste udvej. Noget, man kun gør, hvis man ikke har andre muligheder. Men i mellemtiden arbejder jeg hårdt, tjener godt, og kører i en bil, som de kun kan drømme om.”
“De forstår ikke, hvor godt det betaler”
Dengang Anita som ung pige stoppede i skolen, havde folk allerede deres dom klar. “Jeg har aldrig været en flittig studerende. Lange dage i skolebænken? Ikke noget for mig. Så da jeg som 17-årig endte i rengøringsbranchen, var det et fint valg for mig.”
Hvad der begyndte som et deltidsjob for lidt ekstra penge, voksede hurtigt til en fuldtidsbeskæftigelse. “Jeg arbejdede i kontorer, hoteller, og senere kom jeg til private kunder. Især i privat rengøring ligger de rigtige penge.”
Folk omkring hende så altid lidt ned på det. “De så det som noget midlertidigt, noget man hurtigt skal vokse ud af. Men jeg havde ikke brug for det. Jeg så hurtigt, hvor mange penge, der var i det, hvis man var smart. Private kunder betaler godt, og hvis du opbygger et netværk, kan du få det så travlt, som du ønsker.”
Anita har timepriser, som mange kontormedarbejdere vil være misundelige over. “Nogle mennesker tror, at rengøringsfolk arbejder for et par hundrede kroner om dagen. Men jeg tager femoghalvfjerds kroner i timen for faste kunder. Og det bliver hurtigt mange penge.”
“Min Mercedes? Den har jeg betalt kontant”
Hendes succes er længe blevet overset. “Jeg er ikke nogen, der praler med, hvad jeg tjener. Men da jeg købte en ny Mercedes sidste år, blev det pludselig et emne for samtale.”
Til et familiemøde gik hun hen til sin bil og tog sine nøgler op af tasken. “Min fætter kiggede på mig og sagde: ‘Vent lidt… kører du i en Mercedes?’ Som om det var umuligt. Som om en rengøringsdame ikke må køre i en dyr bil.”
Hun griner ved mindet. “Jeg så forbavselsen i hans ansigt. ‘Hvordan betaler du så det?’ spurgte han. Så jeg sagde meget tørt: ‘Bare kontant.’”
De reaktioner, der fulgte, var en blanding af overraskelse og vantro. “Folk forventer ikke, at nogen i mit fag kan betale for en luksusbil. De tror, man har brug for en universitetsuddannelse for det. Men jeg har bare arbejdet hårdt og truffet kloge valg.”
“Mine kunder behandler mig som en hjælper, men de har ingen idé”
Selvom hun har mange faste kunder, der værdsætter hende, er der også mennesker, der ikke tager hendes arbejde alvorligt. “Nogle kunder behandler mig, som om jeg er en slags usynlig kraft. De taler om mig i tredje person, mens jeg bare står der. ‘Kan du hurtigt gøre badeværelset?’ uden at se ordentligt på mig.”
Det påvirker hende ikke længere. “Hvad de ikke ved, er, at jeg tjener mere om måneden end de gør. Jeg kommer i hjem, hvor folk klager over deres økonomiske situation, mens de tror, at jeg er stram i budgettet. Men jeg har bedre styr på mine ting end de fleste.”
“Folk slider sig ihjel for en chef, jeg arbejder for mig selv”
Den største forskel mellem Anita og de mennesker, der ser ned på hende? Hun er sin egen chef. “Mange mennesker slider sig ihjel for en løn, hvor halvdelen går til skat og pensionsbidrag. Jeg bestemmer selv, hvor meget jeg arbejder, og hvad jeg tager for det.”
Hun er ikke afhængig af en arbejdsgiver og har ikke problemer med fyringer eller forhandlinger om løn. “Jeg ved, hvad mit arbejde er værd. Og jeg lader mig ikke underbetale.”
Nogle venner har engang spurgt hende, om hun ikke ville prøve et ‘ægte job’. “Så siger de: ‘Hvorfor går du ikke i lønnet arbejde? Så har du sikkerhed.’ Men sikkerhed er relativt. Jeg har en fast kundebase, en god indkomst, og al den frihed, jeg ønsker. Hvem har den bedste handel her?”
“Jeg går smilede på pension”
Mens mange mennesker ser frem til deres pension med frygt, ser Anita på den med sindsro. “Jeg har sparet op, jeg har investeret, og jeg har ingen gæld. Hvis jeg vil stoppe, kan jeg gøre det i morgen.”
Mange jævnaldrende bekymrer sig om deres økonomiske fremtid. “Jeg hører dem klage over, at deres pensionsopsparing ikke er stor nok, over de stigende leveomkostninger. Og jeg tænker bare: Det problem har jeg heldigvis ikke.”
Hun ved, at folk aldrig virkelig vil forstå hendes job. “De fortsætter med at tro, at jeg har det dårligere end dem, bare fordi jeg gør rent. Men når jeg sætter mig ind i min Mercedes og kører væk, ved jeg bedre.”
Anita smiler. “De må grine af mit arbejde. Men i sidste ende griner jeg højest i min Mercedes.”
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
