Venskab i forandring

Al siden gymnasiet har vi været uadskillelige. Min bedste veninde og jeg delte alt – hemmelighederne, drømme, de små og store øjeblikke. Vi grinede af de samme ting, og vi vidste altid, hvad den anden havde brug for. Indtil nu. For siden jeg har fortalt, at jeg ønsker børn, føler jeg, at alt mellem os er ved at ændre sig. Faktisk har hun sagt til mig, at jeg forråder hende ved at ville være mor. Og nu sidder jeg her, revet mellem ønsket om en familie og angsten for at miste hende.

Hendes reaktion var voldsom, uventet. Da jeg forsigtigt fortalte hende, at jeg talte med min partner om børn, virkede hun i første omgang stille, som om hun skulle bearbejde det lidt. Men derefter kom ordfloden, rå og ufiltreret. Hun sagde, at jeg tager en anden retning, der ændrer alt, hvad vi har sammen, at jeg vælger et liv, hun ikke ønsker at være en del af. Jeg var målløs. Hvad havde det at få børn at gøre med hende? Det føltes som et slag i ansigtet. Vi havde altid haft en pagt, sagde hun: at vi ville forblive frie og uafhængige. Ingen børn, intet ansvar, bare os og vores drømme. Hun mindede mig om alle de gange, vi grinede sammen af grædende børn og svor, at vi aldrig ville gøre det. For hende føltes mit valg som et forræderi mod det løfte, som om jeg efterlod hende for noget, hun så som en fangenskab.

Siden den samtale er vores venskab uigenkendeligt ændret. Hun undgår mig oftere, og når vi taler sammen, føler jeg en isnende afstand mellem os. Hun siger, at jeg ikke forstår hende, at jeg vil blive “en af dem” – en mor, der kun taler om sine børn, der mister sin egen identitet. Jeg prøver at forklare, at jeg ikke ændrer mig, at jeg stadig er den samme Eva, blot med nye ønsker. Men for hende ser det ikke ud til at være nok.

Det, der gør mig mest ondt, er hendes hårde dom. Hun ser ud til at tro, at jeg er svag, at jeg tilpasser mig de samfundsmæssige forventninger til at være kvinde. Som om jeg ikke længere må have mine egne drømme, fordi de tilfældigvis inkluderer børn. Hun beskylder mig for at svigte hende, et svigt, hun oplever som dybt og personligt. Hun vil ikke vide noget om babybilleder, børnefødselsdage eller søvnløse nætter. For hende er det symboler på et liv, hun ikke ønsker at have noget med at gøre.

Nu føler jeg mig revet mellem to verdener. På den ene side drømmen om en familie, et liv, jeg ser mere og mere klart for mig. På den anden side venskabet, der i mange år var mit fundament, den person, der ved alt om mig, og som altid har stået ved min side. Men hvad er et venskab værd, hvis en af os bliver tvunget til at fornægte sig selv for at bevare det?

Jeg spørger mig selv, om jeg nogensinde kan overbevise hende om, at moderskabet ikke er en afslutning, men en ny begyndelse. At jeg stadig er den samme person, med de samme drømme, bare nu med et dybere ønske dertil. Men den kløft mellem os virker uoverstigelig. Hun ønsker ikke børn i sit liv, og den smertefulde erkendelse vokser om, at det måske betyder, at hun heller ikke vil have mig.

Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!