Min historie
Mit navn er Ellen, jeg er 68 år og har været pensioneret i et år. Min mand, Robert, er 64 og arbejder stadig fuldtid som lærer på en gymnasieskole. Det betyder, at han er bundet til skoleferierne, mens jeg har friheden til at gå, hvorhen jeg vil. Den frihed føles fantastisk, men den har også bragt noget uventet op: spænding i vores forhold.
Beslutningen om at tage af sted alene
Da jeg gik på pension, havde jeg alle mulige drømme om, hvad jeg ville gøre. En af dem var at rejse. Ikke nødvendigvis stort og overvældende, men bare nyde friheden til at tage af sted, når jeg har lyst. Robert har det travlt med sit arbejde og kan kun tage af sted i de almindelige skoleferier. De perioder er ofte dyrere, og jeg vil ikke altid vente på et tidspunkt, hvor han kan tage fri.
I sommer kom jeg på ideen om at tage en uges ferie til Italien. En afslappende ferie, et sted i bakkerne, hvor jeg kan vandre, læse og nyde naturen. Det virkede perfekt for mig. Jeg fortalte Robert begejstret om mine planer, idet jeg antog, at han også ville synes, det var rart, at jeg endelig gjorde noget for mig selv. Men i stedet for støtte fik jeg en vred reaktion.
“Hvorfor vil du tage af sted uden mig?”
Reaktion på mine ferieplaner
Da jeg fortalte Robert om mine ferieplaner, reagerede han skuffet. “Hvorfor vil du tage af sted uden mig?” spurgte han. Hans tone var ikke vred, men jeg kunne høre frustrationen i hans stemme. Jeg prøvede at forklare, at det ikke handlede om at udelukke ham, men om at udnytte min frihed nu, hvor jeg har den. Jeg fortalte ham, at vi også kunne planlægge noget sammen i hans ferieperioder, men at jeg ikke altid skulle vente på de øjeblikke.
Det gjorde det ikke bedre. “Så du har det sjovt, mens jeg arbejder hårdt her?” sagde han. “Det er ret egoistisk, Ellen.” De ord gjorde ondt. Det var slet ikke min hensigt at få ham til at føle sig udelukket eller jaloux. Men jeg kunne heller ikke benægte, at jeg syntes, det var vigtigt at følge min egen vej.
Vore forskellige verdener
Jeg forstår, hvor hans følelser kommer fra. For Robert er det frustrerende, at han skal arbejde i mange år, mens jeg allerede er pensioneret. Han er bundet til den strenge struktur af skoleåret, mens jeg nu har den frihed, som han også længes efter. Han ser min planlagte ferie som et symbolsk øjeblik: jeg går fremad, mens han stadig er fanget i sin arbejdsrytme.
På den anden side føler jeg mig begrænset, hvis jeg altid må vente, til han har fri. Jeg er glad for min pension og vil nyde den fuldt ud. Jeg elsker Robert, og jeg vil gerne rejse sammen, men jeg vil også have plads til mine egne drømme og behov. Hvorfor skulle jeg ikke kunne tage af sted alene, så længe jeg ikke udelukker ham fra de øjeblikke, vi kan dele sammen?
Spændingsfeltet mellem kærlighed og selvstændighed
Vores diskussion om ferien har fået mig til at tænke over vores forhold. Det er ikke sådan, at vi har problemer – vi har været sammen i over tredive år og har et stærkt bånd. Men nu, hvor jeg er pensioneret, og han ikke er, begynder vores liv at udvikle sig på en ny måde. Jeg vil bevare min uafhængighed, men jeg vil også have, at Robert føler sig værdsat.
Jeg har forsøgt at forklare ham det. “Dette er ikke fordi, jeg ikke vil have dig med,” sagde jeg. “Men jeg vil udnytte den tid, jeg har nu. Og når du er fri, planlægger vi noget smukt sammen, som vi altid gør.” Han lyttede, men jeg lagde mærke til, at han havde svært ved at se min side. For ham føles det som om, jeg mindre værdsætter vores tid sammen ved at tage på ferie alene.
Hvad nu?
Ferieplanen til Italien står stadig, og ærlig talt ved jeg ikke, hvordan jeg skal føle mig omkring det. På den ene side er jeg spændt på at tage denne nye oplevelse, at være alene i et stykke tid og nyde roen. På den anden side spøger Robert’s reaktion stadig i mit hoved. Er det egoistisk af mig at gøre dette? Eller er det vigtigt at følge mine egne behov, også inden for vores forhold?
Jeg håber, at vi efter min ferie kan have en bedre samtale om, hvordan vi håndterer dette. Måske skal vi lave tydeligere aftaler om, hvordan vi planlægger vores tid sammen og hver for sig. Hvad jeg er sikker på, er, at jeg ikke vil have, at dette bliver et brudpunkt i vores forhold.
Hvad mener I?
Jeg undrer mig over, hvordan andre ville håndtere dette. Har I nogensinde haft en situation, hvor jeres partner følte sig udelukket på grund af en beslutning, som I tog for jer selv? Er det egoistisk at udnytte min frihed som pensionist, eller er dette en sund måde at respektere mine egne behov på?
Jeg ser frem til jeres erfaringer og råd. Måske vil jeres perspektiv hjælpe mig med at forstå dette bedre – og finde en måde at berolige Robert på, uden at jeg går på kompromis med mig selv.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!