I rubrikken Bizarre Bekendtgørelse fortæller kvinder om ting, de oplever i deres forhold eller dagligdag. Nogle gange er det genkendelige situationer, nogle gange ikke. Men én ting har de altid til fælles: det er en ærlig og sand fortælling. Denne gang deler den 28-årige Inge sin frustration over sit forhold. Siden hun og hendes kæreste er flyttet sammen, er spændingerne derhjemme kun steget. Og det har alt at gøre med, hvem der gør hvad i husholdningen.
Efter Inges mening virker det ved første øjekast som et lille problem. Men det er nu blevet noget, der dagligt irriterer hende. Hun er træt af, at alt havner på hendes skuldre. Hvad der startede som noget lille, vokser langsomt ud til noget større. For i hendes øjne tager hendes kæreste overhovedet ikke noget ansvar. Og det gnider.
Alle husholdningsopgaver ligger hos hende
“Da vi lige flyttede ind i vores lejlighed, var jeg begejstret,” fortæller Inge. “Jeg syntes, det var sjovt at gøre vores hjem rent og indrette det. Men jeg opdagede hurtigt, at jeg gjorde det hele alene. Støvsuge, gøre rent, støve af, vaske – jeg har aldrig set ham gøre det frivilligt. Og hvis jeg beder ham om det, får jeg kun kritik eller tåbelige svar.”
Ifølge hende gør han ikke kun ingenting, han indser også ikke, at han bør gøre noget. “Han er vokset op i et hjem, hvor hans mor gjorde alt. Hans far gjorde ikke noget i husholdningen, og det synes han åbenbart er normalt. Han har endda bogstaveligt talt sagt til mig, at rengøring bare er mere ‘en kvindeting’.”
For Inge føles det som et slag i ansigtet. “Det er allerede frustrerende nok, at jeg skal gøre alt alene. Men at han også taler sådan om det, gør det endnu værre. Som om jeg er hans mor, der skal rydde op efter ham.”
Hvorfor at tale ikke hjælper
Inge har talt om problemet flere gange. “Jeg har roligt forklaret ham, at jeg ikke synes, det er fair. Jeg arbejder også fuldtid. Så er det ikke logisk, at vi deler husholdningen? Men han forstår det ikke. Eller også vil han ikke forstå det.”
Når hun tager emnet op, lykkes det ifølge hende straks at ændre samtalen til et skænderi. “Han vender det rundt. Så siger han f.eks., at jeg er problemet, fordi jeg ‘vil have alt perfekt’. Som om at gøre rent er noget underligt.”
Det begynder at gnave mere og mere i hende. “Jeg føler mig ikke kun forladt, men også ikke taget alvorligt. Han ser ikke ud til at forstå, at dette for mig er et spørgsmål om respekt. Når man bor sammen, tager man også sammen ansvar for sit hjem. Punktum.”
Forholdet er under pres
Hvad der engang begyndte som en lærkerede i samboende, føles for Inge nu ofte som en ensom opgave. “Når jeg kommer hjem fra arbejde og ser, at han har været hjemme hele dagen og ikke har lavet noget, koger jeg indeni. Det føles, som om min indsats ikke bliver værdsat.”
Hun bemærker, at hendes følelser for ham er ved at ændre sig. Ikke fordi hun ikke kan lide ham mere, men fordi han skuffer hende. “Jeg begynder at tvivle mere og mere på, om jeg vil fortsætte sådan her. Hvis det allerede er så besværligt, hvad siger det så om fremtiden? Om børn, om ansvar, om at samarbejde som par?”
Alligevel finder hun det svært at forbinde det med konsekvenser. “Man går ikke bare fra nogen, man bygger et liv op med. Men jeg kan mærke, at det gør mig ulykkelig. Og det, mens det virker så simpelt: jeg vil bare have, at han tager sit ansvar i hjemmet.”
Hvad skal hun gøre nu?
Inge ved, at hun ikke er den eneste med dette problem. “Jeg hører fra veninder, at de også synes, det er uretfærdigt fordelt derhjemme. Men hos os er det så skævt.” Hun undrer sig over, om andre forhold er brudt på grund af denne grund. “Det virker som en lille ting, men hvis man hver dag er sur over, hvem der tager tøjvasken, kravler det sig alligevel ind under huden.”
Hun ønsker ikke at tage drastiske beslutninger, men håber dog på forandring. “Jeg har allerede prøvet alt muligt: lave skemaer, tage samtalen, lade ting ligge for at se, om han tager det op – men det hjælper ingenting.”
Indtil videre er hun fanget i en situation, hun ikke har kontrol over. “Jeg vil ikke være den brokkende kæreste. Men jeg vil heller ikke være en kvinde, der skal bære det hele. Det skal være anderledes, men jeg ved ikke hvordan.”
At bo sammen kræver samarbejde
Det, der især irriterer Inge, er, at hendes kæreste ikke ser husholdningen som en fælles opgave. “At bo sammen er ikke kun at sidde sammen i sofaen. Det er også at rydde op, gøre rent, hjælpe hinanden. Jeg føler ikke, jeg er en partner, men mere en slags husansvarlig.”
Hun håber, at hendes kæreste en dag indser, hvor meget hun anstrenger sig. “Jeg vil ikke have klapsalver, jeg vil bare have, at han tager sit ansvar. For hvor lille det end måtte synes, bestemmer disse ting, om et forhold forbliver sundt.”
For nu forbliver det svært. Inge elsker sin kæreste, men er vred og skuffet. Hun vil ikke gå, men spørger sig selv, hvor længe hun kan holde dette ud. Én ting ved hun med sikkerhed: kærlighed er smuk, men uden gensidig respekt bliver det at bo sammen hurtigt en byrde.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
