Jeg ved, det er et tabubelagt emne, men jeg vil sige det alligevel: jeg kan ikke vente med, at min barselsorlov er overstået. Forstå mig ikke forkert, jeg elsker Jax. Ærligt. Men hele det der moderskab? Det er bare… ikke hvad jeg havde forventet.
Alle havde advaret mig. “Nyd din søvn, mens du stadig kan,” råbte de grinende. “Det er hårdt, men åh så smukt!” Men ingen fortalte mig, hvor endeløse dagene kan føles. Hvordan jeg nogle gange står med tårer i øjnene over vuggen, ikke fordi jeg er rørt, men fordi jeg simpelthen ikke ved, hvordan jeg skal holde det ud.
Mere et job end en lyserød sky
Da Jax blev født, troede jeg, at jeg ville svæve på den berømte lyserøde sky. At jeg ville blive fyldt med en altomfattende kærlighed og glæde. Men hvis jeg skal være ærlig, føles det mere som et fuldtidsjob uden pauser. At amme, skifte ble, trøste, vugge i søvn… og det i en endeløs gentagelse. Jeg er stewardesse, jeg ved, hvordan det er at arbejde lange dage, men dette? Dette er noget helt andet.
Forsinket fly? Ingen sag. Klagende passagerer? Piece of cake. Men en baby, der græder, så snart jeg lægger ham ned? Det er en prøvelse, jeg helt har undervurderet.
Tilbage til mig selv
Om to uger må jeg begynde at arbejde igen, og jeg tæller dagene. Ikke fordi jeg vil væk fra Jax, men fordi jeg vil have mig selv tilbage. At være indespærret i mit eget hjem, iført leggings med spytpletter, er ikke den jeg er. Jeg vil igen kunne tage høje sko på, lægge make-up og føle mig som en del af verden. Jeg vil igen kunne stige ombord på et fly, hilse på passagererne, besøge destinationer og om aftenen, træt men tilfreds, falde om i en hotelseng.
Moderskabet er ikke, hvad jeg havde tænkt. Det er ikke den konstante glæde, som andre taler om. Det er hårdt. Ensomt nogle gange. Og ja, måske er det for nogle mødre en drøm, men for mig føles det nu mest som en hård realitet.
Ingen fortrydelse, men realistisk
Forstår mig ikke forkert: jeg har ingen fortrydelse over Jax. Han er et vidunderligt, lille menneske, og jeg ved, at jeg elsker ham. Men jeg elsker også den, jeg var før ham. Og jeg nægter at tro, at jeg helt skal opgive den kvinde.
Så ja, jeg kan ikke vente med at komme tilbage på arbejde. Måske bliver det mærkeligt at forlade ham, måske vil jeg endda savne ham. Men én ting ved jeg helt sikkert: jeg ser mere frem til det, end jeg nogensinde har turdet indrømme.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
