Jeg ved, at mange mennesker værdsætter godt kontakt med deres naboer. En hyggelig nabolag, hvor alle kender hinanden, hjælper hinanden, når det er nødvendigt, og nogle gange sludrer på gaden. Men for mig er den følelse helt forvandlet. Hvor jeg tidligere troede, at det var dejligt at bo i et tæt samfund, er jeg nu nået til det punkt, at jeg slet ikke længere ønsker kontakt med naboerne. Jeg er træt af, at alle vil vide alt om mig.
Det begyndte egentlig uskyldigt, som det ofte sker. Den første gang, jeg flyttede herind, stod min nabo på trinstenen med en selvbagt kage. Hun ville lige sige hej, det var jo så sødt, sagde hun. Jeg syntes, det var en venlig gestus og tog mig tid til at tale med hende. Snart kom resten af gaden forbi, nysgerrige på den nye beboer. Det virkede som en varm velkomst, og jeg følte mig straks hjemme.
Men som tiden gik, forvandlede den varme velkomst sig til en følelse af kvælning. Hver gang jeg forlod mit hus, syntes der at være nogen, der ville vide, hvad jeg lavede. “Hvor skal du hen?” “Hvad arbejder du med?” “Jeg så, at du havde besøg for nylig, hvem var det?” Det virkede som om, der ikke var nogen grænse mellem mit privatliv og det sociale liv i nabolaget. Det, der engang føltes sjovt og socialt, begyndte mere og mere at synes som en invasion af mit privatliv.
Jeg er virkelig ikke asocial, jeg har bestemt noget at give af til mine naboer. Men der er grænser. Jeg behøver ikke hver dag at forklare, hvor jeg skal hen eller hvorfor jeg arbejder hjemme en dag. På et tidspunkt føltes det, som om jeg konstant havde noget at forsvare mig for, som om jeg ikke kunne bevæge mig frit uden at nogen havde en mening om det. Og ærligt talt, jeg blev dødtræt af det.
Dykket kom, da min nabo en dag spurgte, hvorfor jeg stadig ikke havde en kæreste. “Jeg ser dig så ofte alene hjemme, er du ikke ensom?” spurgte hun med et bekymret blik. Det var godt ment, det ved jeg, men jeg fandt det upassende. Det føltes, som om mit privatliv var blevet offentligt eje, som om mine valg kunne diskuteres åbent, bare fordi jeg tilfældigvis bor ved siden af disse mennesker.
Siden da har jeg trukket mig mere og mere tilbage. Jeg har besluttet at være venlig, når jeg møder nogen, men jeg deltager ikke længere i gadegrillfesterne, sludrene på gaden eller nabolagsappen, hvor alt deles i detaljer. Jeg er venlig, men kortfattet, og jeg prøver at give så lidt af mig selv som muligt. For mig føles det som den eneste måde at få lidt ro.
Sjovt nok får jeg også kommentarer om dette. “Du er aldrig mere med, Helene!” “Savner du ikke at drikke et glas vin sammen?” Men jeg savner det ikke. Det, jeg savner, er et stykke privatliv. Pladsen til at leve mit eget liv uden at alle stikker næsen i det. Jeg behøver ikke hver dag at tale med nogen for at føle mig hjemme. Jeg har mine egne venner, min egen sociale cirkel, og det er nok for mig.
Nogle mennesker vil måske sige, at jeg er for streng, at jeg ikke ser mine naboers gode intentioner. Og det kan også være rigtigt. Men jeg har lært, at det for mig er vigtigt at sætte grænser, at beskytte mit eget rum. Og hvis det betyder, at jeg må holde afstand til mit nabolag, så må det være sådan. Jeg føler mig mere rolig ved det, og det er i sidste ende, hvad der tæller.
Jeg synes ikke, der er noget galt i at holde lidt afstand. Vi behøver ikke alle at være venner, bare fordi vi bor ved siden af hinanden. Respekt for hinandens privatliv er lige så vigtigt som en god samtale på gaden. Og måske, hvis vi alle gav hinanden lidt mere plads, ville vi i sidste ende forstå hinanden bedre.
Så nej, jeg ønsker ikke længere kontakt med naboerne, som det engang var. Jeg vil lede mit eget liv, uden konstant at føle, at jeg bliver set eller vurderet. Og hvis det betyder, at jeg nogle gange afslår en invitation, eller at jeg ikke viser mit ansigt overalt, så accepterer jeg det. Det vigtigste er, at jeg igen føler mig hjemme i mit eget hus, uden presset fra alle de nysgerrige blikke.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
