Som mor ønsker du at give dine børn det allerbedste. Du opdrager dem med kærlighed, normer og værdier. Men hvad hvis dit barn vokser op, og du ser flere og flere ting, som du ikke kan placere? Ting, du ikke ønsker at se, men som dukker op oftere? Det er præcis det, jeg kæmper med, når jeg tænker på min søn Joost. Han er 17, og jeg er bange. Bange for, at han er en psykopat.
Det begyndte allerede, da han var lille. Joost så anderledes ud end andre børn. Han græd sjældent og så aldrig rigtig ud til at knytte bånd til mennesker. Jeg troede dengang, at han bare var et selvstændigt barn. Men efterhånden som han blev ældre, begyndte jeg at bekymre mig. Han syntes ikke at føle skyld eller anger, selv når han havde gjort noget meget frustrerende. Da han var 12, listede han for eksempel en gang op til vores kat, lokkede hende med mad og trak derefter hårdt i hendes hale, indtil hun skreg og løb væk. Da jeg konfronterede ham med det, grinede han bare.
Nu, som teenager, ser det ud til, at symptomerne bliver værre. Han kan være utrolig charmerende, når han vil, især over for mennesker uden for vores familie. Lærere og venner synes, han er en sød fyr. Men derhjemme er han kold, manipulerende og uforudsigelig. Han kan på et sekund forvandle sig fra rolig til vred, uden nogen åbenlys grund. Han lyver konstant og gør det med en lethed, der skræmmer mig. For nylig fortalte han mig, at han skippede skole, fordi han “ikke kunne tage læreren alvorligt”. Da jeg spurgte hvorfor, svarede han med et grin: “Fordi jeg nød at irritere ham.”
Jeg har forsøgt at tale med Joost. Jeg har foreslået, at han skulle tale med en terapeut. Men han nægter. De gange han faktisk gik, sad han stille og stirrede på væggen. Da jeg efter en session spurgte, hvad han syntes, trak han på skuldrene: “Hun er lige så dum som dig.” Det føles som om, jeg ikke når frem til ham, som om der er en mur imellem os, som jeg ikke kan bryde ned.
Jeg har læst meget om psykopati, og nogle træk passer så godt til Joost, at det nogle gange tager pusten fra mig. En mangel på empati, overfladisk charme, impulsivitet, en tendens til at lyve. Men jeg ved også, at ikke hver psykopat bliver en kriminel. Det er mit håb, men også min frygt. Kan jeg stadig hjælpe ham? Eller er det allerede for sent?
Jeg skriver dette ikke kun for at dele min historie, men også for at bede om råd. Hvad skal jeg gøre? Hvordan når jeg ham? Og hvordan kan jeg samtidig beskytte mig selv mod den kolde blik fra min egen søn?
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!