Nogle gange hører jeg min datter græde, og i stedet for at løbe hen til hende, fryser hele min krop. Det føles som om, min hals bliver klemmet, og min vejrtrækning overtager. Mine hænder begynder at ryste, og jeg må minde mig selv om, at jeg er i nuet. Dette er ikke et øjeblik, jeg er stolt af, men det er virkeligheden. Suris gråd, min treårige datter, udløser et gammelt traume, som jeg troede, jeg havde bearbejdet.
Da Suri var baby, græd hun næsten konstant. Hun sov sjældent mere end et par timer ad gangen om natten, og de søvnløse nætter føltes endeløse. Jeg husker, at jeg ofte sad alene på sofaen med hende, fortvivlet vuggende og hviskende: “Vær venlig at sove, skat.” Men hun sov ikke, og det gjorde jeg heller ikke. Det var som om, min krop og sind langsomt faldt fra hinanden.
Da jeg endelig kollapsede, fik jeg diagnosen udbrændthed. Mine dage bestod i overlevelsesmode: at give mad, skifte ble, trøste, og forsøge at fungere, imens jeg knap kunne tænke klart. Nu er Suri tre år gammel, og hun er en glad, energisk tumling. Hun sover bedre, græder mindre, og hun er virkelig min solstråle. Men nogle gange… nogle gange græder hun på en måde, der straks bringer mig tilbage til de udmattende nætter.
Sidste uge skete det igen. Suri var faldet og begyndte at skrige. Lyden rørte noget dybt indeni mig. Mit hjerte begyndte at banke, min vejrtrækning tog fart, og jeg følte, det var som om rummet omkring mig blev mindre. Min mand, Lars, så straks, at der var noget galt. Han tog Suri op og sagde: “Sæt dig ned, Jade. Jeg klarer det.”
Jeg sank ned på sofaen og forsøgte at berolige mig selv. “Det er nu,” hviskede jeg til mig selv. “Dette er nu. Hun er sikker. Du er sikker.”
Senere den aften, da Suri sov, spurgte Lars: “Hvad sker der med dig, når hun græder sådan?”
Jeg fortalte ham ærligt: “Det er som om, jeg igen er den udmattede mor, der ikke ser nogen vej ud. Lyden bringer mig helt tilbage.”
Lars nikkede og sagde: “Ved du hvad, det er okay, at du stadig kæmper. Sådan noget forsvinder ikke bare.”
Han har ret, men det føles, som om jeg fejler som mor. Hvordan kan jeg være den stabile forælder, som Suri har brug for, når jeg bliver så påvirket af noget så simpelt som gråd?
Det er en proces, det ved jeg. Jeg taler nu om det med en terapeut og lærer måder at håndtere det på. Men jeg deler denne historie, fordi jeg vil have, at andre forældre skal vide: du er ikke alene. Traumer er komplekse og kan uventet dukke op. Det betyder ikke, at du er svag. Det betyder, at du er menneskelig.
Kunne du lide denne artikel? Glem ikke at dele den med din familie og dine venner på Facebook!