For familien El-Hassan er livet hver dag en kamp. Med deres indkomst på niveau med socialhjælp forsøger de at få enderne til at mødes, men at få tingene til at hænge sammen føles stadig mere som en umulig opgave. Omar (35) og hans kone Layla (33) deler en lille lejlighed med deres fireårige datter Yasmine. Hvad der virker som en selvfølge for andre, såsom at hente en is eller tage en tur i parken, er for dem en luksus, de ikke har råd til.
“Det gør ondt at sige nej til min datter,” fortæller Layla, mens hun stirrer ned i gulvet. “Hvordan forklarer man et barn, at en is er for dyr? At man ikke har penge til at tage til legepladsen lidt længere væk?” Hendes stemme knækker kortvarigt, men hun samler sig hurtigt. “Vi prøver at være positive, men det er svært.”
“Jeg vil fremad, men jeg kommer ikke videre”
Omar, en tidligere elektriker fra Syrien, ønsker intet mere end at arbejde. “Folk tror, at det er enkelt,” forklarer han. “Men hvis du ikke taler sproget godt og har lidt erhvervserfaring i dette land, står du bagerst i køen.” Han deltager nu i et sprog- og fagkursus i håbet om at øge sine chancer på arbejdsmarkedet. Men selv det føles som en lang vej. “Du gør dit bedste, men du ser ingen resultater. Det æder dig op.”
Det, der frustrerer ham endnu mere, er følelsen af at være fanget i et system, der modarbejder ham. “Når du finder et job, mister du straks tilskud,” siger han med et suk. “Så tjener du lige lidt mere, men har mindre tilbage. Hvordan motiverer det nogen til at komme videre?”
Layla nikker enig. “Det føles som om, man bliver straffet for sine anstrengelser. Som om det ikke er nok, at man prøver.” Hun forklarer, hvordan selv små skridt fremad straks bliver straffet. “Det virker nogle gange lettere at stå stille, men det vil vi ikke.”
Håb om bedre tider
På trods af alt drømmer familien stadig om en bedre fremtid. “Nogle gange fantaserer vi om simple ting,” siger Layla med et lille smil. “En gang at bage en kage med Yasmine. Eller at tage til stranden sammen.” Hun ved, at det indtil videre forbliver ved drømme, men alligevel holder hun håbet oppe. “Når Omar har et job, kan vi måske ånde lettet op.”
Omar håber især, at hans datter vil føle sig stolt af dem senere. “Jeg vil have, at hun ser, at vi aldrig har givet op, uanset hvor svært det var.” Men det påvirker ham synligt, at folk ofte vurderer dem forkert. “De tror, at vi er dovne. At vi ikke vil arbejde. Men de forstår ikke, hvor svært det er at slippe ud af dette system.”
Med et beslutsomt blik beslutter han: “Vi giver ikke op. For vores familie, for vores fremtid. Der kommer bedre tider. Det må bare ske.”
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
