Min bil er alt for mig. Den har stået foran døren i tyve år, og jeg kører næsten dagligt i den. Uanset om det handler om at tage en besked til byen, en tur til lægen eller et besøg hos venner, er min bil min frihed. Så da de fortalte mig, at jeg måske ikke længere kørte sikkert nok, føltes det som om, nogen ville tage en del af mit liv fra mig.
Det hele begyndte, da min datter kørte med mig og bagefter sagde, at jeg skulle lægge mere mærke til vejen. “Du var lige ved at ramme en cyklist, far,” sagde hun. Jeg vinkede det væk; det var bare en misforståelse. Alle laver nogle gange en fejl, ikke? Men hun blev ved med at insistere på, at jeg skulle være mere forsigtig, at jeg måske skulle overveje at aflevere mit kørekort.
Det råd kom også fra andre. En nabo, som jeg har kendt i årevis, sagde, at han havde set mig slingre på vejen. Min praktiserende læge begyndte forsigtigt at tale om en køretest. Og min søn kom også med, bekymret for, hvor sikker jeg egentlig var i trafikken. Men hvad de ikke forstår er, at min bil ikke bare er et transportmiddel. Det er min måde at bevare min uafhængighed på. Jeg vil ikke sidde derhjemme hele dagen og være afhængig af andre.
Jeg kan ikke forestille mig ikke længere at sidde bag rattet. Ideen om, at jeg i min alder skal begynde at bestille en taxa eller spørge min datter om at tage mig til supermarkedet, føles som om, jeg mister al min autonomi. Det er ikke det liv, jeg ønsker at leve.
Selvfølgelig ved jeg, at mine reaktioner måske ikke er så hurtige som for tyve år siden. Og ja, jeg har måske bremset lidt for hårdt et par gange eller overset et skilt. Men det betyder ikke, at jeg er en fare på vejen. Trafikken er blevet hektisk; alle kører, som om de har travlt, og jeg prøver bare at finde min vej. Desuden er det ikke som om, jeg kører lange ture over hele landet. Det handler om korte strækninger i nærheden, hvor jeg kender vejene bedre end nogen anden.
Nogle gange får jeg at vide, at jeg er “egenrådig”, at jeg sætter andre i fare ved ikke at aflevere mit kørekort. Men jeg mener, det skal være mit valg. Jeg kender mine egne grænser, jeg ved, hvad jeg kan. Og hvis jeg ikke længere kunne køre, ville jeg selv finde ud af det. Jeg stoler ikke blindt på, hvad andre siger. For de er ikke dem, der kender følelsen af den friske vind gennem vinduet på en køretur en sommerdag, eller friheden til at gå, hvor man vil, når man vil.
Jeg spørger mig ofte, om de bekymringer virkelig handler om mig, eller om det mere handler om deres eget sind. Jeg forstår, at de bekymrer sig, men nogle gange føles det mere, som om de behandler mig som et barn. Som om jeg ikke selv kan beslutte, hvad der er godt for mig. Jeg har taget mine egne beslutninger hele mit liv, og jeg vil ikke pludselig have, at det skal være anderledes nu.
Jeg har ikke tænkt mig at opgive mit kørekort uden videre, så længe jeg stadig føler, at jeg har kontrol. Hvis det virkelig kommer dertil, at jeg er en fare på vejen, så må de bevise det. Indtil da bliver jeg ved med at køre, for det er det, der giver mig følelsen af, at jeg stadig er selvstændig. Måske kalder de det stædighed, men jeg kalder det at kæmpe for min frihed.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
