I en rolig gade i udkanten af byen bor Annet. Hun er 78 år gammel og har boet alene, siden hendes mand døde for et par år siden.
Huset, hun bor i, er stadig det samme som dengang børnene var små. Billeder fra fødselsdage, ferier og skolebeviser hænger på væggen. Men hvor der engang lød latter og summen i huset, er der nu ofte stille. Meget stille.
“De siger, at stilhed er guld,” siger Annet, mens hun sætter sin kop te ned. “Men nogle gange føles det som bly. Tungere. Trykkende. Som om man langsomt forsvinder.”
Annet har tre voksne børn. To døtre og en søn. De bor alle relativt tæt på. Inden for en halv times kørsel, maks. Og alligevel er Annets hus ofte dage, nogle gange uger, uden besøg.
“Jeg forstår da godt, at de har travlt,” siger hun. “De har deres eget liv. Jobs, børn, sportsforeninger, alt muligt. Men det gør ondt, når man mærker, at man kun bliver ringet op, når de har brug for noget.”
Hun tager en pause og kigger ud, hvor den første forårs-sol falder på fortovet.
“I sidste uge ringede min søn. Om jeg vidste, hvad det lille lys på hans instrumentbræt betød. Vi talte ti minutter om hans bil. Om mig blev der ikke sagt et ord.”
Annet trækker på skuldrene. Hun siger det ikke for at være syndig, understreger hun. Hun ønsker ikke medlidenhed. Men hun vil gerne blive set. Bare som menneske. Som mor. Som en, der stadig lever og føler, selvom hun er næsten 80.
“Tidligere var det anderledes,” fortæller hun. “Så kom de spontant forbi. Bare for hyggen. Bare for at drikke en kop kaffe, bare for at snakke. Nogle gange kom de om søndagen med deres børn, og så sad vi allesammen ved spisebordet. Det bord har været tomt i lang tid.”
Hun prøver at holde modet oppe, siger hun. Prøver at se positivt på det. Men det lykkes ikke altid.
“Man begynder at tvivle på sig selv. Har jeg gjort noget forkert? Var jeg ikke en god mor? Eller er det bare sådan, det går, når man bliver ældre?”
Ifølge Annet begyndte det hele meget gradvist. Først blev besøgene færre. Så blev telefonopkaldene kortere. Og i dag er det primært via WhatsApp.
“Og selv det ikke altid,” siger hun. “Nogle gange sender jeg en besked og får først svar to dage senere. ‘Undskyld mor, travlt travlt travlt!’ Men jeg ser på Facebook, at de har tid til venindeaftener, festivaler og weekendture.”
Hun prøver at lad sin sorg ikke overmande hende. Hun går stadig en tur hver dag, taler af og til med naboerne og gør trofast sin indkøb. Men tomheden er der. Især nu, hvor foråret nærmer sig.
“For mange mennesker er foråret noget dejligt,” siger hun. “Solen, blomsterne, caféerne. Men for mig føles det som et forstørrelsesglas. Alt det, man savner, bliver pludselig endnu mere synligt. Verden bliver livligere, mens du føler dig mere grå.”
For et par uger siden prøvede hun noget nyt. Hun ringede til sin ældste datter, bare for sjov, for at spørge, om hun ville komme over til en kop kaffe.
“Hun sagde, at hun syntes, det var sødt, men at hun virkelig ikke havde tid den uge. Og derefter hørte jeg ikke mere. Så føler man sig bare… afvist. Som om man spørger om noget, der egentlig ikke må.”
Annet fortæller det stille, uden tårer, men hendes blik afslører, hvor dybt det går. Hun elsker sine børn, siger hun, og hun ville tilgive dem alt. Men hun ville synes, det var rart, hvis de af og til kunne se hende som ‘bare mor’. Ikke kun som barnepige, eller som én, der lige skal ordne noget.
“De kommer forbi, når de har brug for en barnepige. Eller hvis de vil låne noget. Eller hvis der er noget, der er gået i stykker, og de tænker: mor ved helt sikkert råd. Men ikke fordi de savner mig. Det er ikke den følelse, jeg får længere.”
Hun ville ønske, hun kunne forklare det til dem, uden at det straks virker dramatisk. Men det er svært, siger hun.
“Hvis jeg siger noget, får jeg ofte at høre: ‘Du ved da godt, vi elsker dig’. Men hvis du aldrig kommer på besøg, hvordan skal jeg så føle det?”
Den ensomhed, hun beskriver, er ikke højtråbende. Det er subtilt. Langsomt. Men altid til stede. Som hun selv siger: “Det er som træk i huset. Du kan ikke se det, men det kryber ind overalt.”
Hun savner de små ting. At grine sammen over noget på tv. At snakke om dengang. Nogen der spørger, hvordan hendes dag har været. Om hun har sovet godt. Eller bare en arm om hende, når hun ikke har det så godt.
“De har virkelig ingen idé om, hvor meget det ville betyde,” hvisker hun. “Virkelig ikke.”
Og mens solen langsomt går ned og stuerne kastes i et gyldent skær, kommer der ikke nogen lyd fra gangen. Ingen dørklokke. Ingen skridt. Kun klokken der tikker og den bløde lyd af fugle udenfor.
“Åh,” siger hun til sidst. “Måske ringer jeg selv igen senere. Eller sender en besked. Så ved jeg i det mindste, at jeg har prøvet.”
Og alligevel, et eller andet sted håber hun. På et uventet banken på døren. På nogen, der ikke kommer for at hente noget, men bare kommer for at give hende lidt: opmærksomhed. Varme. En smule kærlighed. Bare, sådan, uden grund.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
