Irma (62) har fået nok af sin nye nabo, der efterlader sit affald i hendes kliko
“Hver gang jeg kigger ud og træder ud på vores fælles indkørsel, ser jeg det igen: Min grå kliko, fyldt med affald, som jeg ikke genkender. Det må være den nye nabo, det er jeg nu sikker på. Men alligevel… jeg er i tvivl om, om jeg skal sige noget. Ikke fordi jeg søger konflikter – jeg er lige præcis det modsatte. I min alder prøver jeg hellere at bevare freden, men denne situation begynder virkelig at genere mig.
Et ubehageligt fund
Det begyndte for et par måneder siden. En tirsdagsmorgen, dagen hvor jeg normalt sætter mit affald ud, trak jeg den grå kliko ud fra skuret. Men da jeg åbnede låget, faldt min kæbe åben. Den var helt fyldt med papkasser, plastikemballage og andet skrammel, jeg ikke engang havde købt. Dengang tænkte jeg, at det måtte være en fejltagelse – måske havde naboen forvekslet som affaldsbeholderne? Men i de følgende uger skete det igen, og så igen. Hver gang fandt jeg ting, som bestemt ikke var mine. Jeg genkendte endda logoet fra en butik, jeg aldrig besøger! På et tidspunkt var klikoen så fuld, at jeg ikke kunne komme af med mit eget affald.
Snakke eller tie?
Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre, og det kørte bare rundt i mit hoved. Jeg kunne selvfølgelig spørge hende, på en venlig måde. Sådan er jeg. Alligevel holdt noget mig tilbage. Hvad nu hvis hun ville føle sig angrebet? Så ville vi få et problem med hinanden, og det vil jeg ikke. Jeg har været en del af dette nabolag i næsten tyve år. Det sidste, jeg ønsker, er spændinger og ubehag med naboerne. Men jeg føler mig heller ikke godt tilpas ved tanken om, at nogen bruger min affaldsbeholder som deres egen.
Hver gang jeg ser hende, for eksempel når vi passerer hinanden ved bilerne, får jeg en ubehagelig følelse. Hun virker så venlig, og vi har endda snakket lidt om nabolaget og vejret. Hvordan siger man til nogen, at man har overhørt dem, uden at ødelægge det? Jeg vil ikke være kendt som den “besværlige nabo,” men hvor længe skal jeg se på dette?
Få det sagt
Jeg har et par gange været på nippet til at gå hen til hendes dør. Bare for at tage det op. Måske er det hele bare en misforståelse, eller måske er hun ikke klar over, at hendes affald skiller sig så meget ud. Men hver gang vender jeg mig om og mister modet.
Måske skal jeg bare acceptere det, forsøger jeg at berolige mig selv. Det er trods alt bare affald. Men på den anden side føler jeg, at det ikke er rigtigt at gøre ingenting. Måske er det tid til endelig at samle mod og sige noget, på en venlig måde, uden bebrejdelser. Hvem ved, det kan være befriende, og vi kan forstå hinanden bedre.
Så ja, måske tør jeg det snart. For nu håber jeg, at mit tålmodighed ikke bliver sat på for hårdt prøve – og at jeg ikke igen finder en fuld kliko.”
Har du råd til Irma? Lad det vide i kommentarerne.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!
