Hver december føles ens for mig: en tid, hvor jeg står alene udenfor. Mens andre laver planer for store middage, hyggelige familiefester og romantiske aftener, bemærker jeg, at der for mig, som singel, knap er plads. Helligdagene, som handler om at være sammen, får mig primært til at føle tomheden.
Jeg er Jack, 36 år, og jeg har været single i et par år. Selvom jeg generelt er tilfreds med mit singleliv, bliver det meget sværere i juletiden. Alle omkring mig ser ud til at være optaget af forpligtelser og traditioner, og jeg står tilbage med en tom kalender. Familiemedlemmer, der før automatisk inviterede mig til julemiddagen, har nu deres egne travle programmer. Venner, der tidligere spontane planlagde noget, fejrer nu jul med deres partnere og børn. Og jeg? Jeg er ikke rigtig velkommen nogen steder.
Det er ikke direkte afvisninger, men netop de subtile ord, der stikker. “Måske næste år,” siger de, eller: “Undskyld, vi er allerede fulde!” Det føles, som om min status som single automatisk diskvalificerer mig fra at finde plads ved bordet. Og selvom jeg ønsker alle det bedste i at fejre helligdagene på deres egen måde, føler jeg mig mere og mere som en udenforstående. Som om helligdagene er for alle andre, undtagen for mig.
Jeg prøver at holde modet oppe og laver planer for at gøre det lidt hyggeligere for mig selv. Jeg sætter en julefilm på, tænder nogle stearinlys, og laver et stort måltid til én. Men hvor ofte kan du fortælle dig selv, at det ikke gør noget at være alene i juletiden? Hvor ofte kan du være din egen bedste ven uden at efterlade en tomhed?
Hvad jeg måske savner mest, er følelsen af forbindelse. Julen burde vel handle om at være sammen og fejre de mennesker omkring dig? Men for mig fremhæver helligdagene netop, hvad jeg ikke har. Ingen partner til at dele noget særligt med, ingen venner eller familie der automatisk tænker på mig i deres planer. Det virker som om, alle allerede har en fast gruppe, og jeg er ikke rigtigt en del af nogen.
Smerten ligger ikke kun i at være alene, men også i de små minder fra tidligere. Jeg tænker tilbage på julemiddage, hvor jeg hyggeligt deltog hos mine forældre eller søskende. Jeg tænker på spontane fester med venner, hvor vi blev oppe til sent om aftenen og snakkede. De tider er ændret, og selvom jeg forstår det, er det stadig svært at udfylde den tomhed.
Jeg håber, at folk bliver mere opmærksomme på, hvad det betyder at være single i juletiden. En simpel invitation kan allerede gøre en stor forskel. Det handler ikke engang altid om at deltage, men om følelsen af, at nogen tænker på dig. En besked eller et opkald kan allerede tilføje et lille stykke varme til dage, der ellers føles ensomme.
For nu håber jeg, at der kommer en december, hvor jeg ikke længere vil føle mig som en udenforstående. Hvor jeg ikke længere skal tænke på, hvordan jeg skal tilbringe dagene alene, men bare kan være en del af noget. Måske ændrer min situation sig, eller måske lærer folk at have lidt mere øje for dem, der ikke passer ind i deres lille kreds. Indtil da vil jeg gøre mit bedste for at klare dagene så godt som muligt.
Det er ikke nemt at dele denne følelse højt, men jeg ved, at jeg ikke er den eneste. For dem, der genkender dette: I er ikke alene. Og for dem, der er omringet af familie og venner: Glem ikke at tænke på nogen, der måske lige kan bruge den ekstra opmærksomhed. Nogle gange er en lille gestus nok til at ændre helligdagene for nogen.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!