På den ene side ønsker hun, at alle kan få lidt luksus, men på den anden side gnager der noget.
“Min nabo lever af sociale ydelser,” fortæller hun. “Og alligevel ligger han dejligt i en jacuzzi i sin have. Hvordan kan det lade sig gøre?”
Det er en situation, der stiller spørgsmål hos hende – og sandsynligvis hos mange andre. For hvordan retfærdiggør en person, der er afhængig af sociale ydelser, en tilsyneladende luksus som en jacuzzi?
Billedet af en jacuzzi i en have vækker automatisk associationer til luksus, afslapning og et liv uden bekymringer. For Hannah er det derfor svært at forstå, hvordan hendes nabo, som hun mener, knap kan få enderne til at mødes, har råd til sådan noget.
“Jeg har arbejdet hårdt i årevis,” siger hun. “Hver måned betaler vi vores skatter, og imens ser jeg ham nyde sig i boblebadet, mens jeg nogle gange bekymrer mig om regningen for elektricitet.”
Hannah har boet i samme område i et stykke tid og kender sin nabo rimeligt godt. Hun ved, at han er afhængig af en ydelse og ifølge hende ikke har noget arbejde. “Han siger ofte, at han har svært ved at få økonomien til at hænge sammen,” forklarer hun.
“Og alligevel så jeg for nylig en lastbil køre forbi med en spritny jacuzzi. Det føles bare forkert.”
Hun prøver at forstå det, men sidder tilbage med en bitter følelse. “Hvis du har det svært, skulle man tro, at du bruger dine penge anderledes?”
Det bringer et bredere problem frem i lyset: opfattelsen af, hvad der kan eller ikke kan, når man lever af sociale ydelser. For mange er sociale ydelser et netværk til tider med økonomiske vanskeligheder.
Ideen om, at nogen, der bruger denne ordning, laver en luksusindkøb, vækker ofte uforstand. Men som ofte er tilfældet, er historien mere kompleks.
Hannahs nabo har sin egen forklaring. Da hun forsigtigt spurgte ham om det, fortalte han, at jacuzzien slet ikke er ny. “Det var en brugt,” sagde han. “Jeg købte den for en slik.”
Desuden skulle han have brugt de sparepenge, han har sat til side i årevis, til at foretage købet. Han understregede, at han bevidst vælger ikke at rejse og hellere vil bruge sine penge på noget, han kan nyde derhjemme. For ham er jacuzzien en måde at gøre livet lidt smukkere, på trods af hans begrænsede midler.
Alligevel forbliver Hannah skeptisk.
“Det er ikke kun jacuzzien,” siger hun. “Han får også ofte pakker, der bliver leveret. Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvis du lever af sociale ydelser, skulle du så ikke håndtere dine penge anderledes?”
Men samtidig indser hun også, at hun måske ikke kender hele billedet. “Hvem ved, hvor meget han sparer på andre måder, eller hvad hans situation præcist er. Men det gnager stadig.”
Historien om Hannah og hendes nabo er et godt eksempel på, hvor hurtigt vi kan dømme andre, uden at kende den fulde kontekst. Det rejser spørgsmål om, hvad der er ‘tilladt’ eller ‘ikke tilladt’, når man lever af sociale ydelser.
For hvad der føles som luksus for den ene, kan for den anden være et bevidst valg for at gøre livet mere tåleligt.
Desuden viser det, hvor vigtigt kommunikation og forståelse er. For Hannah føles situationen måske skæv, men for hendes nabo er det en måde at føle sig godt tilpas på, i en tid hvor han ikke har det nemt.
Måske skulle vi give hinanden fordel ved tvivl oftere og være åbne for historierne bag de valg, folk træffer.
Uanset om Hannahs nabo bruger sine penge på en ‘korrekt’ måde eller ej, forbliver det til syvende og sidst et spørgsmål om perspektiv. For Hannah er det en læringsproces at acceptere, at ikke alt altid er sort/hvid.
Og for hendes nabo? Måske hjælper det ham at forstå, hvorfor hans valg vækker spørgsmål hos andre. I sidste ende handler det hele om balance, forståelse og at finde en måde at leve sammen på, på trods af forskellige opfattelser.
For uanset om man ligger i en jacuzzi eller ej, søger alle på deres egen måde efter lidt lykke.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
