Jeg havde aldrig troet, at jeg i min alder ville ende midt i en nabolagssæbeopera, men her står jeg, med hele gaden imod mig. Det begyndte som små rygter, men hurtigt fik jeg de subtile bemærkninger og ubehagelige blikke. Kvinderne i nabolaget mener, at jeg prøver at tage deres mænd. Absurdt, hvis du spørger mig, men det har fuldstændig ødelagt stemningen i vores nabolag.
Jeg er skilt, allerede i flere år. Jeg har altid haft et godt forhold til mine naboer, og jeg følte mig hjemme i dette nabolag. Det var dejligt at bo et sted, hvor alle hilser på gaden, og hvor man kan finde hinanden til en kop kaffe eller en snak. Men det ændrede sig, da jeg begyndte at tale oftere med nogle af naboerne. Bare om haven, børnene, eller den seneste nabolagsfest. Men åbenbart var det mere følsomt, end jeg havde troet.
Det begyndte med den sarkastiske bemærkning fra min nabo Ilse for et stykke tid siden: “Du har gjort det til en sport at snakke med mændene i nabolaget, hva’?” Jeg grinede hendes bemærkning væk, men jeg følte, at der var mere bag det. Og siden det øjeblik, er det kun gået ned ad bakke. Andre kvinder begyndte pludselig også at opføre sig anderledes. Hvor vi tidligere hyggede os med at drikke kaffe sammen, blev jeg nu oftere ekskluderet. Jeg hørte pludselig om nabolagsmøder, som jeg ikke var blevet inviteret til, og det føltes som et slag i ansigtet.
Jeg forstår virkelig ikke, hvor dette kommer fra. Jeg er ikke på udkig efter et nyt forhold, jeg har mere end rigeligt med mit arbejde og mit liv. Ja, jeg taler med mine naboer, også med mændene, men det betyder ikke, at jeg har planer om at forføre nogen. Det er venskab, ikke mere og ikke mindre. Men åbenbart er der kvinder i nabolaget, der ser det anderledes. De tror, at jeg prøver at sabotere deres forhold eller tage deres mænd fra dem.
Situationen eskalerede, da min nabo Marc bad mig om hjælp til et arbejde i haven, mens hans kone var væk. Jeg tænkte ikke over det og gik for at hjælpe med beskærersaksen, indtil hans kone kom hjem og sendte mig et blik, der klart fortalte mig, at jeg hellere burde være taget hjem med det samme. En dag senere hørte jeg via en anden nabo, at jeg “ikke skulle komme til hans hus, hvis hun ikke var der.” Det ramte mig som en bombe. Jeg føler mig næsten som en kriminel, når jeg går ned ad min egen gade.
Det gør mig trist, at jeg nu bliver set sådan. Som om jeg er en trussel, mens jeg troede, at vi som nabolag kunne regne med hinanden. Jeg har forsøgt at tale det ud med nogle af kvinderne, men det har lidt hjulpet. De holder fast i deres billede af mig som en ‘skilt kvinde, der søger opmærksomhed’. Som om det er den eneste grund til, at jeg snakker med nogen.
Jeg forstår, at nogle mennesker måske er usikre i deres forhold, men at de projicerer den usikkerhed på mig, finder jeg uretfærdigt. Hvorfor kan en kvinde ikke være venlig og social uden at der straks bliver søgt efter skjulte motiver? Det føles som om jeg som skilt kvinde automatisk bliver set som et rovdyr. Og den rolle vil jeg virkelig ikke spille, for det er jeg ikke. Jeg vil bare kunne omgås mine naboer normalt, uden at der hænger en atmosfære af mistillid og jalousi omkring.
I mellemtiden overvejer jeg endda at flytte, selvom jeg helst ikke vil. Jeg elsker mit hus, jeg elsker dette nabolag. Men hvis jeg hver dag har følelsen af, at der tales om mig, at jeg bliver set, ved jeg ikke, hvor længe jeg kan holde det ud. Måske er det min egen skyld, måske skulle jeg have holdt mig på afstand, men jeg synes også, det er trist, at det skulle være nødvendigt.
Det eneste, jeg vil, er at dette bøvl stopper, at folk ser mig for den, jeg er: bare Danique, en nabo der nogle gange sludrer og er klar til at hjælpe. Men stemningen er nu så forpestet, at jeg spørger mig selv, om det nogensinde vil blive godt igen. Indtil da gør jeg mit bedste for at trække på skuldrene og fortsætte mit liv. Men det gør ondt at blive så misforstået, at blive set som en trussel af mennesker, jeg engang så som venner.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
