Anneke (67) ser hver onsdag eftermiddag ivrigt frem til det øjeblik, hvor hendes børnebørn stormer ind ad hoveddøren.
“Så hører jeg dem allerede råbe i gangen: ‘Bedstemoaa!’ Og så smelter jeg,” siger hun, tydeligt rørt. Men så glad som hun er den ene eftermiddag om ugen, så svært har hun ved at vide, at hendes to børnebørn, der er tre og fem år gamle, er i dagpleje resten af ugen. “Fire dage om ugen,” gentager hun stille. “Det er næsten som en fuld arbejdsuge. Som om de er små voksne. De står hver morgen tidligt op, bliver sendt til en travl dagpleje og bliver først hentet sidst på dagen. Og det dag ind og dag ud.”
“Det er ikke en dom, men det berører mig alligevel.”
Anneke vil ikke pege fingre ad nogen. Hun forstår godt, at det i dag går anderledes end i hendes tid. Hendes datter og svigersøn arbejder begge fuldtid. Et hus med én indkomst? Det er i dag ikke muligt for mange mennesker.
“De skal gøre det. Deres realkreditlån, børnepasningsydelsen, der stopper, når man arbejder mindre, alle de udgifter… Jeg forstår det virkelig,” understreger hun.
Men det fjerner ikke hendes følelser. “Hver gang jeg ser de små, tænker jeg: de ville gerne have mere ro. Mere leg i haven, mere tid i deres egen omgivelser. Børn i den alder har ikke brug for meget – kun kærlighed, opmærksomhed og sikkerhed. Og det savner de ikke nødvendigvis i den travle dagpleje, men det er anderledes end derhjemme.”
“De er altid trætte.”
Det, der især slår Anneke, er, hvor udmattede hendes børnebørn ofte er, når de er hos hende om onsdagen. “De falder nogle gange i søvn på sofaen efter at have spist. Og de er ikke børn, der keder sig, okay? De er livlige, nysgerrige, men det er bare for mange indtryk. Fire dage i træk med dusinvis af andre børn i et rum… det er intenst.”
I henhold til hendes datter vænner de sig til det. “Hun siger: ‘Mor, de kender det ikke anderledes. Dette er deres rytme, deres liv. Og de synes det fleste gange, det er ret sjovt.’ Og det tror jeg også. Pædagogerne er søde, der synges, laves håndarbejde, og der leges udendørs. Men det gnager stadig i mig.”
“I min tid gjorde man det bare selv.”
Anneke husker, hvordan hun selv opdragede sine børn. Hun arbejdede deltid, hendes mand arbejdede fuld tid, og hun var så meget hjemme som muligt. “Vi havde ikke meget, men vi fik det til at fungere. Og jeg var der bare. Altid.”
Hun er klar over, at sammenligningen er svær. Tiderne har ændret sig. Presset er større, kravene højere, og kvinder ønsker eller skal opbygge deres egen karriere. “Men det føles alligevel underligt. Vi kalder det ‘dagpleje’, men det er i virkeligheden blevet en slags mini-kontorjob for småbørn.”
“Hvis jeg måtte vælge, ville jeg passe dem oftere her.”
Da hun bliver spurgt, om Anneke ville passe dem mere, nikker hun uden tøven. “Det er jeg sikker på. Jeg ville elske at passe dem to eller tre dage om ugen. Bare til skoven, bage småkager, tage en pause. Men det er ikke aftalen.”
Hendes datter har sine grunde til det. Hun ønsker at holde bedsteforælder-børnebørns-relationen adskilt fra faste forpligtelser. “Hun siger: ‘Mor, jeg vil have, at det skal være sjovt. At du ser dem, fordi du vil, ikke fordi du skal.’ Og et sted er jeg enig i det. Men når jeg ser, hvor travlt der er i den dagpleje, tænker jeg: lad dem få de rolige dage med bedstemor.”
“Systemet er bare skævt.”
Hvad Anneke især finder svært, er, at mange unge forældre ser ud til at være fanget i et system, hvor der ikke er plads til andre valg. “Hvis du arbejder mindre, mister du tilskud. Så bliver dagplejen pludselig dyrere. Man skal faktisk begge to fortsætte med at løbe. Og det er mærkeligt, ikke? At man får børn og så skal give dem fra sig i fire dage for at få det hele til at fungere?”
Hun bekymrer sig over lang sigt. “Hvad gør det ved børn? Ved forældre? Ved familier? Vi bygger huse og laver politik, men nogen gange glemmer vi, hvad børn har brug for: ro, regelmæssighed, bånd til familie.”
“Min dør står altid åben.”
Indtil da fortsætter Anneke med at værdsætte sin rolle om onsdagen. Hun bager pandekager, læser historier højt, og lader dem lege i haven. “Det er gyldne eftermiddage. De kryber ind til mig, og snakker i ét væk. Så ser jeg, at de slapper af. Og så tænker jeg: dette er, hvad børn har brug for. Ingen skemaer, ingen deadlines. Bare at være.”
Hun håber hemmeligt, at der en dag vil være plads til flere sådanne dage. For hendes børnebørn OG for andre børn. “Så de ved, at de ikke bare vokser op i et system, men også i en familie. Hvor der er tid. Hvor der er ro. Hvor kærlighed ikke er tidsbestemt.”
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
