Det er en lørdag morgen i en lille lejelejlighed på mindre end 30 kvadratmeter, et sted i udkanten af storbyen. Brent, 28 år, sidder ved et vaklende Ikea-bord med en kop lunken kaffe.
Udenfor raser trafikken forbi, indendørs ekkoer hans frustration over boligmarkedet, der tilsyneladende ikke vil ændre sig. “Jeg vil bare have et normalt sted at bo, ved du? Ikke luksus, ikke stort. Bare… normalt. Men selv det virker som et privilegium i dag.”
Brent er en af de mange unge voksne, der i årevis har forsøgt at erobre en plads på boligmarkedet. Hvad der engang syntes at være et logisk skridt efter hans uddannelse — at købe eller leje et eget sted — viser sig nu at være en sand forhindringsbane.
“Man hører altid: studer hårdt, arbejd hårdt, så skal det nok gå. Nå, jeg har gjort alt det. Jeg har afsluttet en professionsuddannelse, har et fast job, jeg arbejder fuldtid. Men alligevel bor jeg stadig her, i et værelse, hvor der lige præcis er plads til min seng, min sofa og mit skrivebord.”
Ifølge Brent er problemet ikke kun boligknaphed. Det ligger dybere. “Der er simpelthen ikke plads til unge. Alt er allerede taget.
Og hvem sidder på de pladser? Ja, ældre, der bor alene i et hus på 140 kvadratmeter. Hvorfor? Fordi de kan. Og ingen siger noget til det.”
Han sukker. “Det er ikke fordi, jeg misunner de mennesker, okay? Men det føles som om, de holder alting fast. Som om de har glemt, at de også engang startede i en lille lejelejlighed og kunne klatre op. Men vi får bare ikke chancen.”
Brents frustration er genkendelig for mange i tyvere og tressere. En stor del af denne generation kæmper med det samme problem: for meget konkurrence, for få overkommelige boliger, og et marked, hvor ældre sjældent forlader deres rummelige familiehuse.
“Der tales hele tiden om videreflytning,” siger Brent, “men det sker bare ikke. Alle bliver hvor de er. Hvorfor skulle man ellers flytte, når ens hus er betalt af for længst, og der ikke er nogen steder at tage hen, der er sammenlignelige?”
For ham føles det som om, der står en usynlig mur imellem hans generation og trinnet til voksenlivet.
“Man hører folk sige: ‘Hvorfor køber du ikke et hus?’ Nå, fordi der ikke er noget til salg, som jeg kan betale. Eller fordi jeg med min løn på 3.000 euro lige præcis tjener nok til ikke at måtte leje i den sociale sektor, men også alt for lidt til et lån på fire hundrede tusinde. Det føles som om, man straffes for sin indsats.”
Boligmarkedet ser ud til at være i et kvælertag fra generationer. Unge, der ikke kan komme ind, ældre, der ikke rejser sig. Brent: “Jeg forstår godt, at det også er skræmmende for ældre at flytte. De er knyttet til deres hus, til nabolaget. Men nogle gange føles det som om, deres interesser vejer tungere end vores. Som om vores fremtid er mindre vigtig.”
Den tanke gør ondt. For Brent vil fremad. Han vil have et sted, hvor han kan ånde, hvor han har plads til et liv. “Jeg vil bare kunne komme hjem uden at snuble over mit sofabord. Jeg vil en gang kunne invitere venner uden at de skal sidde på min seng, fordi der ikke er plads andre steder. Og ja, jeg tænker også på senere. Starte en familie? Med hvem og hvor, når jeg stadig bor i dette kosteskab?”
Hvad der måske generer ham mest, er den måde, der tales om unge på. “Vi skulle være forkælede, dovne, vi bruger alt på avocadoer og ferier. Men det er sådan en karikatur. Jeg knokler, sparer hver måned, men jeg klarer det bare ikke. Reglerne er ændret, kravene er højere, men forventningerne forbliver de samme.”
Alligevel forsøger han at bevare håbet. “Nogle gange tænker jeg: måske kommer der engang en ændring. Måske vil kommunerne virkelig gøre noget ved starterboliger. Måske kommer der politik, der hjælper ældre til at bo mindre uden at de får det dårligt. Men ærligt? Indtil da bliver vi bare siddende i venteværelset.”
Og det er præcis, hvordan det føles: som om han har været i et venteværelse i årevis. Ingen udsigt til en opkald, ingen idé om hvornår han er næste.
“Vi fortjener også en plads på det marked. Men den tildeles os bare ikke. Det er som om, vi permanent skal forblive unge — fleksible, mobile, midlertidige. Men i mellemtiden går årene bare videre.”
Brent tager en slurk af sin nu kolde kaffe og ser stille ud foran sig. “Nogle gange tænker jeg: hvis jeg allerede skal kæmpe så hårdt for et hus nu, hvad venter da på mig? Men jeg bliver ved med at prøve. For at give op? Det er ikke en mulighed. Så vinder man helt sikkert intet.”
Brents erfaring er ikke en undtagelse. Det er en realitet, der udspiller sig i byer; unge, der vil, kan, men ikke må. Ikke på grund af manglende indsats, men på grund af et system, der sidder fast. Og så længe denne fastlåste situation ikke ændrer sig, forbliver Brent — ligesom tusinder af andre — fanget mellem drøm og virkelighed. Og boligmarkedet forbliver et slagmark, hvor unge gang på gang sættes bagerst i køen.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
