Hjælp med min søn
Jeg har ligget vågen i flere nætter, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal gøre. Min 17-årige søn, mit eget kød og blod, er involveret i noget, der har vendt hele min verden på hovedet. Lad mig fortælle dig, hvad der er sket, og måske kan du give mig råd.
På det seneste har jeg lagt mærke til, at han opførte sig anderledes. Han var hurtigere til at blive irriteret, kom sent hjem, og hængte hele tiden på sin telefon. “Det hører vist bare alderdommen til,” sagde min ekskæde, da jeg talte med hende om det. “Du skal ikke miste tilliden til ham.” Måske havde hun ret, men det nagede mig. Jeg kender min søn. Dette var mere end teenageadfærd.
Så besluttede jeg mig for at følge efter ham. Ikke fordi jeg ville kontrollere ham, men fordi jeg ville forstå, hvad der skete. En aften så jeg ham mødes med en gruppe drenge på en forladt parkeringsplads. Der blev overleveret noget. Han kiggede hele tiden rundt, nervøs, som om han kunne blive taget på fersk gerning. Det varede kun et par minutter, men jeg vidste nok. Min søn er involveret i stoffer.
Den aften følte jeg mig kvalm. Jeg fortalte det straks til min ekskæde. “Hvad skal vi gøre?” spurgte jeg hende. Hun blev stille. “Daan,” sagde hun til sidst, “hvis du anmelder ham, ændrer du hele hans fremtid. Men at gøre ingenting er heller ikke en løsning.”
Siden da har jeg gentaget den samme samtale i mit hoved. Hvis jeg anmelder ham, betyder det måske en straffeattest. En straffeattest, der kan koste ham chancerne for en uddannelse, et job eller et normalt liv. Men hvad hvis jeg ikke anmelder ham? Hvor langt lader jeg ham så gå? Hvad hvis han bliver dybere involveret i den verden?
Jeg har forsøgt at tale med ham. Ikke straks sagt, hvad jeg vidste, men forsigtigt spurgt, hvordan det går med ham. Han lukkede sig straks af. “Jeg har ikke brug for en prædiken, far. Alt er fint,” sagde han, mens han skrev på sin telefon. Fint? Der er ikke noget fint ved det her.
En del af mig vil gerne tro, at dette var en engangsforeteelse. At han bare er havnet i den forkerte gruppe og kan tage sig ud igen. Men en anden del ved, at jeg måske skal konfrontere ham, og at jeg ikke kan undslippe det ansvar som forælder.
Så her sidder jeg, med mit hoved i hænderne. Jeg vil gerne gøre det rigtige, men hvad er det? At beskytte min søn betyder måske, at jeg skal anmelde ham, hvor smertefuldt det end er. Men hvad ville du gøre i mit sted? Nogle gange føles det som om, jeg står alene i denne kamp, og ærligt talt ved jeg ikke længere, hvad der er rigtigt.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!