Henriette (71) ser ud fra sit stuevindue, hvor regnen blidt prikker mod ruden. Blomsterne i hendes have svajer frem og tilbage i vinden. Mens hun tager en slurk af sin te, sukker hun dybt. “Jeg ved ikke, hvad det er,” siger hun stille. “Men jeg føler simpelthen ikke en forbindelse til mine børnebørn.”
Det er en udsagn, som Henriette stadig synes er svært at sige højt. For hvilken bedstemor vil indrømme, at hun føler sig utilpas blandt sine egne børnebørn? Alligevel er det sådan.
De tre børn af hendes søn – to piger på 10 og 8 og en dreng på 5 – føles fremmede for hende. “Jeg elsker dem, selvfølgelig,” understreger Henriette hurtigt. “Men det føles ikke, som jeg altid troede, det ville føles.”
Forventninger versus virkelighed
Da Henriette hørte, at hun skulle blive bedstemor, var hun overvældet af glæde. Hun så sig selv gå en tur i parken med en sød baby i en vogn, bage småkager med børnebørnene ved køkkenbordet og sammen læse historier ved det knitrenede pejselys. “Men det billede viste sig at være en illusion,” siger hun ærligt.
I starten var alt nyt og spændende. Henriette besøgte ofte for at beundre babyen, krammede og vuggede den lille pige, som om hendes liv hang på det. Men som årene gik, og børnene blev ældre, lagde hun mærke til, at der var noget, der ændrede sig.
“Det er, som om der er en afstand mellem os, som jeg ikke kan bygge bro over,” fortæller hun med en rynket pande. “De taler om ting, jeg ikke forstår, og griner af vittigheder, som jeg ikke fanger. Jeg føler mig bare ikke… forbundet.”
Kloften mellem generationer
Henriette formoder, at det primært er generationkloften, der spiller hende et puds. Hvor hendes søn og svigerdatter ubesværet holder børnene beskæftiget med tablets, videospil og moderne legetøjsæt, ser Henriette nogle gange forundret til.
“Da mine børn var små, legede de udenfor, eller vi byggede noget sammen med Lego. Nu er alt digitalt,” siger hun og ryster på hovedet. “Jeg føler mig nogle gange virkelig gammeldags.”
Sociale medier og digital afstand
En anden faktor, som Henriette finder svær, er den konstante brug af sociale medier blandt hendes børnebørn.
“De laver videoer af alt, hvad de gør, og deler det straks med deres veninder. Førhen skrev jeg breve til min penneveninde – det var personligt. Nu virker alt flygtigt og overfladisk.” Henriette ved, at det hænger sammen med tiden, men det føles, som om hun ikke mere kan følge med.
Det gør hende usikker. Hun vil så gerne være en engageret bedstemor, men ved ikke, hvordan hun skal finde forbindelse. Henriette fortæller, at hun prøver.
Hun går til deres sportsbegivenheder, spørger ind til skolen og tilbyder at hjælpe med håndarbejde. Men børnene ser ud til at ville lave deres egne ting. “De kigger nogle gange ikke engang op fra deres skærm,” griner hun bittert. “Og så sidder jeg bare der.”
Et stykke skyldfølelse
Det gør hende ondt at have denne følelse. Henriette ved, at der er mange bedsteforældre, der har et stærkt bånd til deres børnebørn. “Jeg føler mig nogle gange virkelig lidt mislykket som bedstemor,” indrømmer hun. “Min egen bedstemor var altid så kærlig og til stede. Jeg ville være som hende.”
Alligevel prøver hun at give slip. Hendes søn har beroliget hende engang. “Mor,” sagde han dengang, “du behøver ikke at være sjov hele tiden. Bare at være der er nok.”
Men for Henriette føles det ikke som nok. Hun vil føle den varme og spontanitet, som andre ser ud til at have. “Jeg vil ikke bare være den bedstemor, der kommer forbi af og til. Jeg vil være en del af deres liv.”
Søgen efter forbindelse
Henriette har besluttet at blive ved med at forsøge. “Måske skal jeg ikke presse mig selv så meget,” siger hun eftertænksomt. For nylig har hun sammen med sin barnebarn forsøgt at lave en TikTok-video.
“Ingen idé om, hvad jeg lavede, men hun syntes, det var hysterisk,” griner Henriette. “Måske skal jeg bare være med i deres verden lidt oftere, uden straks at forstå alt.”
Accept og små skridt
På trods af frustration forsøger Henriette at acceptere situationen. Hun har talt med sin søn og svigerdatter og forklaret, hvordan hun har det. “Heldigvis er de meget forstående,” smiler hun. “De siger, at børnene bare er i en anden fase, og at det nok kommer af sig selv.”
Hun prøver nu at tage små skridt. I stedet for at fokusere på de ting, der ikke fungerer, søger hun måder, hvorpå hun kan forbinde. For nylig bagte hun for eksempel en kage sammen med sin ældste barnebarn. “Det var virkelig sjovt,” fortæller hun glad. “Bare uden telefoner, bare at være sammen.”
Henriette forstår, at processen tager tid. Hun prøver at minde sig selv om, at kærlighed ikke altid føles selvfølgende, men også kan vokse gennem tålmodighed og opmærksomhed. “Måske behøver jeg ikke at være den perfekte bedstemor,” siger hun til sig selv. “Måske er det blot at være mig selv også nok.”
Med denne tanke kigger Henriette igen ud ad vinduet. Regnen er stoppet, og der dukker en forsigtig sol op mellem skyerne.
Måske, tænker hun, er dette begyndelsen på noget smukt. Hun beslutter at prøve at lave noget nyt sammen med børnene oftere, uden at være bange for at fejle. For måske ligger den ægte forbindelse netop i den ufuldkommenhed.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
