Jeg ved, at jeg fejler. Jeg ved, at jeg skal være ærlig over for hende om, hvad der foregår, men alligevel har jeg stadig ikke gjort det. Min kone håndterer altid vores økonomi derhjemme. Hun har det hele pænt og ordentligt: hypoteket, regningerne, indkøb, hvad du vil.
Og hun gør det godt, der er jeg ikke i tvivl. Men hvad hun ikke ved, er, at jeg for noget tid siden tog et hemmeligt lån. Og jeg ved, at hvis hun finder ud af det, kan det måske være slutningen på vores forhold.
Det hele begyndte uskyldigt. For et par år siden havde vi lidt stramt økonomisk, og jeg ville ikke have, at hun skulle bekymre sig om det. Så uden at hun vidste det, tog jeg et lille lån for at betale en uventet regning. Det virkede dengang som en praktisk løsning, en måde at spare hende for bekymringer på og sikre, at alt fortsatte som før. Jeg troede, jeg ville kunne betale det hurtigt tilbage, uden at hun nogensinde ville opdage det.
Men som det ofte går med lån, var det ikke slutningen på historien. Der kom nye uventede udgifter, og jeg følte, at jeg ikke ville belaste hende endnu mere med de økonomiske bekymringer. Så jeg lånte lidt ekstra, og så en gang til. Beløbet begyndte at stige, og nu sidder jeg fast i en situation, hvor jeg ikke ser nogen udvej. Lånet er ikke længere lille, og jeg har ingen idé om, hvordan jeg skal fortælle hende det.
Hver måned betaler jeg afdragene hemmeligt fra min egen lomme, så det ikke bemærkes på den fælles konto. Jeg har åbnet en separat bankkonto, som hun ikke ved noget om, bare for at kunne betale til tiden. Og det virker, i den forstand at hun stadig ikke lægger mærke til det. Men det føles som om, jeg lever et dobbeltliv, som om jeg bærer på en enorm hemmelighed, der kan eksplodere når som helst.
Nogle gange spørger jeg mig selv, hvorfor jeg gør det, hvorfor jeg ikke bare fortæller hende sandheden. Men svaret er enkelt: jeg er bange. Jeg er bange for hendes skuffelse, for hendes vrede, for spørgsmålet om, hvordan vi sammen skal klare os efter sådan en løgn. Min kone er en, der altid har alt i orden, som ikke kan lide overraskelser, og jeg ved, at dette ville slå hende helt ud af kurs. Jeg vil ikke være den, der bryder hendes tillid, men samtidig gør jeg netop det ved at lade hende være i uvisshed.
Det værste er måske, at hun stoler på mig. Hun tror, at vi har vores økonomi under kontrol sammen, at vi ikke har store gæld, og at vi bygger en stabil fremtid sammen. Og selvom jeg oprigtigt prøver at gøre det billede til virkelighed, føler jeg mig hver gang skyldig, når hun siger, hvor dejligt det er, at vi ikke har pengeproblemer længere. For jeg ved, at det ikke er sandt, så længe jeg slæber dette lån med mig.
Jeg har overvejet at kontakte en finansiel rådgiver for at se, om der er en måde at løse dette på uden at involvere hende. Men jeg ved også, at noget sådant ikke er holdbart på lang sigt. Tidligt eller sent vil hun finde ud af det, og hver dag, jeg holder hemmeligheden skjult, føles som en ekstra løgn.
Jeg forbereder mig stadig på det øjeblik, hvor jeg fortæller hende, hvad der foregår. Jeg tænker over de ord, jeg vil bruge, over hvordan jeg kan vise hende, at jeg virkelig troede, jeg gjorde det for hendes bedste, hvor naivt det end måtte lyde. Men jeg ved, at det vil såre hende uanset hvad. Og det gør ondt, fordi jeg ved, at det er mig, der har forårsaget dette.
Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer os. Måske forstår hun, hvorfor jeg gjorde det, måske ikke. Måske er hun villig til at tilgive mig, måske ikke. Men jeg ved, at jeg på et tidspunkt må konfrontere sandheden, både for min egen skyld og for hendes. Indtil da lever jeg hver dag med frygten for, at min hemmelighed bliver afsløret, og håbet om, at jeg finder mod til endelig at være ærlig.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!